Medicinske nyheder

Sygdom øger chancer for rygestop

> Arch Intern Med

Patienter, der bliver diagnosticeret med cancer, lungesygdom, apopleksi, hjertesygdom eller diabetes har en tre gange højere chance for at lykkes med rygestop, end dem, der ikke får stillet en diagnose. Hvis der er flere nye diagnoser, er chancerne op til seks gange højere.

Dette konkluderes i en registerbaseret undersøgelse publiceret i februar i Archives of Internal Medicine.

Forfatteren Patricia Keenan fra Yale School of Medicine i New Haven, Connecticut, identificerede 7.764 rygere fra Health and Retirement Study-data. Hun identificerede endvidere 20.221 overvægtige personer over 75 år.

De personer, som blev diagnosticeret med hjertesygdom, havde en cirka fem gange større chance for et vellykket rygestop over en toårig periode (odds-ratio: 5,15) end dem, der ikke fik diagnosen. Andre diagnoser medførte lidt lavere chance for rygestop: cancer (odds-ratio: 4,31), apopleksi (odds-ratio: 4,26), lungesygdom (odds-ratio: 2,25; p < 0,001 for alle diagnoser) og diabetes (odds-ratio: 1,69; p < 0,05). Multiple nye diagnoser havde den største virkning på rygestatus (odds-ratio: 6,14)

Der var tillige en beskeden effekt på body mass index (BMI), især hos personer med en ny diabetesdiagnose: dette førte til en reduktion på cirka to kilo over to år (p < 0,001).

Frede Olesen, Forskningsenheden for Almen Medicin, Aarhus Universitet, kommenterer: »Det er kendt, at sundhedsvæsner med en stærk primær- og praksissektor både leverer bedre resultater og er billigere. En af årsagerne kan være, at praksissektoren systematisk kan udnytte enhver henvendelse og især kontakter om alvorligere sygdomme til en drøftelse af livsstil og forebyggelsesmuligheder.

Denne artikel lægger sig op ad en række artikler, som viser, at symptomer og sygdomme åbner a window of opportunity for forebyggelse. Der er således også i denne artikel god evidens for værdien af den gamle almenmedicinske læresætning, som siger, at ingen konsultation er afsluttet, før man har overvejet, om og hvordan den næste henvendelse bedst kan forebygges«.

Keenan PS. Smoking and weight change after new health diagnoses in older adults. Arch Intern Med 2009;169:237-42.

Kontrastdosis ved perkutan koronarintervention associeres med øget mortalitet

> Ann Intern Med

Øget volumen af kontrast ved en perkutan koronarintervention (PCI) er associeret med en mangedobling af mortaliteten, konkluderer forfatterne til en prospektiv og observationel undersøgelse publiceret i februar i Annals of Internal Medicine.

Giancarlo Marenzi fra Centro Radiologico Monzino i Milano, Italien, og kollegaer rekrutterede 561 konsekutive patienter, der havde ST-elevations-myokardieinfarkt og skulle have foretaget en PCI.

De beregnede blandt andet den maksimale kontrastdosis (på basis af kropsvægt og kreatinin), som patienterne måtte få.

I alt fik 20,5% af patienterne en kontrastinduceret nefropati (CIN; defineret som en stigning i serumkreatinin på mindst 25%). Mortaliteten blandt disse patienter var 21,4% mod 0,9% blandt de patienter, der ikke fik nefropati.

Mortaliteten blandt de patienter, der fik mere kontrast end den beregnede maksimale kontrastdosis, var også signifikant højere (13% vs. 2,8%).

Erling Bjerregaard Pedersen, Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Holstebro, kommenterer: »Hyppigheden af dialysekrævende CIN var 2,5% i hele materialet og således i god overensstemmelse med resultatet i andre undersøgelser.

Mekanismen formodes især at være en direkte nefrotoksisk effekt af røntgenkontrastmidlet. Det er derfor ikke overraskende, at CIN forekommer med tiltagende hyppighed ved højere dosis af kontrastmidlet, og det er undersøgelsens hovedbudskab.

Årsagen til den betydeligt forøgede mortalitet ved CIN er imidlertid ikke fuldt belyst og skyldes næppe CIN per se, men andre komplicerende sygdomme hos den undersøgte patientgruppe.

Endnu engang - og berettiget - henledes opmærksomheden på, at anvendelse af røntgenkontrastmidler indebærer en risiko og derfor kræver en klar indikation«.

Marenzi G, Assanelli E, Campodonico J et al. Contrast volume during primary percutaneous coronary intervention and subsequent contrast-induced nephropathy and mortality. Ann Intern Med 2009;150:170-7.

