Mindre bøvl, flere delestillinger: Nye anbefalinger til den kliniske forskning

Flere patienter skal have glæde af nye forskningsresultater, ikke de få.

Flere sundhedsansatte skal have mulighed for delestillinger. Og så skal der være mindre bøvl med bureaukrati og skoven af godkendelser og kontrakter.

Det er bare nogle af de mange anbefalinger til at styrke den kliniske forskning i Danmark, som en arbejdsgruppe under Erhvervs­ministeriet fremsætter i en ny rapport.

Rapporten »Anbefalinger til at styrke den kliniske forskning i Danmark« udkommer samtidig med Danske Regioners forskningsudspil, der bl.a. rummer et forslag om, at hospi­taler skal afsætte mindst 2% af budgettet til forskning.

Ifølge Erhvervsministeriets arbejdsgruppe skal det ­prioriteres, at sundhedsfagligt personale kan forske, og at forskning opfattes som en naturlig del af den kliniske hverdag ligestillet med patientbehandling og uddannelse.

Afsættet i rapporten er, at der er øget konkurrence inter­nationalt, og at Danmark skal være med fremme.

Formand for Lægeforeningens forskningsudvalg Sanne Marie Thysen sidder i Erhvervs­ministeriets arbejdsgruppe.

»Vi er i gruppen enige i, at vi skal have tid til forskning i løbet af den kliniske hverdag, den frie forskning må ikke være nedprioriteret, og der skal være plads til kompetence­udvikling«.

Repræsentanter for industrien i arbejdsgruppen er også enige i, at den frie forskning fra hospitalerne er ­vigtig, siger Sanne Marie Thysen.

Arbejdsgruppen blev nedsat i forbindelse med den ­tid­ligere Life Science-strategi. Menin­gen er, at det skal spille ind i den kommende strategi, men der er nedsat fire arbejds­grupper i optakten til den nye, og det er meget virksomhedstungt, siger formanden.

»Den kliniske forskning har ikke meget plads der. Så vi gør, hvad vi kan, for at vores anbefalinger ikke bare bliver bilag nr. 45. Det er vigtigt, at det bliver bragt i spil. Det skal ikke drukne i industri«.

Der er er behov for den kliniske forskning, og uden den er Danmark ikke konkurrencedygtig, lyder det videre.

»For så har vi ikke de mennesker med de rigtige kompetencer. Jo mere forskningen bliver syltet i klinikken, jo sværere bliver det at finde et industriforsøg i Danmark. Jo mindre attraktive er vi«.

Flere sygdomme

Rapporten beskriver et behov for at styrke den offentlige del af den kliniske forskning, så flere sygdomsområder får glæde af nye forskningsresultater.

»Der er i dag flere sygdomsområder, der udgør en stor sygdomsbyrde, men som der forskes for lidt i. Det gælder f.eks. psykiatrien, demens, ryg- og nakkesmerter og KOL, som udgør nogle af de største sygdomsbyrder i Danmark«, lyder det i rapporten.

Det er ikke al forskning, man kan få penge til, påpeger Sanne Marie Thysen.

Hvordan ved I, at læger er interesserede i at forske i de sygdomme?

»Vi skal sikre, at det ikke kun er inden for populære specialer med tradition for at forske, at der bliver forsket. Vi skal stimulere forskningen og hjælpe med at bygge infrastruktur op«.

De frie forskningsmidler skal gå til områder, der ellers ikke har så let ved at få midler, mener Sanne Marie Thysen.

Hun peger på, at regeringen har en målsætning om, at 1% af BNP skal bruges på fri forskning. Det er egentlig en minimumskrav, men reglen bliver brugt som et loft.

Det tæller alt med, og man fraregner også, hvis forskere hiver en stor EU-bevilling hjem.

»Jo bedre vi er til at hive internationale bevillinger hjem, jo færre penge bliver der afsat. Derfor fastslår Danske Regioner, at det ikke er et loft, og flere politikere er også opmærksomme på, at EU-bevillingerne ikke ­bliver trukket fra«.

Flere delestillinger

Både Danske Regioner og arbejdsgruppen mener, at sundhedspersonale skal kunne forske som en del af ­deres karrierevej. Mange oplever, at der mangler tid til klinisk forskning, skriver arbejdsgruppen bag anbefalingerne.

I Life Science-strategien for 2021 blev der afsat 10 mio. kr. årligt i 2021-2023 til at understøtte forskning i dagligdagen, f.eks. med delestillinger, hvor læger både arbejder i klinik og forsker.

En undersøgelse fra Lægeforeningen fra 2020 viser, at kun godt 25% af de danske hospitalslæger på et eller ­andet tidspunkt har haft en dele- eller kombinationsstilling, som indebar forskning, men hele 95% har forsket.

