Skip to main content

Mere ledelse - mindre økonomisk styring

Ole Felsby, presserådgiver for OL og FAS

16. okt. 2009
2 min.

Sygehusene har brug for bedre ledelse og mindre fokusering på økonomiske incitamenter, hvis kvaliteten i behandling skal højnes. Det var et af budskaberne, da FAS havde sat en række fagfolk og eksperter i stævne til et temamøde under den lange overskrift: »Produktivitetsfokusering i det danske hospitalsvæsen - den økonomiske styring, kvalitet og vilkår for uddannelse, klinisk forskning og arbejdsmiljø.«

Efter et årti med stadig større fokusering på drg, takststyring og andre økonomiske incitamenter i sundhedsvæsenet er der behov for at se mere på ledelse som værktøj, påpegede sundhedsøkonom og seniorforsker ved Dansk Sundhedsinstitut, Jakob Kjellberg. Han illustrerede pointen med et eksempel fra Sundhedsstyrelsens kirurgiprojekt - de accelererede patientforløb for hoftepatienter: »Vi ved godt, at hoftepatienter får det bedre, når de er indlagt i tre dage frem for 20. Alligevel ligger de typisk mellem fire og 12 dage. Og på trods af, at der er massive økonomiske incitamenter til at indføre accelererede forløb, går det uendeligt langsomt med at ændre det forhold. På den baggrund kan man spørge, om det er de økonomiske incitamenter, der skal ændres. Måske ville det være mere oplagt, at ledelserne i hospitalsvæsenet tog fat og fokuserede på kvaliteten. Man kan jo også bruge tjenestlige samtaler som styringsredskab,« sagde Jakob Kjellberg.

Regionsrådsmedlem Anders Künau (S) fra Region Midtjylland slog til lyd for, at man fra politisk hold fokuserer mindre på aktivitetsstyring og i højere grad satser på tillid til de ansatte i sundhedsvæsenet.

Lægelig direktør Torben Mogensen, Hvidovre Hospital, konstaterede, at der ikke eksisterer en modsætning mellem kvalitet og produktivitetskrav. Tværtimod fører høj kvalitet ofte til høj produktivitet, og derfor er der brug for at lægge behandlingen i fastere rammer for at fjerne fejlmuligheder sagde han.