Mette Siemsen forlader HB

Efter seks år i DADL's hovedbestyrelse falder Mette Siemsen for den funktionstidsregel, der skal hindre lægepolitikere i at gro fast og glemme deres rødder.

»En tiltrængt pause«, siger Mette Siemsen, der er mor til tre små børn og snart speciallæge.

Da Mette Siemsen dimitterede i vinteren 1991, var hun allerede blevet drevet ind i lægepolitik af den tvungne turnuslodtrækning - en uretfærdighed, hun måtte sætte ind imod: »Jeg syntes, at det var utrolig uretfærdigt ved lodtrækning at blive sendt rundt i landet for at dække tilfældige huller i sygehusenes vagtlag. Derfor stillede jeg op som årgangsrepræsentant«.

Som turnuskandidat var Mette Siemsen snart amtsreservelægerådsformand i Roskilde Amt. Da hun havde deltaget i arbejdet med at skrive en ny turnusmålbeskrivelse, blev hun opfordret til at opstille til Yngre Lægers bestyrelse. Hun blev indvalgt i 1993 sammen med bl.a. Runa Sturlason.

»Det var grotesk. Vi tilhørte en årgang, som var meget lille. Der var så mange færdige speciallæger og så få, der skulle uddannes.

Men det gjorde det ikke nemmere at komme igennem, for der var så megen stase i systemet. Det triggede os, så vi gik i gang med det arbejde, der endte med at blive til Speciallægekom-missionen«.

Hvad nåede du ikke at udrette på det uddannelsespolitiske område?

»Dimensioneringsproblematikken er jo ikke løst. Man er begyndt at tage fat i den. Det er stadig os, der må råbe op og gøre opmærksom på, at den er for lille. Men der er begyndt at ske noget, bl.a. med regeringens erklæring om at ville afkorte den tid, det tager at blive speciallæge«, siger Mette Siemsen.

»Men det er ikke min fortjeneste«, påpeger hun beskedent. Mette Siemsen har ikke ligget på den lade side. Da hun havde siddet tiden ud i Yngre Lægers bestyrelse - og i øvrigt ved årsskiftet 2000 forsvaret en ph.d.-afhandling om kræft i spiserøret - gik turen til Lægeforeningens hovedbestyrelse, hvor hun var et naturligt valg til formandskabet for Uddannelsespolitisk Udvalg.