Skip to main content

Medicinstuderende til læge: Mathildes rejse

Mathilde Aagaard har altid interesseret sig for naturvidenskab og samtidig haft et ønske om at arbejde med mennesker. Derfor blev hun læge.

Af Karl Gjesing Høj Eggers

24. jan. 2025
3 min.

Denne artikel er skrevet af erhvervspraktikant Karl Gjesing Høj Eggers, der har været i praktik på Ugeskrift for Læger i denne uge.

At vælge lægegerningen som karriere kræver både en stærk interesse for naturvidenskab og et stort ønske om at arbejde med mennesker. For Mathilde Aagaard, der er 27 år gammel, var det netop kombinationen af disse faktorer, der gjorde medicinstudiet til det oplagte valg. I dag arbejder hun som KBU-læge i Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital og drømmer om en fremtid inden for lægevidenskaben.

»Jeg har altid været meget naturvidenskabeligt interesseret, men samtidig har jeg haft et ønske om at arbejde med mennesker. Medicinstudiet er jo nok den bredeste naturvidenskabelige uddannelse, man kan få, og det passer godt til mine interesser«, fortæller Mathilde Aagaard.

»Jeg er en gang blevet spurgt, hvorfor jeg gerne ville være læge og ikke f.eks. sygeplejerske. Det spørgsmål satte nogle tanker i gang. For mig handler det om, at lægerollen indebærer en stærk naturvidenskabelig dimension, som er meget vigtig for mig«, forklarer hun.

Usikkerhed om specialet

Som mange andre unge læger har Mathilde Aagaard endnu ikke lagt sig fast på et bestemt speciale. »Man har ofte kun kort tid til at lære om de forskellige specialer på studiet, og det gør det svært at beslutte sig. Man bliver nødt til at prøve sig frem«, forklarer hun.

Hun fremhæver også vigtigheden af at holde dørene åbne for flere muligheder. »Jeg vil gerne undgå at begrænse mig for tidligt til et bestemt speciale, da det kan gøre det svært at skifte retning senere. Derfor forbliver jeg åben for forskellige muligheder«.

Mathilde Aagaard har dog en god idé om, hvor hun ser sin fremtid rent geografisk. »Vi har lige købt et hus i Odense, så jeg forestiller mig, at det bliver i Region Syddanmark – f.eks. i Odense, Trekantområdet eller Slagelse«, siger hun.

Selv om Mathilde Aagaard stadig er i begyndelsen af sin karriere, er hun allerede godt i gang med at opbygge sin erfaring som læge. Med sin plads i Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital står hun i frontlinjen og arbejder med det, hun brænder for: at hjælpe mennesker.

Et råd til de kommende generationer

At komme gennem medicinstudiet er ikke uden udfordringer. Ifølge Mathilde Aagaard er det især den store mængde stof, man skal lære på kort tid, der gør det svært. »Det er måske ikke så meget, fordi det faglige er svært at forstå, men fordi der er så meget, man skal lære på meget kort tid«, siger hun.

Mathilde Aagaards rejse som læge er kun lige begyndt, men hendes dedikation til både det menneskelige og det naturvidenskabelige skinner klart igennem. »Man skal tage tingene i sit eget tempo«, gentager hun, et råd der virker som en rød tråd i hendes tilgang til både studiet og livet.

For de medicinstuderende, der følger efter hende, har Mathilde Aagaard et enkelt, men vigtigt råd: »Husk, at studiet er langt, og at livet også er langt. Man skal kunne følge med og huske at have en fritid ved siden af«.