Medicinstudiet er blevet mere ,dansk’: »Hvis jeg finder en dansk kæreste, så tror jeg, at jeg bliver i Danmark, når jeg er blevet uddannet læge«

Trygve Ulvund Solstad sukker diskret, da han hører mit spørgsmål.

»Det spørgsmål får vi norske medicinstuderende i Danmark a-l-t-i-d«, forklarer den 25-årige medicin­studerende med en lidt træt stemme.

Trygve Ulvund Solstad har da også svar parat på det evigt tilbagevendende spørgsmål, om hvorvidt han vil blive og arbejde som læge i Danmark, når han om cirka to år afslutter sit medicinstudium på Københavns Universitet:

»Hvis jeg finder en dansk kæreste, så tror jeg, at jeg bliver i Danmark, når jeg er blevet uddannet læge. Jeg er faldet godt til i Danmark og har fået netværk og venner her, ­så jeg vil også gerne arbejde som læge i ­Danmark – i hvert fald hvis jeg får en dansk ­kæreste«, siger Trygve Ulvund Solstad, der afslutter 8. semester i januar 2021.

Han er dog ikke helt sikker i sin sag, men det vender vi tilbage til lidt senere.

Trygve Ulvund Solstad er en af de cirka 360 studerende med norsk statsborgerskab, som i øjeblikket læser medicin på et af de danske universiteter. I de seneste par årtier har norske og svenske medicinstuderende fyldt godt på de danske medicinstudier og tilsvarende i mediedebatten. Politikerne har især stillet spørgsmål ved, om udenlandske statsborgere tager de attraktive og dyre ­studiepladser fra danske unge, hvorefter de rejser hjem igen, lige så snart de har fået deres lægeeksamen.

Bekymringen er opstået, fordi norske og svenske medicinstuderende i en årrække har fortrængt danskere. I 2007 udgjorde danske statsborgere således kun 78 procent af de medicinstuderende på de danske universi­teter, viser en opgørelse over bestanden af danske og udenlandske statsborgere på ­medicinstudiet i 2000-2019, som Ugeskrift for Læger har fået fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Tallene viser imidlertid også, at medicinstudiet i de senere år er blevet stadig mere »danskerdomineret«. I 2019 udgjorde studerende med dansk statsborgerskab således lidt over 91 procent af bestanden på medicinstudiet i Danmark. Den øgede andel af danske statsborgere på medicinstudiet siden midten af 00’erne skyldes stort set udelukkende et voldsomt fald i andelen af svenskere, der læser i Danmark.

Bonusser har boostet karaktersnit

Adgangen til at læse i andre lande på linje med det enkelte lands egne borgere er reguleret via internationale aftaler i EU og mellem de nordiske lande. Men trods de internationale forpligtelser er det lykkedes de danske politikere at begrænse det store antal svenske og norske medicinstuderende i Danmark.

I 1997 blev der i en særaftale mellem Norge og Danmark indført en »nordmands­kvote«, så Danmark fik mulighed for at ­begrænse antallet af norske studerende ­på medicin. En tilsvarende model var ikke mulig med svenske studerende, fordi Sverige er medlem af EU, men indførelse af bonusordninger fik fra slutningen af 00’erne stillet unge danskere i en bedre position i konkurrencen om studiepladserne.

Bonusordningen for ekstra fag på højt ­niveau, Bonus A, blev indført i 2006, men gavnede – på grund af nationale forskelle i opbygningen af gymnasieuddannelserne – i de første år særligt svenskerne. Efter få år blev ordningen ændret fra at være en del af optagelsessystemet til at blive indlejret i studentereksamensbeviset, og dermed blev den en fordel for ansøgere med dansk studentereksamensbevis. Ligeledes har bonus for hurtig studiestart med virkning fra optaget i 2009 været med til at booste karaktergennemsnittet.

Den mærkbare nedgang i antallet af svenske medicinstuderende har været særligt ­tydelig på Københavns Universitet, hvor svenskerne tidligere har udgjort en stor gruppe, forklarer Hans Henrik Saxild, der har været prodekan for uddannelse på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet siden 2009.

»Dengang tror jeg, at godt en tredjedel af vores optag var svenskere. Så kom bonusordningerne, og det blev startskuddet til, at svenskerne blev udkonkurreret. De danske politikeres hensigt har været at give danske ansøgere bedre mulighed for at konkurrere, og det er lykkedes over al forventning. De nordiske statsborgere udgør en lille del på lægeskolerne i dag«, siger Hans Henrik Saxild.

Hurtigstartbonussen er jo blevet afskaffet i Danmark ved virkning fra 2020. Har det så betydet, at svenskerne er vendt tilbage?

»Nej, vi har i hvert fald endnu ikke kunnet se nogen umiddelbar effekt. Svenskerne kan tælles på få hænder ud af de 606, vi har optaget i 2020. Jeg mener også, at svenskerne har skruet op for antallet af studiepladser på medicin på deres egne universiteter. Det er jo også uhensigtsmæssigt, at mange bliver uddannet i udlandet, for man risikerer, at de falder så godt til, at de ikke kommer hjem igen«, siger Hans Henrik Saxild.

Operationen

Den 23. september 2013 er en mærkedag for Trygve Ulvund Solstad. Den dag blev han som 18-årig gymnasieelev opereret for morbus Crohn på sygehuset i hjembyen Volda i det vestlige Norge. Og på det tidspunkt ­besluttede han sig også for at blive læge.

»Jeg gik på musikgymnasium og drømte egentlig om at læse psykologi efter gymnasiet. Jeg havde slet ikke overvejet at læse medicin – og jeg kunne ikke lide at se blod. Men jeg blev så inspireret af de læger, jeg mødte i forbindelse med min operation, at jeg fuldstændig ændrede planer. Fra da af ville jeg være læge«.

