Skip to main content

»Nå, men velkommen til Helvede«, lyder det opmuntrende, da reservelæge Nikolaj Askjær møder sine to yngre kolleger og sin nytiltrådte overlæge til aftenkonferencen på medicinsk afdeling, Helsingør Sygehus.

Klokken er 17.30, og Nikolaj Askjær skal indtil næste morgen overtage mellemvagten.

»Der ligger ti på AMA [Akut ModtagelsesAfsnit] og en død på afdelingen, som ikke er blevet set endnu«, fortæller kollegerne, endnu før Nikolaj Askjær har sat sig ved konferencelokalets lange bord.

Dagens indlagte på AMA gennemgås kort. Der er ro på AMA i aften. Ingen alvorlige akutte tilfælde og strengt taget nok enkelte, som visitator kunne have sorteret fra, mener overlægen.

Stuegang må vente

Det er mandag. Lidt usædvanligt er der ikke indlagt ret mange hen over weekenden, men i løbet af dagen er det akutte afsnit nærmest blevet fyldt helt op, og i øvrigt er der også et par stykker i skadestuen, som mangler at blive set på. Dem vil forvagten, Thomas Andersen, tage sig af. De næste fem timer vil Nikolaj Askjær have hænderne fulde på AMA.

Men først går Nikolaj Askjær over på afdelingen, hvor sygeplejerskerne gerne vil have skrevet dødsattesten på den afdøde patient. Der mangler at blive skrevet en dødsattest. Og kan Nikolaj ikke lige klare aftenstuegangen, nu han alligevel er her?

»Er der nogen akutte?«, spørger han. Det er der ikke, så han giver ikke efter for det milde pres men lover at kigge op på afdelingen senere, når han er færdig på AMA. I farten giver han grønt lys for noget medicin til en patient, der i øvrigt har det godt.

Nikolaj Askjær tager fat på arbejdet. Den afdødes journal gennemlæses hurtigt. En 58-årig med en nyligt konstateret leverkræft, der formentlig er dødsårsagen. Liget undersøges, og dødsattesten udfyldes.

»Hvad er familiens indstilling til obduktion?« Det ved sygeplejersken ikke. Hun ringer og taler med afdødes søster, som ikke vil forlange en obduktion, men er indforstået, hvis sygehuset måtte ønske det.

Kamp mod overbelægning

På AMA venter den første patient. En sundt udseende efterlønsmodtager, solbrændt og lidt kraftig - lige hjemkommet fra en uges ferie i Nordafrika, hvor han i ugens løb havde fået stærkt hævede ben og faktisk havde taget fem kilo på. »Han bliver også let forpustet«, tilføjer mandens kone, der sidder ved sengen. Manden står ved siden af, påklædt og klar til at tage hjem.

»Men lægen syntes jo, jeg burde undersøges«, siger han, og selv om han ellers føler sig rask, har han da haft noget med kolesteroltallet og blodtrykket og får medicin for det. Men hjertet har aldrig fejlet noget. Han har aldrig røget, drikker »til husbehov« - får rødvin til maden hver dag, forklarer han på firesengsstuen, hvor alle kunne lytte med, hvis de ikke havde nok i deres egne bekymringer.

Nikolaj Askjær trækker forhænget sammen om sengen og tager fat på undersøgelsen: »Det er næppe en blodprop« snakker han beroligende. »Men du har væske i kroppen. Jeg lytter lige på hjertet. Du har da fået noget farve«, siger han, da manden smider skjorten.

Han forklarer patienten, at han indlægger ham - så går det hurtigere med undersøgelserne - men han kan godt gå hjem i aften med en recept på noget vanddrivende. Så kan han komme igen i morgen til røntgen og hjerteskanning. »Der er ingen grund til, at du bliver her«.

»Vi skal jo på ferie igen i næste uge«, siger konen lidt undskyldende. En biltur til Tyskland. Tre dage. Det går nok an, mener Nikolaj Askjær. »Så akut er det heller ikke«.

»Nu kommer alt det, der tager tid«, siger han tilbage i kopirummet bag personalerummet, hvor der er ro til at diktere til journalen. »Jeg tror, han har lidt hjerteinsufficiens«, forklarer han og forsvinder ud til sygeplejerskerne for at forhandle om tid til røntgen og ekkokardiografi på onsdag.

»Smart. Så kan vi få ham ud herfra«, bemærker Nikolaj Askjær. Tendens til overbelægning er et mere eller mindre permanent problem.

»Så har jeg huset«

Af sted til næste patient, en 57-årig mand, som i nogle uger har fået et par luftvejsinfektioner behandlet hos egen læge, først med penicillin, så med bredspektrede antibiotika. Let morgenfeber, der stiger til 39oC om aftenen. Der er også stødt en regnbuehindebetændelse til, som nu behandles med hydrocortisondråber med antibiotika og skopolamindråber. De sidste tre uger har han desuden haft smerter i ryggen, »som bevæger sig rundt«, og han har stærk nattesved. Han er ellers sund og rask og har altid spillet meget badminton, indtil for nogle uger siden. Er ikkeryger og drikker ikke dagligt. Nu kan han ikke passe sit job, som indebærer en del ansvar, fortæller han ærgerlig, mens han lægger sig ned for at blive undersøgt.

