Mere om pensionistpuklen

DEBAT

Kornø Rasmussen fortsætter med at brodere på sit skrækscenario i Ugeskrift for Læger, den 13. december 2004. Følgende er ikke polemik, men simpel supplement, baseret på logik og Statistisk Årbog 2004.

I en årrække var fødselsraten fortsat faldende, indtil den i 1940 øgedes fra 18 pr. 1.000 årligt til 21 og fortsatte i ca. 15 år. I klare tal betød dette ca. 12.000 flere om året eller 200.000 i de omhandlede 15 år. Hvis forsørgelsen afhænger af antallet af forsøgere, har dette befolkningstilskud været en ressource, et tilskud til forøgelsen. Hvis hver har haft en årsindtægt på 200.000 kr. og betalt halvdelen i skat, giver det på 45 erhvervsaktive år 4,5 mio. fra hver. Når de nu går på pension med 56.000 kr. i folkepension, koster det i ti år en halv million kr. Trods alt en lukrativ affære for samfundet.

Den demografiske forsørgerbyrde beregnes udelukkende af befolkningens alderssammensætning som forholdet mellem dem i den erhvervsaktive alder og resten, forsørgelsesgruppen. Her sker rigtigt nok en stadig øgning af de over 60-årige, men samtidig en reduktion i antallet af under 20-årige. Stort set har den ene gruppes vækst været balanceret af den andens reduktion, således at summen af dem stort set har været konstant.

Den demografiske forsørgerbyrde er en fiktiv størrelse, som intet siger om den økonomiske virkelighed. Den faktiske forsørgerbyrde derimod fremgår realistisk af antallet af dem der skal forsørges, i forhold til dem, der i erhverv præsterer forsørgelsen. Denne størrelse er varierende og konjunkturbestemt, navnlig af beskæftigelsens grad. Ifølge Statistisk Årbog 2004 er dog forsørgelsesbyrden gennem en række år lettet, uden at »pensionistpuklen« vil anfægte dette. Faldet i den samlede forsørgerbyrde 1981-2002 skyldes foruden høj beskæftigelse, at der er blevet født færre børn, mens antallet af ældre har ligget nogenlunde konstant (s. 125).

Disse ræsonnementer har dog ikke med den egentlige problematik at gøre. De refererer til en erhvervsmæssig virkelighed, som ophørte med at eksistere for 50 år siden, hvilket den politiske debat (og f.eks. Kornø Rasmussen) forunderligt nok ser bort fra. I dag forsørger man ikke hinanden med håndkraft, produktionen er derfor ikke proportional med antallet af de arbejdende. Forsørgelsen afhænger ikke af antallet af investerede arbejdstimer. Dermed bliver forholdet mellem antallet af arbejdende og nydende uinteressant.

Eksempelvis arbejdede her i sognet for 50 år siden 15-16 mennesker på hver af de fem store firlængede gårde. I dag dyrker én mand alle fem gårdes jord med maskiner - alene. De tre gårde står øde og tomme. Alligevel er landbrugsproduktion steget på de 50 år til det femdobbelte. Bekymringen for at »færre skal forsørge flere« er således helt uden realitet, et politisk postulat. Endnu færre kunne forsørge mange flere.

Lige så misforstået er det, i samme bekymrede ånd, at spørge om forsørgelsen af de mange mennesker: Hvor skal det dog komme fra? Faktum er, at der kommer alt for meget. De store bønder hernede varmer deres gårde op, og holder centralfyret brændende - med korn. Til de forargede svarer de: Herregud, vi får mindre for kornet, end vi skal betale for olie - så hvorfor ikke? Trods ældrepukkel, trods ledighed, der svinger mellem 150.000 og 300.000 (Statistisk Årbog), så har vi for meget: for meget korn, for meget elektronik, for mange biler, for meget legetøj, for mange våben. Derfor har vi et hensynsløst forbrugssamfund, et køb-og-smid-væk-samfund, hvor det at spare er asocialt.

Derfor er bekymringen for ældrebyrden rent politisk et tugtens ris uden realitet svunget af det politiske etablissement for at lamme »krævementaliteten« og begrunde sociale stramninger. Truslen fra pensionistpuklen er en kimære, som svæver i den blå luft.

SVAR: