Skip to main content

m.i.x.t.u.r.

YL-redaktør Ulla Davidsen

2. nov. 2005
2 min.

Lægestanden er blevet proletariseret - en lønmodtagerkultur truer

Det er, som om vi har hørt den udtalelse tidligere og ofte af vore lidt ældre kolleger. Hvordan mon det så ud på bedstefars tid? I en gammel gulnet bog »Yngre Lægers historie 1932-1956« skrives i 1933 i forbindelse med FAYLs formandsberetning:

... Vagtspørgsmålet gennemgået. F.a.y.L. har fået gennemført at bunden vagt, hvor den fordres ud over hvert 3. døgn, honoreres med kr. 15,00 pr. ekstra vagtdøgn, en bestemmelse der er tiltrådt kontraktmæssigt af provinssygehusene. Enkelte hospitaler finder denne betaling for høj, men den, der ikke selv har prøvet det eller på anden måde været straffet med frihedsberøvelse, kan vanskeligt forestille sig, hvad det vil sige måske i et par år i træk at være indespærret hvert andet døgn, selv om det er på et sygehus.

Desværre synes en del større sygehuse at ville omgå denne kontrakt ved at undlade at lade lægerne holde »bunden« vagt. Man indfører begrebet »samvittighedsvagt« eller appellerer på anden måde til lægers pligttroskab. Reservelægen får i sådanne tilfælde tilladelse til at gå ture, aflægge besøg i byen etc., blot han altid er »til at få fat i« ...

... Foreningen har rettet henvendelse til indenrigsministeren vedrørende lægelovsforslaget, som stiller et års hospitalstjeneste som betingelse for autorisation og udvirker, at der indføres »begrænset jus« umiddelbart efter eksamen. Baggrunden for den frivillige turnusordning af 1908 gennemgås ...