Midt i ingenting, centrum for alting

Hvor er det nu, I bor?« spørger praktiserende læge Henriette Poulsen fra lægehuset i Sønder Omme flere gange på en dag. Det er ikke, fordi hun husker dårligt, men fordi lægehuset ligger lige i smørhullet mellem to regioner, fem kommuner og tre sygehusområder.

Spørgsmålet bliver stillet til moderen til formiddagens mindste patient på knap to år, der dygtigt har rakt både tungen ud og trukket vejret dybt, uden at Henriette Poulsen kan finde en synlig forklaring på, at hun er så sløj. Hun skal forbi en børnemodtagelse, og derfor er Henriette Poulsen nødt til at stille det ekstra spørgsmål. En opringning senere er de på vej til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg 55 km væk.

Andre patienter henvises til Hospitalsenheden Vest eller Sygehus Lillebælt, der ligger i næsten samme afstand, den slags afvejninger er hverdagen i Sønder Omme, hvor Henriette Poulsen har praktiseret de seneste fire år. Det er en del af udfordringen i, at lægehuset ligger i et knudepunkt mellem Region Syddanmark og Region Midtjylland og har flest patienter fra Billund, Ringkøbing-Skjern, Herning, Varde og Ikast-Brande kommuner. De har dog også enkelte patienter i Vejle, Aarhus og så langt væk som København.

Det var tilfældighedernes spil og et højt nummer i KBU-lodtrækningen, der gjorde, at det lige blev Sønder Omme, men Henriette Poulsen har aldrig følt sig draget af livet som storbylæge.

»Jeg har altid vidst, jeg ikke ville bo og være læge i en stor by. Jeg kommer selv fra et område, der ligger længere ude end Sønder Omme, og jeg er til den kultur og måde at se tingene på, der findes væk fra byerne«, siger hun.

Kulturen, Henriette Poulsen taler om, handler i høj grad om at kende sine patienter, og at de kender hende. Den nærhed får hun til fulde i Sønder Omme, og hun accepterer alt, der hører med. Som dengang en forladt campingvogn på den tomme grund foran lægehuset førte til rygter om, at den unge læge arbejdede så hårdt, at hun ikke kunne nå hjem til sig selv om natten.

»Men det passer altså ikke«, forsikrer hun med et stort grin.

Afstanden kan få betydning for kvaliteten

Telefonen ringer uafbrudt i den times telefontid, der er sat af. Mange ringer for at få en akut tid, hvilket Henriette Poulsen og hendes kompagnon Karl-Martin Lind har sat tid af til hver formiddag. Det kan være en udfordring i forhold til de patienter, der bor længst væk i nabokommunerne, og derfor er der også dagligt sat tid af til sygebesøg. Det tager tid, men den tid tager lægerne i Sønder Omme sig.

»Vi får det til at fungere, og vi har sat ekstra tid af, så vi har mulighed for at tage på de sygebesøg, der måtte komme. Som regel tager det ikke så lang tid, selvom afstandene er større. Der er aldrig kø på vejene i Sønder Omme. Det skulle da lige være, at man kommer til at køre bag en traktor i høstsæsonen«, griner Henriette Poulsen.

I dag er der ikke sygebesøg i kalenderen. Endnu. Men det kan der nå at komme, for Henriette Poulsen er flittig gæst på plejecenteret og ældreboligerne, der ligger lige ved siden af lægehuset. Det gør det nemt at have et tæt samarbejde.

»Jeg er relativt tit på sygebesøg på vores plejecenter, i hvert fald nogle gange om ugen her i højsæsonen. Det er ud over, at jeg er derovre en gang om ugen som fast plejehjemslæge«, fortæller hun.

Omvendt er det besværligt, når patienter fra en anden kommune udskrives til korttidspladser, der kan ligge så langt væk som 40 kilometer fra praksis. Så er Henriette Poulsen og hendes kompagnon afhængige af samarbejdet med praktiserende læger fra andre kommuner.

