Metode i galskaben?

Galskab, afsind, vanvid er nogle af de mange ord, der er brugt om det psykiatriske begreb psykose, der siden antikken har været kendt i de fleste kulturer. Forstyrrelse af mentale funktioner har til alle tider tiltrukket sig stor opmærksomhed - fra fascination til frygt og afsky, og sindssygdom har i århundreder været anvendt som tema i kunsten og i litteraturen.

En mere systematisk tilgang til psykosebegrebet kom først på tale med udviklingen af psykiatri som lægefagligt speciale fra slutningen af det 18. århundrede. Psykose var således psykiatriens egentlige genstand frem til psykoanalysens gennembrud i starten af det 20. århundrede. De faglige kampe om at forstå og forklare psykose har været mere omfattende og dramatiske end inden for noget andet område af medicinen. Det kan ikke undre, at der til stadighed har hersket en udbredt skepsis over for disciplinen psykiatri. Op gennem det 19. århundrede var forestillinger om psykisk sygdomsætiologi baseret på moralisme versus hjernepatologi, og den var i flere årtier afløst af psykoanalysens fokusering på tidlige barndomsoplevelser, og der er inden for de seneste årtiers sket en eksplosiv udvikling inden for neurovidenskab og molekylærbiologi.

Fra midten af det 19. århundrede begyndte psykiatere at skelne mellem forskellige former for psykose. Der var dog nogen enighed om, at tilstedeværelsen af vrangforestillinger, hallucinationer og mangelfuld realitetsopfattelse var centrale elementer i alle psykosetilstande, det være sig »organiske«, dvs. delirium, eller forskellige former for »funktionelle«, dvs. skizofrenierne og maniodepressiv psykose.

Der var ingen behandling, og de psykotiske patienter var derfor indlagt i årevis - nogle steder under kummerlige forhold i såkaldte asyler, hvis antal voksede betydeligt fra omkring 1800 til starten af det 20. århundrede [1].

De franske psykiatere Delay & Denikers opdagelse i 1952 af klorpromazins antipsykotiske effekt var en revolution, der er blevet sammenlignet med opdagelsen af penicillinet. Uden denne banebrydende opdagelse ville nedlæggelsen af de store sindssygehospitaler/asyler aldrig have været mulig.

1950'erne blev starten på den psykofarmakologiske æra, som dels har ført til udvikling af nye stoffer mod psykose, depression og angst, dels har banet vejen for opdagelsen af neurotransmittere og neuroreceptorer og dermed bidraget til en meningsfuld udnyttelse af funktionel billeddannelse inden for psykiatrien. Endelig har de seneste års udvikling i den molekylære genetik i et samspil med klinisk og epidemiologisk psykiatri bidraget væsentligt til en forståelse af samspillet mellem gener og miljøfaktorer [2].

Den antipsykiatriske bevægelse i 1970'erne havde sit udspring i den såkaldte modkultur. Det var et voldsomt generationsopgør, der så psykiatri som del af et magtapparat, der undertrykte afvigere og nonkonforme personer. Bevægelsen havde en betydelig gennemslagskraft, men den tabte momentum efter nogle år.

Det er en historisk ironi, at det blev parisiske studenteroprørere, der i 1968 sørgede for afskedigelsen af Delay, hvis opdagelse af klorpromazins effekt skulle bane vejen for »befrielsen« af gale fra de store anstalter.

I hundredeåret for etableringen af Dansk Psykiatrisk Selskab er det relevant at nævne nogle berømte bidrag fra dansk psykiatri i den internationale psykoseforskning. Således skrev August Wimmer i 1916 den første oversigt over »Psykogene Sindssygdomsformer«. Oversigten blev oversat til engelsk i 1993, og Erik Strømgren skrev i 1968 »Reactive Psychoses«. To større projekter må nævnes: det dansk-amerikanske skizofreniprojekt med Fini Schulsinger som dansk leder, som demonstrerede den væsentlige genetiske andel i skizofreniudvikling og Mogens Schous & P.C. Baastrups påvisning af litiumsaltes profylaktiske effekt overfor mani og depression.

I dette nummer af Ugeskriftet præsenteres en vifte af indlæg, der beskæftiger sig med kliniske og basale forhold vedrørende psykotiske tilstande. De peger bl.a. på, at psykose optræder ved en række nosologisk forskellige tilstande, at psykose kan optræde tidligt i livet, og at tidlig opsporing og bred behandlingsindsats (farmakoterapi, psykoterapi, social støtte) tilsyneladende kan forbedre af prognosen.

Udviklingen i kriminalitet blandt sindssyge er et mørkt kapitel, som taler for snarlig genoprettelse af nedlagte sengepladser.

Dansk psykiatri er med oprettelsen af forskningsenheder, der samarbejder med klinikken, kommet godt med i den internationale udforskning af undergrupper af patienter (endofænotyper), hvor en molekylærgenetisk indsats kan tænkes at bringe os nærmere et ætiologisk gennembrud og dermed en mere målrettet terapi.

Kun hvor klinik og grundforskning går hånd i hånd, kan medicinen forvente at gøre fremskridt. Dette gælder ikke mindst for det medicinske speciale psykiatri, der trænger til et videnskabeligt gennembrud af de store.

Korrespondance: Tom Bolwig, Dalvej 19, DK-2820 Gentofte.
E-mail: bolwig@tdcspace.dk