Ifølge Sanne Marie Thysen har selv forskere med ­eksterne bevillinger fået nej til at få en delestilling.

»Forskningen bør ikke være noget, man gør om af­tenen eller i weekenden, man skal have dedikeret tid i sin stilling til forskning«.

Det er især problematisk under hoveduddannelserne, siger hun.

Hvis man har fået bevilling til delestilling, skal samtlige af forløbene i hoveduddannelse godkendes, så man bliver forlænget. Et forløb kan på den måde bremse forskningen.

Arbejdsgruppen slår fast, at brugen af delestillinger ikke må underminere robustheden i sundhedsvæsenet.

Hvordan er det her overhovedet muligt i en presset tid i sundhedsvæsenet?

»Spørgsmålet er, om hospitalerne har råd til at lade være. Jeg mener ikke, at vi har råd til at sylte forskningen. Mange forsøg handler om at finde ud af, hvad vi gør i dag, og hvad vi bør lade være med at gøre. Hvis vi har to behandlinger, bør vi teste, hvilken vi skal bruge.

Hvis man nedprioriterer forskning i en periode, kan det være svært at få op at køre igen. En god infrastruktur gør det billigere at lave forskning, siger Sanne Marie Thysen.

Mindre bøvl

Ifølge arbejdsgruppen bør Danmark derfor have en klar ambition om at være blandt de internationalt førende lande i forhold til opstart af klinisk forskning.

Igangsættelse af kliniske forskningsprojekter kræver myndighedsgodkendelse, juridiske og økonomiske ­kontrakter samt patientrekruttering, afklaring af GDPR-data­protokoller og få forskningsprojekter godkendt af De Videnskabsetiske Komitéer, lyder det i rapporten.

Bureaukratiet omkring kliniske studier er vokset i de seneste 10 år og har forsinket og forhindret udførelsen af klinisk forskning i Danmark.

Der er potentiale for at få endnu mere værdi og viden ud af unikke danske sundhedsdata, siger Sanne Marie Thysen, som mener, at der bør være én indgang til sundhedsdata.

»Vi skal gøre det lettere at få adgang til data, der skal være færre benspænd, og de juridiske barrierer skal være strømlinede, så man ikke hver gang skal tage kampen. Det vil gavne os som læger, og det vil gavne industrien, når de gerne vil sætte ting i gang i forhold til data«.

Nogle firmaer vil gerne forske i Danmark, men ­trækker sig ud, fordi det går for langsomt, påpeger formanden. Det hæmmer vores konkurrenceevne.

»For de danske patienter er det også godt, at forsk­ningen er lavet i Danmark og ikke i Kina«.

I løbet af det seneste år er ventetiderne dog nedbragt, og det ser bedre ud. Der har været problemer med de juri­diske vurderinger, og det har været svært at tage ­godkendelser og aftaler med over regionsgrænserne.

Ugeskrift for Læger har tidligere beskrevet, at forskere nærmest oplever at have behov for at ansætte en juridisk støtteperson, fordi reglerne er så komplicerede. Flere forskningsenheder har også ansat deres egne jurister for at hjælpe.

»Det vil man gerne væk fra. Vi har en masse satellitfunktioner, hvor der bliver lavet ekstraarbejde. Det skal gerne være så strømlinet, at det er til at gå til i alle regioner«.

Hvad skal der ske, for at det ikke bliver et bilag i bunken?

»Vi skal gøre, hvad vi kan, for at det her kommer med i den kommende Life Science-strategi. Der er mange aktø­rer i spil, Danske Regioner og Sundhedsministeriet er også med i arbejdet, så der er flere centrale parter. Problemerne er ikke løst på én dag, men i løbet af de ­sidste år er der sket et skift i forståelsen af problemerne«, ­siger Sanne Marie Thysen og tilføjer, at ledelserne på ­afdelingerne også skal bakke op om, at forskning skal prioriteres.

Flere platformsforsøg

Erhvervsministeriets arbejdsgruppe anbefaler også, at anvendelsen af platformsforsøg udbredes.

Et platformsforsøg er en permanent teststruktur, der tester flere behandlinger samtidig eller i forlængelse af hinanden inden for en patientgruppe eller i klinisk område. Den store gevinst er, at man genbruger forsøgs­protokoller, godkendelser, undervisning, kontrakter, ­datafangst mv.

Kliniske forsøg har traditionelt testet én behandling ad gangen, været meget omkostningstunge og taget flere år at gennemføre.

Anders Perner, næstformand i LVS, har i årevis talt for brugen af platformsforsøg. Selskabernes formand, ­Susanne Axelsen, har også siddet i Erhvervsministeriets arbejdsgruppe.