»Vi bruger en »stedlig læge«, hvis det giver mening. Det er smart med stedlig læge til at lave en akut vurdering, men hvis det er et palliativt forløb eller lignende, så er det jo ikke på samme måde til at uddelegere til en fremmed læge, der ikke kender patienten. Så en sjælden gang imellem kører vi også på sygebesøg længere væk«, siger Henriette Poulsen.

Fra årsskiftet trådte en ny lægevalgsbekendtgørelse i kraft, der gør det muligt at beholde sin læge, selvom man flytter væk, og lægen har lukket for tilgang. På sigt betyder det, at patienterne bliver spredt ud over et endnu større geografisk område. En udfordring, der allerede er velkendt for Henriette Poulsen.

»Den store udfordring er, at jeg ikke har det samme kendskab til, hvem jeg skal kontakte og samarbejde med, for at patienten får bedst mulig behandling eller et forløb i kommunen, der kunne være passende. Det er svært at samarbejde, hvis patienten bor langt væk«, siger Henriette Poulsen.

Tæt på er samarbejde en del af hverdagen. I dag har Henriette Poulsen været fleksibel og tænkt kreativt på den måde, det kun kan lade sig gøre, når man kender sine patienter godt.

Med sit barnebarn på hoften kommer næste patient ind til konsultation. Hun skal tjekkes for en åreknude, der pludseligt er bristet og nu gør ondt. Og så skal hun have et glas til urinprøve med hjem til et andet barnebarn, det har Henriette Poulsen aftalt med hendes datter, der ringede i telefontiden.

Moderne lægehus

To læger, en lægevikar, en uddannelseslæge, en studerende på klinikophold, tre sygeplejersker, en social- og sundhedsassistent, to sekretærer og en fysioterapeut. Det er næsten til at tabe pusten af at skulle holde styr på, men det gør de ikke. I stedet insisterer de på at holde en fælles formiddagspause og få talt sammen.

Henriette Poulsen selv farer frem og tilbage mellem egne patienter og den studerende i klinikken, der plejede at huse tre læger.

»Det har været svært at finde nogen, der ville flytte til området, så i stedet har vi ansat en del personale. Vi har nu ansat tre sygeplejersker, der er specialiserede i KOL, diabetes og psykiatri og står for mange af kronikernes kontroller«, fortæller hun.

Det er netop en patient med KOL, der venter på, at Henriette Poulsen skal give hende resultatet af de årlige prøver. Siden sidst har hun gået til løbende kontrol ved sygeplejersken, og hun synes, det går bedre med vejrtrækningen. Det viser prøverne heldigvis også. Alligevel prøver Henriette Poulsen at interessere patienten i det kommunale KOL-program, men bliver afvist.

»Det synes jeg ærligt ikke, jeg har tid til«, siger den travle patient, der opremser en lang række af gøremål.

»Okay, men kan vi så aftale, at du går hjem herfra med et mål om at blive forpustet hver dag?«, opfordrer Henriette Poulsen med en forklaring om, hvorfor det er vigtigt.

Den aftale vil patienten godt lave, ligesom hun tager imod tilbuddet om et søvnforløb ved social- og sundhedsassistenten i klinikken, fordi hun kæmper lidt med tankemylder om aftenen. Inden konsultationen er slut, er der ikke meget, der ikke er blevet vendt, selv børn og børnebørn spørger Henriette Poulsen til, inden hun slutter af med en formaning:

»Nu bliver du hjemskrevet på eget ansvar, så du skal altså huske at komme herop, hvis du kan mærke, at noget ændrer sig«, siger hun og sender et striks blik.

Det er et udtryk for, at de ikke har aftalt nogle faste kontroller i løbet af året, og det derfor er vigtigt, at patienten henvender sig, hvis der opstår nye symptomer.

Almen praksis trak på flere fronter

Kontinuiteten i almen praksis og muligheden for at følge patienter i længere forløb var noget af det, der trak Henriette imod almen praksis. Det får hun til fulde i Sønder Omme, hvor hun ofte bliver familielæge for flere generationer. Men en anden stor del af tiltrækningen handler om at være selvstændig og kunne vælge arbejdsgangene. På den måde kan hun selv være med til at styre, hvilke tilbud de kan give patienterne i det nære.

»Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, og at det var langt fra sygehusafdelingerne. Mennesker, der bor, hvor vi bor, skal ikke have dårligere behandling, tværtimod. De skal have mindst lige så god behandling som dem, der bor lige ved siden af sygehuset. Det betyder, at det er mit job som praktiserende læge i et lægehus at finde ud af, hvornår vi kan hjælpe patienten her, og hvornår det er værd at køre de 60 km til sygehuset«, siger Henriette Poulsen.

Svaret er, at de som regel finder en måde at hjælpe patienterne på, uden at de skal på landevejen. Derfor er hun og hendes kompagnon Karl-Martin Lind heller ikke så bekymrede for regeringens forslag til en sundhedsreform, der lægger op til, at der i 2025 skal der være 500.000 færre sygehusbesøg. Den nedskæring skal især komme ved at flytte patienter med diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskel-skelet-sygdomme, angst, depression og KOL ud i kommunerne og ind hos de praktiserende læger.

»Det kommer ikke til at gøre den store forskel for os, for vi har allerede de kroniske patienter i forløb hos os. Måske får vi en håndfuld flere, men det finder vi jo nok ud af«, siger Henriette Poulsen.

Samarbejde på tværs

I dag er det patienternes adresse og kendskabet til den specifikke sygdom, der er med til at afgøre, om en patient bliver sendt til Sydvestjysk Sygehus, Hospitalsenheden Vest eller Sygehus Lillebælt, men sådan bliver det måske ikke ved med at være. Sundhedsreformen indebærer nedlæggelse af regionerne og etableringen af 21 sundhedsfællesskaber, der skal knyttes til eksisterende akutsygehuse.

»Det bliver ikke nogen fordel for os eller vores patienter. Lige nu har vi det brede kendskab til, hvilken type forløb en patient vil kunne forvente at få på et givent sygehus, det er fordelen ved at bo i det smørhul, vi gør. Vi kan guide vores patienter til det rigtige forløb på det rigtige sygehus. Det vil vi måske ikke kunne gøre på samme måde, hvis vi skal indgå i et sundhedsfællesskab«, siger Henriette Poulsen.

Imellem patienterne er der prøveresultater og mails, hun skal følge op på. Nogle svarer hun med det samme, imens andre ikke haster og derfor må vente et par dage. Sekretæren fortæller, at det er en stille dag for Henriette Poulsen, men for det utrænede øje, er det svært at se. At ligge midt i et »smørhul« har ikke kun fordele. Det betyder mere administrativt arbejde.

»Der er stor forskel på, hvilke sundhedstilbud kommunerne har. Det gælder både, når det kommer til udvalg og visitation. Hvis jeg har en overvægtig patient, så er der stor forskel på, om vedkommende kan visiteres til et kommunalt tilbud eller ej. Det kommer an på graden af overvægt og hvilken kommune, det drejer sig om. Og det er bare ét eksempel ud af mange«, siger Henriette Poulsen.

Smilet i Henriette Poulsens stemme forsvinder, når hun taler om de udfordringer, det skaber, når man skal samarbejde så bredt. Ikke så meget på egne vegne, men på patienternes.

»Et andet eksempel er den store forskel på, hvordan jobcentrene håndterer langtidssygemeldinger. Vi skal udfylde de samme attester, men der er stor forskel på, hvilke tilbud de har for at fastholde de sygemeldtes tilknytning til arbejdsmarkedet og vedligeholdelse af funktionsniveau. Der er en stor kulturforskel i, hvordan kommunerne ser den sygemeldte og egen læges rolle, så det er svært som læge at vide, hvordan den enkelte borgers forløb er tænkt«, siger Henriette Poulsen.

Et tilbud, der næppe er gået nogens næse forbi, er forsøgsordningen med medicinsk cannabis. En patient ringer for at spørge ind til cannabis som smertelindring, men her må Henriette Poulsen melde hus forbi.

»Der er ikke ret meget viden om virkningen af det endnu, så jeg vil hellere følge op med de gængse smertestillende, vi ved hvordan virker«, forklarer hun patienten i den anden ende af røret.