Moderne kunst – en smitsom sindssyge

Den danske læge Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en internationalt anerkendt forsker. Efter studier i udlandet, hvor han i 1878 blandt andet påviste, at tuberkulosen er en selvstændig infektionssygdom, introducerede han den medicinske bakteriologi i Skandinavien. Københavns Universitet oprettede verdens første lærestol i faget, og Salomonsen blev verdens første professor i bakteriologi.

Han etablerede i 1895 et laboratorium, der fremstillede det nyopfundne difteriserum. Det blev i 1901 til Statens Seruminstitut, og Salomonsen blev dets første direktør, indtil han i 1909 blev rektor for Københavns Universitet.

Han betragtes som den danske bakteriologis far, og det var i Salomonsens laboratorium, at en række af Danmarks fremmeste forskere først blev indført i bakteriologiens mysterier. På alle måder en foregangsmand. Men han kunne ikke udstå den moderne kunst, som trængte frem alle vegne.

Som en smitsom sygdom …

Den smitsomme »dysmorfisme«

Salomonsen var både kunstinteresseret og meget vidende på området. Og på sine ældre dage besluttede han at slå et slag for den kunst, han satte pris på – nemlig den naturalistiske og realistiske billedkunst, som havde været fremherskende i det 19. århundrede. Hans forsvar for den etablerede kunst formede sig som et prærindalistisk angreb, der i disse dage for 100 år siden ramte kunstdebatten som en granat. Det skete med et foredrag den 15. januar 1919 i Medicinsk-Historisk Selskab, som han selv havde været medstifter af.

Foredraget hed »De nyeste Kunstretninger og Smitsomme Sindslidelser«. Det blev til, efter at Salomonsen på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1918 havde set værker af bl.a. Picasso, Matisse, Klee, Chagall og danskerne Jais Nielsen og Vilhelm Lundstrøm. Disse værker virkede ikke alene »overraskende og fremmedartet men tillige hæslige og frastødende, ja [de gør] Indtryk af Sygelighed og Forrykthed«, mente Salomonsen.

Han citerede fra den svenske psykiater Bror Gadelius’ afhandling »Om sinnessjukdom, diktning och skapande konst«, og han var helt enig med svenskeren i, at »ekspressionismen står i et nært forhold til skizofrenien«, og at den »bunder i noget, som står den patologiske opløsning uendeligt nær«.

Salomonsen, som var velorienteret om de moderne kunstretninger, tog nu fat på at stille en diagnose. Han fremsatte den tese, at ekspressionisterne led af en smitsom sindslidelse, som forvrængede deres syn, og som han gav betegnelsen »Dysmorphisme« (gr.: dysmorphos – vanskabt, hæslig).

Den bevægelse af »psychopatisk Karakter«, som havde ramt så mange af tidens kunstnere, måtte skyldes den samme »aandelige Smitte«, som havde udløst tidligere tiders »religiøse, sjælelige Farsoter« som børnekorstogene, flagellantbevægelsen og Sankt Veits-dansen. Til denne række af historiske, »epidemiske Psykoser« kom altså nu ekspressionismen, som man tydeligt kunne se af de lysbilleder, som ledsagede Salomonsens foredrag.

Opbrud og ekspressionisme

Salomonsens foredrag vakte så stor interesse, at han måtte holde det flere gange og udgav det som en pamflet. Debatten rasede i månedsvis. Arkitekten Poul Henningsen og digteren Otto Gelsted blandede sig også. Gelsted kritiserede Salomonsens brug af diagnosebetegnelser som en letkøbt måde at affeje det, man ikke forstår. Men Gelsted var klar over, at Salomonsens holdninger formentlig deltes af de fleste af dem, hvis kunstforståelse var formet af 1800-tallets naturalistiske og realistiske kunst.

Salomonsen var ude af sit vante element, men virkede som en provokerende katalysator for den antimoderne modstand imod den frembrusende kulturradikalisme. Modernisterne gik nu heller ikke selv af vejen for en god provokation: For eksempel vakte den futuristiske digter Emil Bønnelycke furore, da han affyrede tre revolverskud op i loftet under oplæsningen af et ekspressionistisk digt.

Første verdenskrigs industrialiserede myrderi var netop overstået. Rusland og Tyskland rystedes af revolution og borgerkrig. Tiden var forvirret, alt var i opbrud. Kunst, musik og litteratur reagerede mod den gamle verden med dadaisme, futurisme, ekspressionisme og outreret eksperimenteren, som var svær at forstå og acceptere for folk, der som Salomonsen havde rødder i verden af i går. Nej, måtte man så be’ om digtere som Holger Drachmann og malere som P.S. Krøyer – og til nød fynbomalerne.

Diagnosemisbrug

Salomonsen var bakteriolog, og det var jo en korrekt iagttagelse, at kunstnernes nye måde at skildre verden på havde bredt sig lynhurtigt over hele Europa, præcis som den spanske syge, der netop i disse måneder rasede parallelt med ekspressionismen.

Det var da heller ikke for at forsvare den moderne kunst, at psykiateren Knud H. Krabbe uddelte hug til Salomonsens pamflet i Ugeskrift for Læger. Den havde han i denne forbindelse ingen mening om – selv om han indrømmer, at det »uden en vis Tids Tilvænning og Forklaring [er] svært at nyde Arbejder, der er saa ensidigt eksperimenterende«.

Derimod ville dr. Krabbe gerne protestere over Salomonsens misbrug af psykiatrien til at stille diagnoser om psykopati. Han bad derfor Salomonsen forklare, hvilken psykose han ville henføre »Dysmorphismen« til? På den ene side sammenstillede Salomonsen den med forskellige epidemiske lidelser. Et andet sted var han enig med Gadenius, der påstod, at ekspressionismen »staar i et nært Forhold til Schizofrenien«. Hvad mente Salomonsen egentlig: Var de unge kunstnere hysteriske eller skizofrene? To sindslidelser, »den moderne Psykiatri gør alt, hvad den kan, for at adskille«.

Krabbe var for så vidt enig i flere af Salomonsens æstetiske indvendinger. Men han ville dog så inderligt ønske, at andre læger ville lade være med at misbruge hans fag – psykiatrien – som Salomonsen gjorde. Psykiatrien havde problemer nok endda som »den Disciplin indenfor Medicinen, der har de vanskeligste Kaar som Videnskab, fordi dens Metoder er de ufuldkomneste«.

Han frygtede derfor, at udgivelsen ville »kunne svække den Tillid til Lægevidenskaben, som Professor Salomonsen altid har været en af vores første Forkæmpere for«.

»Entartet«

Salomonsen var ikke den eneste, der havde det svært med den uforståelige nye kunst. Få år senere fik modstanden mod det moderne et ekstremt udtryk, da Tysklands nazister efter magtovertagelsen fordømte og forbød moderne kunst som »degenereret« (entartet). Hvad Salomonsen naturligvis ikke skal stilles til ansvar for.

I modsætning til nazisterne var Salomonsen et civiliseret menneske. Han argumenterede aldrig for at forbyde moderne kunst – lige så lidt som han ville forbyde tuberkulose. Men han ville bekæmpe den som den epidemiske sygdom, (farsot), han opfattede den som.

Salomonsen holdt af den klassiske kunst og afskyede modernismen. Han havde kun en hovedrysten til overs for argumentet om, at kunstnerne bare »er forud for deres tid«, og at vi med tiden vil vænne os til de nye udtryksformer. Han holdt fast i sin sygdomshypotese og sammenlignede ekspressionismen med andre historiske massepsykoser.

Og forhåbentlig ville »Dysmorphismen« gå over, ligesom børnekorstogene og flagellantismen, skrev han:

»Måtte der snart voxe en ny Slægt af Kunstnere op til dens Bekæmpelse. Sker det ikke, må vi søge vor Trøst i den Kendsgjerning, at den mest ondartede Farsot altid får en Ende, selv om Lægerne ikke véd deres levende Råd, imod den«.

Link til Salomonsens pamflet (pdf)

Se artikel i ”Fund og Forskning, årgang 1984-85 (pdf)