Skip to main content

Meget at høre om ører

Mandag stod i ørernes tegn med tre kurser om emnet. Både læger og personale fik sat særligt fokus på tympanometri. Gik du glip af kurserne, bliver du klogere her på ørevoks, eksem og ikke mindst tymponameteret, som bør bruges meget oftere.
Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Line Felholt

12. nov. 2019
4 min.

Der var rig mulighed for at blive klogere på noget af det, der fylder allermest i almen praksis, nemlig ører. Lægedages førstedag bød på både et lægekursus, et personalekursus og færdighedskurser med fokus på netop øret.

»Det fylder megameget i praksis. Alligevel er der hos læger og personale behov for mere viden«, lød det fra praktiserende læge Jesper Lillesø, der var underviser på mandagens ørekursus for personale.

Ører er samtidig en af de opgaver i almen praksis, som i stigende grad flyder fra lægen til personalet.

»Derfor er det så vigtigt at højne personalets viden«, lød det fra Jesper Lillesø fra Vesterbro Lægehus.

Der var især fokus på tympanometeret i alle mandagens tre ørekurser. For som underviser Jesper Lillesø sagde:

»Mange steder bliver tympanometeret aldrig brugt. Eller også dur det ikke. Få det repareret! Vi bør bruge det hver gang, vi får patienter med øresmerter«, lød hans opfordring.

Find ud af, hvad du skal bruge tympanometri til, og hvad I i øvrigt bør være opmærksomme på, når patienter dukker op med ørevoks eller øreeksem.

Case, ørevoks

Oda, 79 år, ringer med tiltagende dårlig hørelse på højre øre, hun plejer at få renset ører årligt. Skal hun have en tid? Eller er der noget, hun kan gøre selv?

Jesper Lillesøes svar: Det er en udbredt misforståelse blandt patienter, at der ikke må være ørevoks i ører. Men der skal være fedtet derinde. En del gener opstår, fordi patienterne renser deres ører for meget. Ørevoks er kun et problem, hvis det flyder eller er ildelugtende. Kroppen afstøder selv ørevoks, så det kan vaskes væk med en vaskeklud. Vi skal lære patienterne, at der ikke skal en vatpind derind. Og slet ikke børnevatpinde, som er helt til hest. Det propper bare voksen indad, så der opstår en tætpakket prop, som vi så skal fjerne i klinikken. Husk, at du ikke må skylle patientens øre, hvis der er hul i eller svag trommehinde, tidligere operation, nylig infektion eller eksem.

Case, øregangseksem

Ole, 32 år, klager over, at ørerne klør, og han er øm, når han trækker i øret. Der kommer også lidt væske på vatpinden. Hvad skal vi spørge ind til?

Jesper Lillesøs svar: Mange patienter siger, at det gør ondt, når de trykker på den lille bruskknop foran øregangen. Det er et meget lavpraktisk tegn på, at genen er i det ydre øre og ikke i mellemøret. Er huden tilmed hævet i øregangen, er det tegn på øregangseksem. Det kan vi dog nemt misse, hvis vi bare fører otoskopet helt ind for at tjekke trommehinden og ikke kigger på huden på vej derind. Omvendt har vi også en tendens til at behandle øregangseksem meget tidligt. Der er mange milde tilfælde, hvor det vil gå i sig selv, hvis vi får patienten til at droppe vatpinde. I nogle tilfælde kan der dog være tale om skæleksem, svær børneeksem eller psoriasis, hvor vi skal overveje at få en øre-næse-halslæge eller hudlæge indover.

Case, dræn

Mor til Anton, to et halvt år, ringer, fordi han sover dårligt. Han fik dræn for tre måneder siden, og det virkede så godt. Hvad skal vi gøre?

Jesper Lillesøs svar: Det er et godt eksempel på, hvorfor vi skal bruge tympanometeret meget mere. Det kan fortælle os, om drænet fungerer, eller om kroppen har afstødt det. Men det kræver, at vi ikke kun måler trykket i øret, men også kigger på volumen. Det er et tal på tympanometeret, som de fleste ikke tjekker. Et rask øre viser en trykkurve, som ligner et juletræ eller et bjerg. Her er tallet for volumen underordnet. Et øre med mellemørebetændelse viser en flad kurve for tryk, men den flade kurve siger ikke noget om hul i trommehinden/velfungerende dræn eller ej. Her skal vi bruge værdien for volumen. En flad trykkurve kombineret med en høj volumen betyder, at der er hul i trommehinden eller et velfungerende dræn, hvorimod en flad trykkurve med en lav volumen er tegn på, at der ikke er hul, eller at drænet er afstødt.