Skip to main content

Medicoindustrien og tiggerbrevene

Formand for lægeforeningen Yves Sales

15. mar. 2010
3 min.

Lægemiddelindustriforeningen, Lif, foretog for nogle år siden i samarbejde med Lægeforeningen en registrering af indholdet i lægers henvendelser til industrien om forskellige former for støtte. Registreringen skete i tre måneder omkring årsskiftet, hvilket afspejlede sig i henvendelserne. Den største kategori var henvendelser om støtte til faglige arrangementer, men den næststørste kategori var ubetinget henvendelser om støtte til julefrokoster, golfrejser etc. Tiggerbreve.

Det udløste en debat, der accelererede det kulturskifte, der allerede var i gang, mod en styrkelse af fagligheden i det vigtige og nødvendige samarbejde mellem læger og lægemiddelindustri. Dette kulturskifte synes ikke at være sket i forholdet mellem læger og medicoindustrien, der leverer medicinsk udstyr og apparatur til sundhedsvæsenet. Derfor lægger vi nu op til en stramning og klargøring af de etiske regler for læger, så der ikke kan være tvivl om grænsedragningen i samarbejdet, og vi opfordrer igen medicoindustrien til at gå ind i en samarbejdsaftale i lighed med den, som findes mellem lægemiddelindustri, apoteker og Lægeforening.

Det er afsløringer i DRTV, der tyder på flossede kanter i forholdet mellem leverandører af udstyr til det danske sundhedsvæsen og de kolleger, som er med til at indkøbe og bruge udstyret til diagnostik og behandling af patienterne. Det kan vi ikke leve med, når det er offentlige penge, der er på spil. Og vi kan ikke leve med, at der på denne måde kan rejses tvivl om, hvorvidt indkøbene er foretaget med det størst mulige hensyn til, at det er den rigtige kvalitet til den rigtige pris. Vi kan slet ikke leve med, at tiggerbreve til ikkefaglige aktiviteter i betydeligt omfang netop synes at være en del af kulturen mellem indkøbere og leverandører.

Der skal derfor ikke herske tvivl om Lægefore-ningens holdning til dette, og det fremgår tydeligt af de etiske regler, der gælder for læger. Herudover har vi siden 2003 forsøgt at få medicoindustrien med i en samarbejdsaftale. Det skete først i forbindelse med en revision af den samarbejdsaftale, også kaldet selvjustitsaftalen, som findes mellem lægemiddelindustri og lægestand. Hidtil forgæves, men allerede i forbindelse med revisionen i 2003 meldte vi ud til medlemmerne, at de er bundet af de etiske regler. De bør optræde på samme måde over for medicoindustrien som over for lægemiddelindustrien. Ingen kan derfor være i tvivl om, at »tiggerbreve« er både uetiske og uacceptable.

Vi hilser det derfor velkomment, at brancheorganisationen Medicoindustrien i en pressemeddelelse efter tv-indslaget åbner for forhandlinger om en aftale med kontakter til både Lægeforeningen, Dansk Sygepleje-råd og Danske Regioner. Hidtil har Medicoindustrien ment selv at kunne regulere området med et sæt etiske retningslinier for deres medlemmer. Men det turde fremgå, at den holdning ikke har klaret mødet med virkeligheden. I mellemtiden har vi sammen med lægemiddelindustrien og apotekerne etableret et fælles eksternt nævn, Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet, NSL, der kontrollerer overholdelsen af samarbejdsaftalerne, og vi er faktisk netop i disse uger i gang med en rutinemæssige revision af aftalerne. Medicoindustrien skal være velkommen i klubben.