”Der er grænser for, hvor meget jeg vil ofre”
”Mor arbejde …” siger Ditte Marie Jakobsens toårige søn. Han har allerede vænnet sig til, at hans mor er meget væk for at arbejde.
”Det gør helt ondt i mit moderhjerte, at han allerede har vænnet sig til det, men jeg må jo også bare vænne mig til det. Min søn har det jo godt og har også sin far,” siger hun og minder sig selv om, at hun har det rigtig godt på sin nye arbejdsplads.
”Jeg har det som blommen i et æg, når jeg er på arbejde. Men når jeg har fri, så gad jeg godt bare kunne sætte mig op på min cykel og være hjemme kort tid efter i stedet for at bruge så meget tid på transport. Der, hvor det er rigtig hårdt, er, når jeg kommer hjem, efter min søn er lagt i seng, og tager af sted om morgenen, før han er stået op,” siger hun og regner sammen, at hun faktisk ikke ser sin søn de fire dage om ugen, hvor hun har dagvagter.
Hun nyder til gengæld tiden på arbejdet. Også selvom det er i Nykøbing Falster. Hun er ikke i tvivl om, at hun lærer ligeså meget i Nykøbing Falster, som hvis hun var på Bispebjerg Sygehus. Der er rigtig mange specialer, selvom det er et lille hospital, fordi det er et ø-hospital, og det nyder Ditte Marie Jakobsen.
Hun er så småt begyndt at vænne sig mere til en hverdag, hvor hun ikke ser din familie så meget, men pointerer, at det er overkommeligt, fordi det kun er et år.
Hvad gør du, hvis du også bliver nødt til at tage dit speciale langt væk fra Frederiksberg?
”Jeg vil jo allerhelst tage speciale i anæstesi eller pædiatri og helst på Sjælland, men der er grænser for, hvor meget af mit liv jeg vil ofre bare for at få mit drømmespeciale. Jeg vil gerne have mere tid med min søn, end jeg har nu. Så hvis det betyder, at jeg må vælge anderledes, så skal jeg nok kunne finde et andet speciale, jeg kan blive glad for.”