Han havde egentlig først regnet med at læse i Norge. Men Trygve Ulvund Solstad kunne ikke komme ind på kvote 1 i Norge, hvor der er endnu højere adgangskvotient, end der er i Danmark, og da de norske kvote 2-regler er yderst komplekse og forsinkende for studiestarten, var den mulighed heller ikke så tillokkende.

»Men på det tidspunkt havde jeg flere norske venner, der var taget til Odense for at læse medicin på kvote 2, og så begyndte tanken om at læse i Danmark at dukke op hos mig«, forklarer han.

I august 2016 begyndte Trygve Ulvund Solstad på medicinstudiet i København, hvor han var blevet optaget i kvote 1.

Mange udvandrer efter lægeløfte

Trygve Ulvund Solstads problemer med at komme til at læse medicin i sit hjemland er langtfra enestående. Norge har i årevis underforsynet sit eget sundhedsvæsen med medicinske kandidater. Ifølge OECD’s Health at a Glance er antallet af læger, der har taget deres lægeuddannelse i udlandet, da også 3-4 gange højere i Norge end i ­Danmark, hvor tilgangen til medicinstudiet er blevet tredoblet siden 1990.

Med 21,5 medicinske kandidater pr. 100.000 indbyggere er Danmark et af de lande, der ligger i den absolutte EU-top, viser publikationen. Gennemsnittet i EU er på 13,1, mens tallene for Sverige og Norge er henholdsvis 11,5 og 11,1.

På Aarhus Universitet (AU) bliver der optaget 21 nordmænd hvert år – hverken flere eller færre, oplyser uddannelseschef ved Health på AU, Anna Bak Maigaard.

»Optagelsen af norske ansøgere til medicinuddannelserne i Danmark er reguleret af en kvote«, forklarer hun.

I »Lægeprognose 2018-2040«, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2019, fremgår det, at gennemførelsesgraden på medicinstudiet generelt er lavere for udenlandske statsborgere end for danske. På AU har de dog ikke bemærket en sådan forskel, siger Anna Bak Maigaard:

»Vi er kun glade for vores dygtige udenlandske studerende, og jeg synes også, at det danske samfund har en interesse i, at de er her, og de gør god fyldest, når de er på klinikophold. Medicinstudiet er dansksproget, og som medicinstuderende bliver man hurtigt en del af det danske arbejdsmarked, og flere vælger jo også at blive og arbejde som læge her i landet. Endelig skal man huske på, at også unge danskere nyder godt af den stigende internationa­lisering«.

Ifølge »Lægeprognose 2018-2040« udvandrede gennemsnitligt 30 procent af de udenlandske statsborgere med dansk lægeuddannelse og -autorisation samme år, som de fik deres autorisation, i perioden 2010-2017. Til sammenligning gjaldt det kun en procent af de danske statsborgere.

Den norske natur

For det utrænede øre er det svært at høre, at dansk ikke er Trygve Ulvund Solstads ­modersmål. Da han flyttede til Danmark, satte han sig for at lære det danske sprog helt fra grunden som et nyt fremmedsprog. Han ville ikke nøjes med at »fordanske« sit norske sprog og tale langsomt, som mange nordmænd ellers gør.

»Det skyldes, at jeg taler et norsk, som er svært at forstå for danskere. Og så ønskede jeg heller ikke at blande sprogene og få ­danske ord og vendinger ind i mit norske modersmål«, forklarer han.

Det er ikke kun i forhold til sproget, at Trygve Ulvund Solstad er gået »all-in« i sit nye danske studieliv.

»Mange nordmænd ved, at de vil tilbage til Norge, når de er færdige med at læse i Danmark. Den indstilling afspejler sig i deres tilgang til at lære sproget og deres tilgang til danskerne. De udgør næsten en fraktion, fordi de holder sig meget til andre norske studerende, og fordi de ikke lærer mere dansk end højst nødvendigt. Jeg har i højere grad bestræbt mig på at investere min tid og mit liv på at lære danskerne og København at kende, og jeg har fået rigtig mange danske venner. Samtidig får jeg mindre og mindre kontakt til mine gamle norske venner, som jo også er blevet spredt over hele Norge. Det betyder, at jeg ikke længere føler mig så knyttet til det derhjemme«, forklarer han.

Der er stor lægemangel i Norge, og Trygve Ulvund Solstad siger da også, at det er fristende at tage hjem, når han har gennemført sit medicinstudie i København. Og så alligevel ikke.

»Bortset fra få venner i Norge er alle mine bedste venner danskere. Mit netværk i lægeverdenen er også dansk, og når jeg kommer ud på hospitalerne, møder jeg hele tiden folk, jeg kender. Hvis jeg får en dansk kæreste, vil det give så meget mere mening for os at blive i Danmark, for så har vi begge netværk og venner i Danmark, i stedet for at skulle starte helt forfra i Norge, hvor jeg kun har nogle få gymnasievenner«, siger Trygve Ulvund Solstad.

Hvis kærligheden melder sig i dansk skikkelse, tyder det altså på, at Trygve Ulvund Solstad kommer til at levere sit bidrag til at sikre en bedre lægedækning i Danmark.

Men der er en »dark horse«.

»Det, jeg har sværest ved at sige farvel til, er den norske natur. Naturen er en rigtig stor del af nordmænd, og det er en vigtig del af vores kulturarv. Jeg bruger selv naturen hver dag, når jeg er hjemme i Volda. Når jeg går ud af vores hus, kan jeg gå lige op ad en sti, og så er jeg på fjeldet. Det er meget medi­tativt for mig, og hvis jeg bliver i Danmark, vil jeg få meget svært ved at undvære den vilde norske natur. Her er jo ikke så ­meget natur i Danmark«.