Nikolaj Askjær lytter på hjerte og lunger, undersøger for hævede lymfeknuder, føler og trykker på bugregionen, undersøger benene for hævelser og fortæller, at han vil have nogle blodprøver for at undersøge for bakterier (»Jeg tror det nu ikke«). Urinprøve. Røntgen af thorax kan måske klares i aften, men patienten skal også ses af en speciallæge en af de nærmeste dage. Indtil da kan han godt få orlov til at tage hjem.

Pneumoni kan være en nærliggende mistanke, men Nikolaj Askjær kan ikke lige gennemskue en evt. forbindelse med regnbuehindebetændelsen.

Klokken er 19.00. Ude på gangen venter den nye overlæge, der er på vej hjem for at passe bagvagten derfra. Nikolaj Askjær får hans telefonnummer. På reservelægens spørgsmål om, hvad der findes på intensiv, svarer overlægen: En terminal lungefibrose og en terminal KOL. »De er i smult vande begge to men er jo dårlige«.

»Så har jeg huset«, siger Nikolaj Askjær, da overlægen har sagt farvel.

Slag i slag går det. En ældre mand med et helt kompendium af lidelser - KOL, leddegigt og osteoporose - og nu formentlig en lungebetændelse, som er årsagen til, at lægen har henvist ham, og en farmakopé af en liste over den medicin, han får. Han er vidende om sine sygdomme, om medicinen og om det uheldige samspil mellem nogle af dem. Anamnese og undersøgelse tager tid, og der er mange spørgsmål at besvare, inden der igen skal dikteres journal og bestilles undersøgelser.

Næste patient er en 38-årig kronisk alkoholiker - »20 øl om dagen, almindelige, ikke guldøl« - med lette abstinenser og mistænkt for pneumoni, medgørlig, men appellerende for at få »noget at sove på« ud over den Fenemal, han får for at dæmpe abstinenserne. Efter undersøgelsen absenterer han sig til hospitalets kiosk for lige at nyde en godnatøl.

Næste: En enlig dame, efterlønner, der har været så træt i den sidste måned, at hun må sætte sig og hvile, bare hun går ud i køkkenet i sin lille stuelejlighed. Blodprocenten er lav, hun har mavesmerter og hypokaliæmi. Ved palpering finder Nikolaj Askjær en ildevarslende udfyldning i maven. Han fortæller hende ikke om sin mistanke - coloncancer - men lover hende noget for mavesmerterne og bestiller tre portioner blod. »Så får jeg det godt?« »Ja, for det er blod, du mangler. Men vi skal også se, hvor det bløder fra«.

Skarpheden sløves

Fornemmer du, at der er en øget risiko for at begå fejl, når det bliver meget sent på vagten?

»Uden tvivl«, svarer Nikolaj Askjær. »Man tænker langsommere, arbejder langsommere og har ikke det samme overskud til at tænke tingene ordentligt igennem og få spurgt ordentligt ud. Vurderingsevnen er ikke den samme. Efter den sjette patient kan jeg godt mærke, at jeg begynder at blive lidt træt og ikke er lige så meget på, som i starten«.

Forvagten, Thomas Andersen, har fået lidt luft ovre på skadestuen og kommer til AMA for at give en hånd med. Så er der en chance for at blive færdig her inden midnat. Thomas Andersen er turnuslæge. Han har nu været her siden kl. 08.00 og skal være her frem til morgenkonferencen. 24-timers vagter bruges ellers ikke på Helsingør Sygehus - han har selv byttet sig til ekstratjansen, fordi han skal på vinterferie i næste uge.

Journal på den ældre kvinde dikteres, undersøgelser bestilles - og så er Nikolaj Askjær endelig klar til at holde en kort spisepause.

»Normalt er der smørrebrød til vagten«, siger han undskyldende på sygehusets vegne, mens han skuffet åbner det ene køleskab efter det andet. Udvalget består af Cultura og æblejuice og nogle triste sandwicher, hvoraf enkelte skulle være kasseret i går. Han finder et par stykker af nyere dato og begiver sig til et trangt, neonbelyst mødelokale med ringbind og kopimaskiner for at gnave den klamme, plasticemballerede biomasse i sig og skylle efter med æblejuice fra en papkarton, inden han med raske skridt og kitlen blafrende tager fat på næste etape.

Et par timer på øjet

Nikolaj Askjær er gået op på medicinsk afdeling for at se, om der er brug for stuegang. En patient er kommet retur fra en hjerteundersøgelse i Gentofte og skal tilses. Patienten har det godt, og efter en kort stuegang kan Nikolaj Askjær kl. 23.45 gå tilbage til AMA for at skrive de sidste tre journaler. Kl. 02.15 kan han afslutte her og slå et smut forbi afdelingen, hvis der skulle være noget. Alt er roligt, og kl. 02.45 kan Nikolaj Askjær lægge sig et par timer.

