Mellem to stole

Mange afdelingslæger går rundt med en fornemmelse af at være havnet mellem to stole. På den ene stol sidder de yngre kolleger - fra turnuskandidater til 1. reservelæger. Afdelingslægerne befinder sig oven i købet i samme delforening, men de oplever det, som om Yngre Læger ikke længere interesserer sig for deres problemer.

På den anden sidder overlægerne - en gruppe, som afdelingslægerne på flere måder ligner, men som jo er medlemmer af FAS og derfor heller ikke kan ventes at nære den store interesse for deres særlige problemer.

Efteruddannelsen halter

Spørger man afdelingslæge og speciallæge i endokrinologi på Aalborg Sygehus, Poul Erik Jakobsen, fører afdelingslægerne en lidt upåagtet skyggetilværelse i Yngre Læger:

»Et af de helt store problemer er, at vi befinder os i et efteruddannelsesmæssigt limbo«, siger Poul Erik Jakobsen.

»Som om ingen rigtig har tænkt på, at afdelingslæger også har behov for efteruddannelse. For reservelæger er der hele vejen gennem videreuddannelsen sørget for, at man kommer på de kurser, man skal have. På samme måde har overlægerne i deres overenskomst ret til ti dages efteruddannelse hvert år, som også er finansieret via en individuel rejsekasse, som kan bruges til konferencer og møder. Som afdelingslæger har vi ganske vist den samme passus i overenskomsten. Men der er ikke sat en krone af, så vi skal ud og søge afdelingernes kursusbudgetter sammen med sygehjælperne og andre personalegrupper, som også gerne vil på kurser«.

Ud over efteruddannelsen mener Poul Erik Jakobsen også, at der kunne gøres noget mere på lønområdet, hvor man halter efter de overenskomstansatte, vagtbærende overlæger:

»Specielt hvad vores pension angår: Procentuelt har vi det samme beløb afsat til pension som overlægerne. Men det er kun beregnet af grundlønnen. Og da vores grundløn er mindre end overlægernes, får vi færre penge afsat til pension end overlægerne. Det bør også blive et emne ved de kommende overenskomstforhandlinger, næst efter efteruddannelsen«.

Yngre Læger spænder meget vidt

For nogle er stillingen som afdelingslæge kun en venteposition på vejen til en stilling som overlæge. Sådan har Poul Erik Jakobsen det ikke:

»Jeg har det udmærket som afdelingslæge, og jeg får nok ikke mere at skulle have sagt, hvis jeg får overlægekasketten på«, siger Poul Erik Jakobsen, der har været afdelingslæge i ca. fem år.

»For mange kan afdelingslæge sagtens være en acceptabel slutstilling. Men det varierer meget inden for de forskellige specialer. Som anæstesiolog bliver man ofte ansat som overlæge efter et år eller to som afdelingslæge. I mit speciale kan man sagtens gå meget længere. Jeg har en kollega, som har rundet de 60 år, så for ham er afdelingslæge nok en slutstilling, ligesom det vil være for mange andre endokrinologer«.

Selv regner Poul Erik Jakobsen dog med på et tidspunkt at søge en overlægestilling. Hans nuværende stilling er derfor »et lidt langt springbræt«.

Føler du dig hjemme i Yngre Læger? Du begyndte jo med at konstatere, at I er lidt oversete?

»Jeg har det fint i Yngre Læger og har ikke noget stort ønske om at blive organiseret i FAS. På mange måder synes jeg, at Yngre Læger har varetaget vores tarv lige så godt, som FAS kunne have gjort. Men jeg har også været tillidsmand i flere år, så det er muligt, at jeg er lidt biased. Der er jo det problem, at Yngre Læger spænder meget vidt, fra turnuskandidater til ,gamle` afdelingslæger som mig. Men jeg synes ikke, at vi nødvendigvis for enhver pris skal over i FAS.

