Medicinske nyheder

SSRI virker hos børn og unge, viser metaanalyse

> JAMA

Selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI) er effektive hos børn og unge med depression, obsessiv-kompulsive tilstande (OCD) og angst. Risikoen for bivirkninger i form af selvmordstanker eller selvmordforsøg eksisterer, men alligevel bør SSRI'er fortsat være blandt førstevalgspræparaterne til disse patienter.

Dette konkluderer førsteforfatteren Jeffrey Bridge fra Ohio State University i en metaanalyse publiceret i april i JAMA, Journal of the American Medical Association.

I analysen indgik data fra 27 randomiserede, placebokontrollerede undersøgelser med børn og unge under 19 år. Patienterne havde enten depression, OCD eller angst.

De samlede data viste, at SSRI'er er mest effektive mod angst og mindst effektive mod depression. Number needed to treat var 3 (angst), 6 (OCD) og 10 (depression).

Der var også øget risiko for selvmordstanker eller selvmordsforsøg i alle undersøgelser.

Number needed to harm var 143, og der var ingen statistisk signifikant forskel på behandlingsindikation (depression, OCD eller angst). Der blev ikke registreret nogle selvmord i studierne.

Per Hove Thomsen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov, kommenterer: »Dette er den hidtil største samlede gennemgang af fordele og ulemper belyst på et evidensbaseret grundlag af antidepressiva til børn og unge. Evidensen for effekt er mest udtalt for angsttilstande og OCD, og mindre for depression hos børn under 12 år. For alle indika-tionsområder er fordelene større end de rapporterede ulemper i form af forskellige bivirkninger, herunder fremkomst af suicidaladfærd. Undersøgelsen har stor betydning for danske klinikere, idet forbruget af især SSRI-præparater til børn og unge har været stigende gennem de senere år.«

Bridge JA, Iyengar S, Salary CB et al. Clinical response and risk for reported suicidal ideation and suicide attempts in pediatric antidepressant treatment. JAMA 2007;297:1683-96.

Kondroitin har ingen effekt på hofte- og knæartrose

> Ann Intern Med

Kondroitin har ingen eller næsten ingen virkning på osteoartrose i knæ eller hofte og bør derfor ikke anvendes i klinikken. Dette konkluderer en ny metaanalyse publiceret i april i Annals of Internal Medicine.

Peter Jüni fra University of Bern i Schweiz har sammen med kollegaer fra Tyskland og Storbritannien identificeret 20 randomiserede undersøgelser, som vurderede effekten af kondroitin versus placebo eller versus ingen behandling. Undersøgelserne inkluderede i alt cirka 4.000 patienter med osteoartrose i knæ eller hofte.

De små undersøgelser, undersøgelser med uklare randomiseringsprocedurer samt undersøgelser, hvor analyseprocedurerne blev lavet om undervejs, viste de største effekter af kondroitin.

Men når forfatterne kiggede på tre store undersøgelser med en intention to treat analysis, blev 40% af patienterne inkluderet. Dette viste en effektstørrelse på 0,6 mm på en 10-cm visuel analogskala. Forfatterne konkluderer, at »den symptomatiske behandling med kondroitin har ingen eller kun minimal effekt«.

Kristian Stengaard-Pedersen, Reumatologisk Afde-ling, Århus Sygehus, kommenterer: »Kondroitin indgår i opbygningen af bruskens glukosaminoglykan, som nedbrydes ved artrose. Peroral anvendelse af kondroitin har i en årrække været anvendt med det formål at mindske smerte og bedre funktionen samt bremse sygdomsudviklingen ved knæ- og hofteartrose, men de små undersøgelser har ikke været overbevisende. Ovenstående metaanalyse og en helt ny stor randomiseret, kontrolleret undersøgelse viser, at kondroitin har ingen eller kun ubetydelig effekt på smerte og funktion ved knæ- og hofteartrose.

Glukosamin, der udgør en væsentlig del af bruskens hyaluronsyre, har også været anvendt peroralt ved knæ- og hofteartrose. Her har en nylig Cochrane-metaanalyse slået fast, at glukosamin ikke har nogen effekt på smerte, stivhed og funktion ved artrose.

Sammenfattende kan indtagelsen af kondroitin og glukosamin, enten hver for sig eller sammen, ikke mere anbefales ved artrose i knæ- og hofteled.«

Reichenbach S, Sterchi R, Scherer M et al. Meta-analysis: chondroitin for osteoarthritis of the knee or hip. Ann Intern Med 2007;146:580-90.