Nyt præparat sederer med mindre risiko for delirium hos patienter i respirator

> JAMA

Et nyt sederende lægemiddel er lige så effektivt som konventionelle gamma-aminosmørsyre (GABA)-receptoragonister, såsom propofol og midazolam - og fører samtidig til kortere tid i respiratorbehandling og til en reduceret risiko for delirium. Det fremgår af en randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i februar i Journal of the American Medical Association.

Richard Riker fra Maine Medical Center, Portland, og kollegaer fra 68 centre i fem lande sammenlignede midazolam med dexmedetomidin, en alfa 2-receptoragonist.

De rekrutterede 375 medicinske og kirurgiske patienter, som skulle være i respirator i mindst et døgn. Patienterne blev randomiseret til dexmedetomidin (0,2-1,4 mikrogram/kilo i timen) eller midazolam (0,02-0,1 milligram/kilo i timen).

Sedationsgraden blev vurderet løbende ved hjælp af validerede skalaer indtil ekstubation eller senest efter 30 dage.

Der var ingen statistisk signifikant forskel på det primære effektmål (hvor meget af tiden patienterne var optimalt sederet). Prævalensen af delirium var dog mindre i dexmedetomidingruppen end i midazolamgruppen (54% vs. 77%). Patienterne i dexmedetomidingruppen var også i gennemsnit to dage mindre i respiratorbehandling end patienterne i midazolamgruppen (3,7 dage vs. 5,6 dage). Endvidere havde de en ikkesignifikant højere risiko for behandlingskrævende bradykardi (4,9% vs. 0,8%; p = 0,7).

Else Tønnesen, Anæstesiologisk-intensiv Afdeling N, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, kommenterer: »Set med danske øjne er tiden næsten løbet fra dette velgennemførte, store studie. Det blev gennemført under best sedation practice-regimen, dvs. let sedation med daglig vækning.

I dag er trenden, at intensive patienter med behov for respiratorbehandling ikke automatisk bliver sederet. De skal naturligvis smertedækkes, men undersøgelser tyder på, at det er bedre at holde patienterne vågne.

Uanset sedationsregimen viser dette studie, at dexmedetomidin har visse fordele, frem for midazolam«.

Riker RR, Shehabi Y, Bokesch PM et al. Dexmedetomidine vs midazolam for sedation of critically ill patients. JAMA 2009;301:489-99.

Patienter med hovedtraume bør ikke nedkøles

> Cochrane Database Syst Rev

Nedkøling bør ikke være et af behandlingstiltagene hos patienter med hovedtraume, konkluderes det i et Cochrane-review publiceret i det sidste nummer af Cochrane Database of Systematic Reviews.

Ifølge førsteforfatteren Emma Sydenham fra London School of Hygiene and Tropical Medicine er induceret hypotermi blevet anvendt gennem en årrække til disse patienter, men der mangler randomiserede data fra store undersøgelser, som kan bekræfte terapiens virkning.

Forfatteren identificerede 22 randomiserede kliniske undersøgelser med i alt 1.409 patienter. Patienterne blev randomiseret til ingen hypotermi eller hypotermi ned til maksimum 35 °C i op til 12 timer enten i hele kroppen eller kun i hovedet.

Kun otte af studierne havde høj kvalitet, og de viste en ikkesignifikant mortalitetsreduktion associeret med hypotermi (odds-ratio: 0,96; konfidensinterval (KI): 0,68-1,35). Når alle studier blev taget i betragtning (altså også lavkvalitetsstudier), blev associationen signifikant (odds-ratio: 0,76; KI: 0,60-0,97).

De otte højkvalitetsstudier viste ligeledes en ikkesignifikant reduktion i risikoen for svær funktionsnedsættelse, vegetativ tilstand eller død.

På den anden side var risikoen for pneumoni større hos de hypotermibehandlede patienter end hos de ikkehypotermibehandlede patienter, men når højkvalitetsstudierne alene blev taget i betragtning, mistede associationen dog sin statistiske signifikans.

»En signifikant gunstig effekt kunne kun konstateres ved lavkvalitetsundersøgelserne«, skriver forfatterne.

»På grund af denne uklarhed bør hypotermi kun anvendes som led i randomiserede forsøg«, konkluderer de.

Karen-Lise Kobberø Welling, Neuro Intensivterapi Afsnit, Rigshospitalet, kommenterer: »Nedkøling af patienter med traumatisk hjerneskade er resursekrævende og er ikke indført rutinemæssigt på de intensive afsnit, der er tilknyttet de fem neurokirurgiske danske centre, og resultaterne af studiet understøtter denne praksis hos både voksne og børn. Hypotermi er heller ikke rekommanderet af Dansk Neurotraume udvalg.

Diskussionen om temperaturkontrol ved svære hovedtraumer er således ikke tilendebragt«.

Sydenham E, Roberts I, Alderson P. Hypothermia for traumatic head injury. Cochrane Database of Systematic Reviews 2009; CD001048.