Jeg kender ganske vist ikke FAS så godt. Men jeg synes, at Yngre Læger på mange måder er mere aktive, når det gælder lokalforhandlinger på sygehusene, end FAS'erne er. Formentlig, fordi overlæger er mindre vant til at skulle kæmpe sammen for deres sag, og er mere individualistiske«.

Vi får ikke megen hjælp

Afdelingslæge og almenmediciner Nabila Bouras, Medicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus, er mindre sikker på, at Yngre Læger er hendes rette hylde. Hun har kun været afdelingslæge i nogle måneder, men har i endnu højere grad end Poul Erik Jakobsen fornemmelsen af at sidde mellem to stole. Det begyndte efter, at hun for fire måneder siden blev ansat som afdelingslæge, og de yngre kolleger holdt op med at indkalde hende til deres møder, siger Nabila Bouras, der tidligere var meget aktiv i Yngre Læger.

Problemet er, at hun heller ikke bliver indkaldt til overlægernes møder. Måske kunne det løses ved en snak med de yngre kolleger, som hun kender godt, efter at hun har været ansat på afdelingen i tre omgange. Men problemet er større end lokalt:

»Generelt synes jeg, Yngre Læger er meget fokuseret på turnuslæger og bloklæger, mens de glemmer os afdelingslæger. Jeg synes ikke, at vi får megen hjælp«.

Hvad kunne du ønske dig at få hjælp til?

»Lige nu er jeg fx nødt til at give afkald på mine fridage og nogle af mine feriedage. Og jeg føler mig lidt presset til at sige ja. Som turnus- og senere bloklæge kunne jeg godt finde på at sige nej, for jeg skulle også have tid til at være sammen med mine børn. Det synes jeg ikke, jeg kan gøre nu«.

For Nabila Bouras er det den manglende fritid - og tid til efteruddannelse - der giver størst grund til frustrationer.

»Jeg er utroligt glad for min stilling«, understreger Nabila Bouras. »Den eneste virkelige ulempe er, at jeg drukner i arbejde. For mig selv - og for de fleste afdelingslæger, jeg kender - er det et stort problem at få fri til kurser. Vi er en god arbejdskraft, som skal udnyttes fuldt ud i afdelingen. Jeg har ganske vist ikke søgt kurser, men det er, fordi jeg føler mig ,fanget` i rulleskemaet. Jeg vil gerne have supplerende uddannelse for at blive speciallæge i lungemedicin. Men jeg kan ikke bare sige, at jeg gerne vil have fri til uddannelse - jeg er bange for at få et nej«.

Et ben i hver lejr

Nabila Bouras så også gerne, at Yngre Læger gjorde noget ved afdelingslægernes overarbejde. Her føler hun sig også fanget mellem overlæger og yngre læger:

»Overlæger skal afspadsere overarbejde. Yngre Læger må godt få betaling for overarbejde. Som afdelingslæge kan jeg også få betaling for overarbejde, men jeg kan ikke forlange afspadsering, selv om jeg har arbejdet tre uger i træk med weekendvagter. Det synes jeg, er mærkeligt«.

Hvordan har du det generelt som afdelingslæge i Yngre Læger? Føler du, at det er din organisation?

»Nej, det er problemet. Jeg føler mig udenfor. Mellem to stole. Skal jeg ud i praksis, skal det være nu. Og skal jeg blive på sygehuset, så skal det være for at blive overlæge«.

Er stillingen som afdelingslæge bare noget, der skal overstås på vejen til at blive overlæge?

»Ja, for mit vedkommende. Der er da fordele ved at være afdelingslæge, men også mange ulemper. Fordelen er, at du har fast tilknytning til en afdeling; du har ansvar og kontinuitet - og du har også magt og bestemmer meget. Jeg kan godt lide, at jeg efterhånden er begyndt at kende alle mine patienter og ved, hvad de fejler osv. Ulempen er at være fanget mellem to grupper, hvor jeg ikke rigtig hører til nogen af stederne. Og jeg v il ikke kunne acceptere at være afdelingslæge resten af mit liv«.

