Skip to main content

Midtjysk spareplan rammer videreuddannelsen

En stor del af af de 699 mio. kr., Region Midtjylland skal spare de næste fire år, tages fra midlerne til lægelig videreuddannelse.

Med en ny finansieringsmodel skal afdelingerne bruge langt flere af sine penge til at lønne uddannelseslægerne.
Med en ny finansieringsmodel skal afdelingerne bruge langt flere af sine penge til at lønne uddannelseslægerne. (Foto: SCHULZ/MAXPPP)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

26. jun. 2015
3 min.

Da Region Midtjylland i denne uge præsenterede budgetbesparelser for de næste fire år på i alt 699 millioner kroner, var en af de helt store poster ”Generel hospitalsbesparelse grundet ændret finansieringsmodel i forhold til lægernes løn under speciallægeuddannelse”.

Her skal der over de næste fire år skal spares 92 mio. kr. – godt 23 mio. kr. om året.

Og det kan få mærkbare følger for lægernes videreuddannelse, siger formanden for Yngre Læger i Region Midtjylland, reservelæge Mikkel Seneca.

Uddannelse bliver dyrere for afdelingerne

Ifølge regionens beskrivelse handler dette punkt (Tema 6: Ikke kliniske områder, se side 127) om en ændret finansieringsmodel for uddannelsesstillinger. I dag medfinansierer uddannelsesregionen to tredjedele af lægens løn under uddannelsen til speciallæge. Men nu skal afdelingerne selv finansiere en større del af lønnen. Det ventes som nævnt at indbringe en besparelse på 92 mio. kr. over de næste fire år. Og det bliver dyrt for afdelingerne:

”Og når stillingerne ikke bliver medfinansieret i samme grad, må pengene jo findes på afdelingerne. Og i takt med, at der uddannes flere læger, skal der også opslås flere uddannelsesforløb på afdelingerne”, forklarer Mikkel Seneca.

På grund af det øgede optag på medicinstudiet i 2006-2009 skal der nemlig i de kommende år opslås et stigende antal KBU-stillinger. Samtidig udvides antallet af speciallægeuddannelsesstillinger ifølge Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan.

Læs mere: Budget i Region Midt: 777 jobs spares væk

Selv om uddannelseslægerne fra en helhedsbetragtning ikke bliver dyrere, kommer afdelingerne til at opleve det sådan. Afdelingerne skal jo bruge langt flere af sine penge til at lønne uddannelseslægerne. Og dermed frygter Mikkel Seneca, at videreuddannelsen castes i rollen som skurk.

”Produktionskravene er ufravigelige. Men pengene skal jo findes, og det vil så gå ud over andre områder, som ikke umiddelbart er målbare: personalenedskæringer, nedskæringer på kurser og efteruddannelse, kompetenceudvikling og så videre”, siger Mikkel Seneca.

”Også lederudviklingen rammes – og det kan igen ramme vores uddannelsesforløb, når den, der skal supervisere og uddanne os, ikke kommer på de lederkurser, supervisionskurser, vejlederkurser osv., som man nu bliver nødt til at spare væk”.

”Derfor vil vi have skærpet opmærksomhed på den lægelige videre- og efteruddannelse i den kommende periode”, siger Mikkel Seneca.

Efteruddannelse halveres

Efteruddannelsen går nemlig heller ikke fri. Her der det dog ikke kun lægernes uddannelse, der står for skud. Besparelsen drejer sig om puljen ”Styrkelse af uddannelsesområdet – Kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere i Region Midtjylland”.

Puljen, som især bruges til tværfaglige og tværsektorielle indsatser og vedrører alle sundhedsvæsenets faggrupper, skal de næste fire år beskæres med 28,5 millioner kroner. Det er i gennemsnit over 7 mio. kr. hvert år – af et årligt budget på 14,7 mio. kr. til efteruddannelse.

50 pct. af de i alt 58,8 mio. kr., der var afsat til efteruddannelse i de kommende fire år.

Læs budgetaftalen her (pdf)