Minimumsstandarder versus kvalitet

Minimumsstandarder for serviceydelser i det offentlige er det seneste mantra, der er blevet lanceret i forbindelse med regeringens oplæg til en kvalitetsreform. Vi vil ikke afvise, at det kan være en god idé i visse sektorer inden for det offentlige med standarder, fx for hvor mange timers undervisning eleverne mindst skal have modtaget, eller hvor mange kvadratmetre, der mindst skal være per individ. Men vi kan også sige, at det bestemt ikke er noget, der generelt er anvendeligt i sundhedsvæsenet, hvis det altså er kvalitet, vi diskuterer.

Der er ingen tvivl om, at det er bekvemt, fordi det er let- forståeligt og let at måle. Men det bekvemme er ikke nogen løftestang for kvalitet, og vi har blandede erfaringer med minimumsstandarder i sundhedsvæsenet. Det mest konkrete eksempel er den generelle ventetidsgaranti på to måneder, der som bekendt er på vej ned til en måned. Den giver mere produktion, fordi den opretholder et konstant pres på behandlerne. Næppe nogen tvivl om det.

Men det fremmer tendenser til, at det er de lette sygdomme, der kommer først igennem, mens fx tunge medicinske patienter svigtes. Den fremmer også en kultur, hvor fikseringen på produktion dominerer over hensynet til sammenhæng og menneskelighed. Endelig giver den ikke plads til den lægefaglige vurdering, der måske indikerer, at en kræftpatient skal til behandling straks, mens en grå stær godt kan vente i tre måneder. Det er trivielt at sige det, men det er en grundlæggende svaghed ved minimumsgarantier, der er fastsat politisk og ikke ud fra en faglig vurdering.

Minimumsstandarder har en tendens til at fastholde status quo, en laveste fællesnævner, og det har vi bestemt ikke brug for i sundhedsvæsenet. Vi har brug for en fællesnævner, der ligger højt og hele tiden hæves, fordi behandlingsmuligheder forbedres, behandlingsforløb kan organiseres bedre, og bygninger og udstyr hele tiden kan fornys. Det er ikke i alle sammenhænge den højeste fællesnævner. Der kan være behandlinger, der er så kostbare at indføre for at opnå ganske små forbedringer for ganske små grupper, at det er hinsides almindelig økonomisk fornuft. Der skal finde en prioritering sted. Men det skal være det forreste skib, der bestemmer hastigheden. Det skal være den afdeling eller det sygehus, der præsterer den bedste kvalitet, der skal være rollemodel og det niveau, som det øvrige sundhedsvæsen stræber imod.

En kvalitetsreform af sundhedsvæsenet skal bygge på patienternes ret til en tidssvarende behandling af høj kvalitet. Den kvalitet skal være defineret og målbar i forhold til bl.a. standarderne i den danske kvalitetsmodel, der handler om gode kliniske standarder og ikke om minimumsstandarder. Den skal bygge på patientens ret til informeret samtykke og sammenhæng i behandlingen, fx ved at der sammen med patienten bliver lagt en plan for behandlingen. Den kan evt. være skriftlig og også indeholde lægens vurdering af, hvor hurtigt behandlingen skal sættes i værk. Sundhedsvæsenet skal behandle individer, ikke grupper.