Ville du føle, at det var mere naturligt for dig at være medlem af FAS?

»Ja, det synes jeg. Jeg er i en bagvagtsstilling og er mere knyttet til overlægerne nu end til de unge læger. Og jeg er speciallæge. Nogle gange virker det også, som om de unge læger er en lille smule bange for at sige nogle ting, når jeg er til stede. For selv om jeg er sød og flink, hører jeg til en anden gruppe, en bagvagtsgruppe, som bestemmer og har ansvar for afdelingen. Og det er nok derfor, jeg ikke bliver indbudt til deres møder, hvor de taler om bagvagter, overlæger osv. Jeg tror, at de er bange for, at jeg har et ben i hver lejr«.

Hverken fugl eller fisk

Selv om afdelingslæger - med Jane Maria Lyngsøs ord - »hverken er fugl eller fisk«, mener hun alligevel, at Yngre Læger er det rigtige sted for hende.

»Foreningen skal bare have mere fokus på os som gruppe«, siger hun. »Men det har nok været lidt vanskeligt i en tid, hvor speciallægeuddannelsen har været under vild forandring, som har krævet en stor indsats«.

Først og fremmest burde Yngre Læger fokusere på de ti efteruddannelsesdage med betalt løn samt betalt kursusafgift og ophold, som overenskomsten giver afdelingslægerne ret til.

»Man kan som regel godt få fri med løn, men mange steder får man samtidig at vide, at resten - det må man selv betale for«. Jane Maria Lyngsø henviser til, at Yngre Læger faktisk har kørt en sag helt til tops og fået retten til betalt kursus stadfæstet. Men derefter har det fået lov at gå i glemmebogen.

»Yngre Læger skal sætte ind på at gøre det klart, at de ti uddannelsesdage er noget, man har krav på, at det er med fuld løn og fuld betaling - og at det skal udnyttes«, siger hun.

Dernæst burde foreningen se at beslutte sig for, om afdelingslægestillinger, eller i hvert fald en del af dem, skal være tidsbegrænsede.

»Problemet er, at nogle afdelingslæger bliver siddende fast i den samme stilling år efter år. Andre steder siger afdelingerne, at de kun vil have afdelingslæger i to år - og hvis de ikke siger op, bliver de nogle steder nærmest frosset ud. Yngre Læger må tage stilling til, hvad man vil: Enten skal man beslutte sig for, at det skal være en fast stilling, og så må man skride ind mod, at folk bliver frosset ud. Eller også skal man blive enige om, at et vist flow er nødvendigt på nogle afdelinger, og så afsætte ti eller 20 pct. af stillingerne som tidsbegrænsede til fx to år. Det har Yngre Læger hidtil ikke ønsket at gøre«.

Yngre Læger er det rigtige sted

Selv har Jane Maria Lyngsø været glad for at blive afdelingslæge - først i 13 måneder på Hvidovre Hospital, og nu, hvor hun netop er blevet ansat på Kolding Sygehus' gynækologisk-obstetriske afdeling.

»For første gang i ens lange lægekarriere har man kunnet få en stilling, hvor man ikke nødvendigvis behøvede at skifte efter et år. Det har givet en dejlig tryghed«, siger hun.

Ulempen, i hvert fald på Hvidovre Hospital, var, at afdelingslægerne havde langt flere vagter og flere overarbejdstimer end overlægerne.

»Overlæger har åbenbart en højere status end afdelingslæger på trods af, at man alle er speciallæger, og at nogle afdelingslæger kan være lige så gamle i gårde som overlægerne. Nu har de yngre læger vist gjort opmærksom på urimeligheden, så det bliver ændret. Men sådan var det i hvert fald i mange år«.

Ud over at Yngre Læger skal fokusere mere på et par af de problemer, du har nævnt - føler du dig så hjemme i Yngre Læger som afdelingslæge? Eller ville FAS være et bedre sted?