»Platformsforsøg er et værktøj til at teste hverdagen langt mere«, siger Anders Perner.

Danske Regioner henviser i deres udspil til en opgørelse, som Anders Perner publicerede sammen med to kolleger fra Rigshospitalet i Ugeskrift for Læger i 2018, der viser, at kun 10% af de samlede statslige forskningsmidler på 2,7 mia. kr. gik til kliniske forsøg.

Regionerne fastslår i udspillet, at den manglende fokus på kliniske forsøg betyder, at forsøgene i stedet skal finansieres af industrien, store patientforeninger eller private fonde. Det kan være en udfordring at rejse penge til forskningsprojekter, som handler om at forbedre eller stoppe eksisterede behandlingsformer, eller hvor der ikke nødvendigvis er et kommercielt potentiale.

Fondene har deres egen dagsorden, og det er ikke en demokratisk, samfundsbestemt proces, der afgør, hvad der forskes i, siger Anders Perner.

»Det er tydeligt, at diabetes, kræft og hjerte-kar-­sygdomme fylder. Men meget store patientgrupper får ikke forbedret deres behandling, fordi de ikke passer ind i fondenes eller industriens fokus. Det bliver ikke bedre, hvis ikke sundhedsvæsenet tilbageerobrer noget af mulig­heden for at forbedre sig selv«.

I har stået på den dagsorden længe, hvordan vil I arbejde frem mod, at det bliver til noget?

»I LVS fokuserer vi nu på løsningerne. Vi skal lave forskning, der med større sandsynlighed kommer bredt ud, og forbedre sundhedsvæsenet nu. Vi har redskaber, man kan investere i. Vi kan inspirere medlemmer til at se løsningerne, men de har kun mulighed for agere, hvis rammerne bliver etableret til at lave f.eks. platformsforsøg. Nogle skal betale, og lovgivningen skal finjusteres. De grundlæggende digitale og juridiske rammer er på plads, men siloerne mellem drift og forskning og mellem regionerne skal nedbrydes«.

Kan platformsforsøg lade sig gøre inden for mindre ­specialer – hvem skal få miljøerne op at stå?

»Det ville give værdi at oprette metodecentre, så alle ikke skal genopfinde den dybe tallerken. Der skal være et sted, hvor man kan få løbende metode- og datahjælp og også hjælp til det juridiske. Når man har bygget det én gang, er det blivende«.

Ved meget små sygdomsområder kan man række ud internationalt for at få nok patienter til at få valide test, siger Anders Perner.

»Det er der allerede eksempler på, f.eks. i England. Nogle forsøg er rent kommercielle, hvor firmaer og akademi sammen bygger platformsforsøg, hvorpå firmaerne tester nye produkter. Det er effektivt og sikrer hurtigere adgang til ny medicin, der er testet«, siger han og tilføjer, at platformsforsøg implementeret bredt i Danmark kunne blive en eksportvare: tested in Denmark.

Stop for overbehandling

Noget tyder på, at der nu er opnået en erkendelse både hos Danske Regioner og hos politikerne, siger Anders Perner. Det er forudsætningen for at gøre noget. Nu skal der handling til.

»Det skal ske snart. Det er kultur, rammer og struktur, der skal ændres. Sundhedsvæsenet er i problemer og skal prioritere, men spilder stadig 20-30%. For at finde det spild skal vi teste det, vi er i tvivl om. Vi skal stoppe overbehandling, nogle patienter skal have færre kontroller, mindre kemoterapi, og færre skal have kirurgi. Især på områder, hvor kommercielle partnere har styret imple­menteringen af behandlingen, findes en indbygget model for overbehandling. Det samme gælder patientrettigheder for kirurgi. Det er et system, der øger risiko for overbehandling. Det bedste middel til at rydde op i det er god videnskab«.

Han nævner et eksempel med nye knæ, som flere ­medier beskrev i oktober. Patienter med slidgigt fik i et forskningsprojekt fra Næstved-Slagelse Sygehuse tilbudt et otteugers træningsforløb, de skulle lave derhjemme hver dag. Hvis ti mennesker kom til ortopædkirurgen og skulle vurderes, så ville 9 af dem efter at have set en fysio­terapeut først ikke have behov for at se kirurgen efter­følgende, skrev dr.dk.

Det nedsætter risikoen for komplikationer blandt patien­terne og frigiver ressourcer i et presset sundhedsvæsen, siger Anders Perner.

»Vi skal nu være mere sikre på, at vi gør det rigtigt og kun dét. Det er et voksende moralsk problem, at vi taler om prioritering og om at tage behandlinger fra folk, som de har gavn af, hvis vi ikke gør alt, hvad vi kan, for at rydde op og finde de overflødige 20-30%«.