Intensiv omeprazolbehandling før endoskopi reducerer blødning fra ulcus

> N Engl J Med

Højdosis omeprazolinfusion forud for en endoskopi fremmer helingen af blødningskilder hos patienter med øvre gastrointestinale blødninger - således at færre patienter behøver at få foretaget endoskopisk behandling.

Dette konkluderer en dobbeltblindet og placebokontrolleret undersøgelse publiceret i april i New England Journal of Medicine.

I studiet indgik 638 patienter, som blev akut indlagt på grund af tegn på øvre gastrointestinal blødning. Efter hæmodynamisk stabilisering blev patienterne randomiseret til enten intravenøs omeprazol (80 mg bolus efterfulgt af 8 mg i timen) eller placebo. Endoskopien blev planlagt til den efterfølgende morgen. I nogle tilfælde blev en akut endoskopi foretaget uden afbrydelse af den intravenøse behandling.

Der var færre patienter i omeprazolgruppen, som skulle behandles endoskopisk (adrenalin og termokoagulation) end i placebogruppen (19 vs. 25%). Der var ligeledes færre patienter med aktivt blødende ulcus (6 vs. 15%). Flere patienter i interventionsgruppen var indlagt mindre end tre dage end i placebogruppen (61 vs. 49%). Der var dog ingen forskel på mængden af transfunderet blod på antallet af patienter, som skulle opereres akut eller på 30-dages-mortalitet.

Ifølge førsteforfatteren James Lau fra Chinese University of Hong Kong kan omeprazolbehandlingen anbefales til patienter med øvre gastrointestinal blødning, som venter på en endoskopi.

Jakob Seidelin, Gastroenterologisk Afdeling C, Herlev Hospital, kommenterer: »Selvom protonpumpehæmmere i lav dosering længe har været brugt til patienter med øvre gastrointestinal blødning, som venter på gastroskopi, har vi først evidensen for behandlingen nu med dette velgennemførte studie, som bør føre til overvejelse, om man skal gå over til højdosisinfusion.«

Lau JY, Leung WK, Wu JCY et al. Omeprazole before endoscopy in patients with gastrointestinal bleeding. N Engl J Med 2007;356:1631-40.

Øgning i morfindosis med 50% medfører ikke klinisk signifikant bedre smertelindring

> Ann Emerg Med

En 50% højere dosis af intravenøs morfin i forhold til en konventionel dosering - i hvert fald i USA - på 0,10 mg/kg givet som bolus giver ikke en klinisk signifikant smertelindring. Dette konkluderer en prospektiv, placebokontrolleret undersøgelse publiceret i april i Annals of Emergency Medicine.

I studiet indgik 280 patienter, som præsenterede sig på skadestuen med akutte smerter, der krævede opioid analgesi. De blev randomiseret til enten 0,10 mg/kg intravenøs morfin samt placebo eller 0,10 mg/kg plus 0,05 mg/kg intravenøs morfin.

Smertelindringen blev vurderet ved hjælp af en verbal numerisk skala fra nul til ti. Tidligere studier havde vist, at en klinisk signifikant forskel mellem grupperne kræver en numerisk forskel på mindst 1,3.

En time efter behandlingen nåede flere patienter i gruppen, der fik den højere dosis, en 50% reduktion i smertescoring (67 vs. 53%). Forskellen mel lem grupperne i smertescoring var 0,8, hvilket er statistisk signifikant.

»Men denne forskel i smertereduktion nåede ikke tærsklen på 1,3 på den numeriske skala, som var nødvendig for at konkludere, at den højere dosis havde en klinisk relevant effekt«, konkluderer førsteforfatteren Adrienne Birnbaum fra Albert Einstein College of Medicine i New York.

Anders Perner, Intensiv Terapi Klinik, Rigshospi-talet, kommenterer: »Jeg er ikke sikker på, at forfatterne behøver at være helt så pessimistiske, da der både var bedret smertelindring og højere tilfredshed blandt patienter, som fik den højere morfindosis, uden at bivirkningsfrekvensen var højere. Generelt er individuel titrering af morfin dog at foretrække ved behandlingen af akutte smerter«.

Birnbaum A, Esses D, Bijur PE et al. Randomized double-blind placebo-controlled trial of two intravenous morphine dosages (0.10 mg/kg and 0.15 mg/kg) in emergency department patients with moderate to severe acute pain. Ann Emerg Med 2007;49:445-53.