»Jeg synes egentlig Yngre Læger er godt. Afdelingslægen er jo hverken fugl eller fisk. På den ene side er du blevet speciallæge og er ikke længere uddannelsessøgende og har ikke alle de problemer, det giver. Men du er heller ikke overlæge: Du kan ikke komme med til deres møder, du er ikke fredet på samme måde og har heller ikke noget administrativt ansvar. I forhold til overlægerne er vi en slags andenrangslæger. Jeg tror, at Yngre Læger er det rigtige sted«, siger Jane Maria Lyngsø.

Afdelingslægerne

De første afdelingslæger så dagens lys i 1989 - i dag er der godt 1.600. Afdelingslægestillingerne blev skabt ved at konvertere nogle af de tidsbegrænsede 1. reservelægestillinger til faste speciallægestillinger. Inden da tilbragte mange speciallæger flere år i 1. reservelægestillinger, mens de ventede på en overlægestilling.

Afdelingslægerne blev i første omgang tjenestemænd med få arbejdstidsregler og samme merarbejdsordning som overlægerne. Specielt merarbejdet gav problemer, idet det kun blev udbetalt efter konkret vurdering og kun, hvis afdelingslægen havde et væsentligt merarbejde i en længere periode.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1995 blev afdelingslægerne overenskomstansatte og omfattet af arbejdstidsreglerne i sygehusoverenskomsten, dvs. vagthyppighed, normtimeopgørelser, holddriftstillæg mv. Afdelingslægerne blev samtidig omfattet af sygehusoverenskomstens regler for overarbejde, hvor overarbejdet automatisk bliver honoreret. De fik også ret til ti årlige efteruddannelsesdage som overlægerne.

Ved flere overenskomster har sygehusejerne rejst krav om at afskaffe afdelingslægernes overarbejdsordning. De ønsker at genindføre merarbejdsaftalerne. Det er Yngre Lægers holdning, at afdelingslægerne er bedst stillet ved at være omfattet af Yngre Lægers overenskomst med sikring af arbejdstid, vagtvilkår og overarbejde.

For Yngre Læger og de videreuddannelsessøgende læger er det en styrke at have en overenskomst, der også omfatter speciallæger. Men det er også en udfordring, idet afdelingslægerne i nogle sammenhænge arbejder mere som deres overlægekolleger og har andre behov end de uddannelsessøgende yngre læger, fx i relation til efteruddannelse.

Men hvad siger afdelingslægerne selv? Med projekt »Afdelingslæge« er bolden givet op til en diskussion af afdelingslægernes forhold, behov/ønsker og muligheder for forbedringer.

Projekt »Afdelingslæge«

Med projekt »Afdelingslæge« sætter Yngre Læger fokus på afdelingslægerne og de potentielle afdelingslæger - speciallægerne i Yngre Læger.

Formålet er at undersøge, om afdelings-/speciallægerne har særlige ønsker og behov, og om Yngre Læger med afsæt i disse behov kan forbedre gruppens arbejdsvilkår og tilbyde nye medlemsservices.

Ambitionen er at inddrage så mange som muligt af de 2.500 speciallæger i Yngre Læger på forskellig vis. Nogle vil blive inviteret til at deltage i fokusgruppeinterview, andre til at sidde i et elektronisk panel eller blive interviewet til Ugeskriftet. Alt efter, hvilke emner og behov, disse aktiviteter afslører, vil der blive arrangeret uddybende initiativer som fx temadage, workshops, konferencer mv.

Der er ingen deadline på projektet, men styregruppen, som består af Peter Bernhard og Mette Worsøe fra bestyrelsen, vil holde repræsentantskabet orienteret på repræsentantskabsmøderne, og der vil løbende komme artikler i Ugeskriftet og information på hjemmesiden.

Har du gode ideer, konkrete problemer fx i forhold til overenskomsten eller behov, som du mener, at Yngre Læger kan gøre bedre, så send os en e-mail på afdelingslaege@dadl.dk Vi vil gerne høre fra både nuværende og kommende afdelingslæger.