Modstand mod psykiatri

Psykiatri har til alle tider eksisteret i et spændingsfelt mellem naturvidenskaber, samfunds- og åndsvidenskaber. Og har ofte fungeret som en kampplads mellem ønsket om at vide og om at forstå. Dette er parret med spørgsmålet, om man kun skulle betragte den psykisk syge ud fra selve sygdomsmanifestationerne – eller også se hele mennesket som et tænkende og følende individ, som et produkt af de sociale omgivelser. Disse forskellige tankesæt giver sig udslag i meget forskellige tilgange til patienten som patient og som menneske, og det får betydning for behandlingen. Denne spaltning afspejles i alle bogens kapitler. Det skal dog i parentes bemærkes, at man i dagens psykiatri arbejder med en hybrid igennem den bio-psyko-sociale sygdomsmodel, som prøver at forene de modsatrettede positioner, men som dog ikke har formået at ophæve dilemmaerne.

Bogen indledes med en gennemgang af væsentlige protester mod dansk psykiatri gennem tiderne. Der tages afsæt i en gennemgang af en række klager over behandlingen fra velformulerede patienter, mest kendt af dem alle: Amalie Skram. Indimellem har disse klager ført til politiske ændringer af psykiatrien.

Stærkt står den første beretning fra 1829 over behandlingen på Sankt Hans Hospital af dennes første overlæge, Johan Henrik Seidelin. En jurastuderende, Wilhelm Frydendahl, stiler klagen til den danske regering. Han beretter om en nedværdigende og nedvurderende behandling, der bl.a. rummer skældsord, lussinger, spændetrøje – alt sammen anvendt som straf. Han anfører til sidst, at en overlæge på et hospital for sindslidende skal have »en sindig og veltænkende karakter«. Klagen førte til overlægens afsked.

En sådan »veltænkende mand« synes især overlæge Harald Selmer, som stod i spidsen for Risskov Asyl fra dets start, at have været. Selmer var talsmand for en humanisme med vægt på den individuelle patients behov. I modsætning til Seidelin så han selve anstalten som helbredelsesmidlet gennem tilbud om fornøjelser og »legemlig og åndelig sysselsættelse«, så den syge kunne genvinde og frugtbargøre sine sjælelige kræfter. Denne tænkning er senere videreført i miljøterapi. Men som alle andre på den tid var Selmer paternalisten, den gode fader, der overvågede og styrede alt på »sit« asyl.

I gennemgangen af de mange klager over behandlingen anslås det evige tema, om hvorvidt lægens magt og autoritet skal stå uantastet eller underlagt myndighedstilsyn. Men også den dybe uenighed om forståelse af psykiske lidelser og behandling illustreres gennem historien om de to meget forskellige tilgange, som de to nævnte overlæger repræsenterer.

Siden hen er temaet især udfoldet gennem historien om psykiatriloven. Den første danske lov, der regulerede muligheden for at udøve frihedsberøvelser og tvungen behandling over for sindssyge psykiatriske patienter, er fra 1938. Først så sent som i 1989 kom en ny lov, psykiatriloven, som i dag regulerer retsstillingen, herunder tvang og klageadgange. Den er siden reguleret et antal gange. Forud var gået en række overvejelser af behandlingsmæssig, juridisk og filosofisk art, hvorunder patientorganisationer, faggrupper, herunder ikke mindst psykiatere, tydeligt tilkendegav, at man fandt den gamle lov helt utidssvarende og stigmatiserende.

Protesterne mod den formynderiske, restriktive og ofte ganske inhumane psykiatri havde bredt sig over hele den vestlige verden fra 1960’erne og frem, båret af mange slags ideologiske diskussioner. Antipsykiatrien var en radikal bevægelse, der kun så psykisk sygdom som produkt af et fremmedgørende samfund. Den fik sin stemme igennem Galebevægelsen i Danmark, hvor mange af psykiatriens faggrupper tilsluttede sig i et kreativt – men løst – fællesskab. Senere fik patient- og pårørendeforeninger en politisk stemme og dermed en vis grad af medindflydelse.

Begrebet stigmatisering blev taget alvorligt, og bl.a. Psykiatrifonden blev skabt for at udbrede faktuel viden og derved modvirke de fordomme og myter, der florerede i stort tal. Dermed skabtes en anden respekt for de mennesker, der er ramt af en psykisk sygdom, som ligeværdige og tænkende individer i egen ret.

I bogen gives en fin redegørelse for disse strømninger og inspirationskilder. Ikke mindst den italienske model, hvor de psykiatriske hospitaler ved lov blev nedlagt, var væsentlig. I Danmark kom gennem 1980’erne betydelige organisatoriske omlægninger med nedlæggelse af asylerne og oprettelse af distriktspsykiatrier over hele landet.

Bogen rummer nogle fine citater fra skønlitteratur skrevet af forfattere, der har oplevet psykisk sygdom på egen krop, som Tove Ditlevsen og Karen Fastrup. Denne narrativ er nok den allervigtigste kilde, når man skal formidle en indsigt i psykisk sygdoms væsen. Alt dette har været italesat igen og igen – ikke mindst gennem de seneste 15-20 år. Og selv om der er lavet mange udredninger og givet mange løfter, er der stadig et alvorligt efterslæb, når det gælder psykiatriens kernegrupper.

Bogen er rigt illustreret først og fremmest med billeder af kunstneren Ovartaci, der har sit eget museum i Aarhus.

Bogen er velskrevet og underholdende. Især i den historiske del kommer forfatteren vidt omkring og beskriver nogle udviklingslinjer, der fortsat har indflydelse på psykiatrien.

Bogen kan varmt anbefales.