Søvnen afbrydes, da telefonen ringer ved femtiden. En sygeplejerske på afdelingen vil høre, om han kan ordinere noget smertestillende. En rutineret sygeplejerske kunne selv have ordnet det, men det er en vikar - dem er der en del af - og hun er lidt usikker. Nikolaj Askjær siger, at hun kan give patienten Panodil.

Det er svært at falde i søvn igen, og nattens hvile er definitivt forbi, da forvagten Thomas Andersen ringer kl. 06.40 om en patient, som er dårlig. Efter at have aflagt et besøg hos den syge læser Nikolaj Askjær lidt i avisen, rydder op i vagtværelset og går over på hjerteafdelingen, hvor han ser på et par patienters telemetri på monitoren i personalerummet, indtil klokken er 08.00, og det er tid til morgenkonferencen.

Nikolaj Askjær og Thomas Andersen kan over for de godt 20 kolleger omkring bordet opsummere nattens patienter. Dødsfaldet fra i går vendes: »Han var mors'et kl. 12.35 og var ikke blevet set, før jeg kom, så jeg måtte se ham som det første, da jeg startede min vagt«. »For dårligt«, samstemmer flere. En tilbyder en forklaring, men chefen skærer igennem: Det skal skrives i journalen, når en patient dør. Nikolaj Askjær bemærker, at »vi havde også en del akutte, der ikke var så akutte endda« - og så en kort diskussion om et andet sygehus i amtet, der har den kedelige vane at sende patienter til Helsingør, skønt de faktisk ikke selv har overbelægning. De fleste er enige med en ung reservelæge, der mener, at bagvagten skal træffe beslutningen i alle den slags tilfælde.

Gør stuegang færdig om dagen

Nattens vagt var ikke helt typisk, forklarer Nikolaj Askjær bagefter.

»Der var lidt flere patienter end normalt. Thomas og jeg havde 18 indlæggelser tilsammen. Det var også atypisk, at jeg ikke blev afbrudt så meget. Jeg fik lov at lave mit arbejde. Normalt bliver jeg ringet op flere gange, mens jeg taler med patienterne. Der var heller ingen rigtig dårlige eller meget akutte patienter, som man nogle gange kan bruge lang tid på. Jeg kunne gøre arbejdet med en patient færdigt hver gang«.

Hvad er det mest belastende på en vagt?

»Når man bare ved, at der ligger en masse og venter. Især, hvis der kommer noget akut indimellem, hvor man må lægge alt fra sig og ved, at man skal ned og skrive de sidste fem journaler senere. Også det, at man bliver hevet i fra mange sider, f.eks. når de ringer fra flere afdelinger og brokker sig over, at der ikke er gået stuegang endnu.

Det kan også være belastende, når der kommer flere dårlige på en gang, og man skal prioritere, hvor man skal gå hen. Der sker heldigvis sjældent, men det sker. Og så er der de perioder, hvor den ene bliver nødt til at køre med akutte patienter til andre sygehuse, mens den anden passer hele huset, også skadestuen, hvor man skal stå og tage imod, hvis der bliver kørt nogen ind«.

Reservelægerne på Helsingør Sygehus har fire planlagte nattevagter om måneden plus det, der kan opstå ved sygdom. Dertil kommer fire månedlige dagvagter, der går til kl. 18.00. »Og der er også tryk på i dagtiden. I min funktion som mellemvagt er jeg en buffer, der laver alt og fylder huller ud«.

Nikolaj Askjær har svært ved at se, hvordan vagtarbejdet kunne organiseres bedre. Men han har gjort sig nogle tanker:

»Det primære er naturligvis at klare alt det, der kan klares i dagtiden, når der er mange læger på arbejde«.

Skal vagten gå stuegang, sluger det nemt 2-3 timer - lang tid, når der også er akutte opgaver at varetage. Nikolaj Askjær har arbejdet på et sygehus, som havde indført en »lukke-slukke«-funktion om eftermiddagen, hvor en speciallæge afslutter stuegangen, så der ikke ligger noget og venter om aftenen.

»Det fungerede godt. Vagten blev kun kaldt til afdelingen, hvis en patient havde det dårligt. Så slipper man for at skulle gå stuegang og for ikke at vide hvor meget, der er. Den ordning har vi også diskuteret at indføre her«, siger han.

Klokken nærmer sig 9. Udenfor er nattens sneslud gået over i regn. Folk er på vej til arbejde. Nikolaj Askjær kan køre hjem til nogle timers søvn, lige som 600-700 andre yngre læger rundt omkring på landets sygehuse.

Alle patienter er blevet orienteret og har accepteret, at Ugeskriftet fulgte Nikolaj Askjær på vagten. Ingen er afbildet, medmindre de har givet tilladelse.