Skip to main content

The Missing Link

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

I Danmark har vi indrettet os sådan, at staten laver reglerne for, hvordan syge mennesker skal behandles, amterne tager sig af behandlingen og kommunerne tager sig af patienterne efter endt behandling. Hvis denne kæde fungerer, så er alt godt. Men det gør den ofte ikke. Det er velkendt på ældreområdet, hvor færdigbehandlede mangler rehabilitering eller stadig optager senge på sygehuset, fordi der ikke er plejehjemstilbud. Helt tilsvarende er det på psykiatriområdet – blot langt værre – bl.a. fordi kommunerne svigter deres forpligtelse til at skaffe bomuligheder. The Missing Link.

Det fremgår af den seneste opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at flere hundrede psykiatriske patienter stadig er indlagt på sygehusafdelinger, fordi kommuner og amter ikke har botilbud eller andre foranstaltninger til rådighed, når de psykiatriske patienter er færdigbehandlede. Tallet er steget kraftigt de senere år, og det sker på trods af, at psykiatriske patienter faktisk har krav på en bolig på samme måde, som de har krav på at blive behandlet til tiden.

Det var ikke noget stort problem, hvis der var masser af plads på de psykiatriske sygehuse. Men det er ikke tilfældet, og en række amter er tilmed i gang med besparelser, der vil betyde en yderligere reduktion i antallet af sengepladser. Da antallet af patienter ikke forventes at falde, går regnestykket kun op, hvis længden af indlæggelserne afkortes. Det betyder, at tærsklen for at blive indlagt stiger, og omvendt, at tærsklen for at blive udskrevet falder. Sagt på en anden måde, skal patienter have et meget alvorligt behov for indlæggelse.

Dette problem skærpes naturligvis dramatisk, hvis andre for så vidt færdigbehandlede fortsat opholder sig på de kostbare sengepladser, men ikke kan udskrives, fordi de ikke har noget sted at bo. Resultatet vil blive, at de, der har et sted at bo, skal være meget syge, før de bliver indlagt, og at det sandsynligvis først vil ske lige før, det er sidste udkald. Det man kan frygte med denne udvikling er, at det først sker efter sidste udkald, så man vil se en stigning i antallet af selvmord blandt mennesker med psykiske lidelser. Ikke mindst fordi der også mange steder mangler distriktspsykiatriske og socialpsykiatriske tilbud, bl.a. fordi der mangler speciallæger.

Derfor er det bydende nødvendigt, at kommunerne lever op til deres forpligtelser i »fødekæden«. Sundhedsministeren har opfordret amterne til at sende kommunerne regningen for de mange færdigbehandlede psykiatriske patienter, der stadig må opholde sig på sygehusene på grund af manglende botilbud. Men amterne foretrækker forhandling. På den måde har amterne i det gode samarbejdes ånd givet kommunerne en besparelsesmulighed og sendt sorteper videre til de psykiatriske afdelinger. Det er ganske vist ikke i overensstemmelse med den sociale lovgivning. Det er i øvrigt også en skammelig behandling af psykisk syge mennesker. Men det er vel heller ikke en gruppe, der er særlig interessant, hverken som pressionsgruppe eller som potentielle vælgere.