Modstandshelt, læge og filmmager

Kit Colfach er et navn, der ikke vækker umiddelbar genkendelse. Mærkeligt, i betragtning af at hans liv har været mere eventyrligt og dramatisk end de flestes.

I lægernes blå bog – »Den danske lægestand« – oplyser han i 1965 det mest nødtørftige om sin karriere og ægteskaber. Han nævner kun lige, at han i 1945 tjente i den britiske hærs Special Services. Da jeg skrev bogen »Krigere uden våben« om de danske lægers centrale rolle i modstanden under den tyske besættelse (Munksgaard, 2019), stødte jeg ikke på hans navn. Det bliver der rettet lidt op nu, efter en læser af Ugeskrift for Læger gjorde opmærksom på ham.

Herluf Hansen Colfach – med kælenavnet Kit – blev født i Sønderjylland i 1922, nærmere betegnet i Rødding, hvor hans familie drev en større manufakturforretning med tilhørende skrædderi. Indtil 1920 havde Sønderjylland været under tysk herredømme siden nederlaget i krigen 1864, og Herlufs dansksindede bedstefar havde været politisk aktiv under de 56 års besættelse. Det kostede ham et ophold i en af kejser Wilhelms fangelejre for politiske dissidenter.

Bedstefædrene på både fædrene og mødrene side var driftige forretningsfolk og grundlagde flere virksomheder: Rødding elektricitetsværk, Rødding mølle, Rødding biograf og tilmed en lokal tobaksfabrik.

Britisk agent

Colfach-slægten stammede fra Mecklenburg i Nordtyskland og var internationalt orienteret: Herlufs bedstefar havde boet flere år i USA, og en storesøster giftede sig efter befrielsen i 1945 med en englænder og flyttede til England.

Herluf tog studentereksamen fra Ribe Katedralskole i 1940 og rejste til København for at studere medicin. Han engagerede sig tidligt i modstandsarbejde og bar altid rundt på et medicinsk kompendium, der var udhulet for at give plads til en pistol. »Hvis de nazister forsøger at tage mig, er der mindst én, der får en kugle mellem øjnene«.

Ordene var ikke tom bravado. Til at begynde med havde hans gruppe hovedsagelig beskæftiget sig med indsamling af informationer og omdeling af illegale blade. Men i 1943 fik gruppen kontakt med britiske agenter – danskere, som var uddannet i England og indsat i Danmark med faldskærm. Nu blev gruppen trænet i sabotagehandlinger mod jernbaner og fabrikker. Alle havde dæknavne, og Herluf fik pigenavnet Kit for at lede fjenden på vildspor. Et navn, han tog til sig, og som blev hængende resten af livet.

I december 1943 blev gruppen, som Kit var leder af, optrævlet af Gestapo. Han måtte flygte i en polsk kuldamper og sprang i Falsterbo-kanalens iskolde vand for at bjærge sig i land i Sverige. Han sluttede sig til Den danske Brigade, men hans træning blev afbrudt, da han blev kontaktet af britiske agenter. Som sønderjyde talte han dansk og tysk lige ubesværet og var derfor godt agentmateriale. De hvervede Kit til den britiske efterretningstjeneste MI5 og sendte ham på et hårdt træningsophold, hvor han lærte at sprænge ting i luften og slå folk ihjel.

Skød sig ud af Shellhuset

Træningen blev kun afbrudt, når han blev sendt på særlige opgaver i det besatte Danmark. I januar 1945 fik han til opgave at hente en mikrofilm i København, men denne gang gik det galt. Kit blev arresteret af Gestapo og sendt til forhør, formentlig i Shellhuset, hvor han blev udsat for brutal tortur.

Han talte aldrig selv om, hvordan han slap levende ud af Gestapos kløer. Men efter krigen blev han dekoreret med den næsthøjeste britiske orden, som er indstiftet af dronning Victoria: The Distinguished Conduct Medal (DCM), som rangerer lige under Victoriakorset og gives for ekstraordinært mod. I en bog om denne orden citerede Mathew Richardson i 2012 den officielle indstilling til medaljen, hvor det hed, at »ved en ekstraordinær flugt rev han en maskinpistol fra en vagt og skød sig vej ud fra Gestapo-fængslet, hvorved han dræbte tre af sine fangevogtere«.

Det fortælles her også, at det inden afhøringen lykkedes ham at skjule den belastende mikrofilm, at han under den voldsomme tortur intet røbede, selvom han flere gange blev efterladt bevidstløs og ophængt i remme, udsat for dødstrusler med en pistol mod tindingen og fik påsat et jernbånd om panden, som blev strammet, mens han fik tæsk med en sandfyldt gummislange med et blylod for enden. Mellem forhørene sad han i en celle med tre dødsdømte danske medfanger, som i løbet af seks dage blev ført ud og henrettet.

Flugten fandt sted, da han under en ny afhøring kortvarigt var alene med en Gestapo-officer, som han slog ned og afvæbnede. Efter en omfattende eftersøgning slap han med tilbage til Sverige og til Stockholm, hvor han kunne aflevere mikrofilmen. Han medbragte i øvrigt også to britiske flyvere, som var nedskudt over det besatte Danmark.

Lidt for dramatisk

I de første år af besættelsen spillede Kit Colfach i øvrigt fodbold på datidens eliteniveau, nemlig på førsteholdet i Akademisk Boldklub. Efter flugten til Sverige spillede han på det danske flygtningelandshold.

Nogle år inden sin død i 2002 skrev Kit Colfach en kort selvbiografi til Rødding-årbogen. Han fortæller ganske vist om sit engagement i modstandskampen og om hans gruppes rolle i redningen af de danske jøder. Men han omtaler ikke den dramatiske flugt. Den kan altså lige så lidt som drabet på de tre tyske vagter bekræftes. Det er dog ikke usandsynligt, at MI5 har haft kilder blandt andre indsatte i Shellhuset. Man må i hvert fald formode, at en orden som DCM ikke tildeles med løs hånd og uden et forholdsvist grundigt baggrundstjek af modtageren.

Hans egen beskrivelse af tiden under besættelsen er beskeden: »Denne periode af mit liv var så dramatisk og spændende, at jeg er glad for, at de (år) ligger bag ved mig og ikke foran«.

Efter befrielsen i maj 1945 blev han med rang af løjtnant i de britiske styrker udstationeret syd for grænsen for at opspore danske landsforrædere, som var flygtet til Tyskland på falske papirer for at undgå straf i Danmark.

Skibslæge og filminstruktør

Kit Colfach genoptog sit medicinstudium i København og fik kandidatgraden med første karakter. Han blev gift, fik børn og flyttede til Sverige, hvor han i 1962 slog sig ned i Västervik, først som sygehuslæge og sidenhen som overlæge med speciale i ortopædkirurgi.

Det var dog stadig eventyrlysten, der drev ham. Efter sin skilsmisse flyttede han med sin nye kone, Elsa, til det sydlige Stillehav, til en lille atol med 300 indbyggere, hvor han tilbragte et år som ekspeditionslæge under indspilningen af en tv-serie.

Siden tilbragte han ved siden af sit faste arbejde i Västervik et par måneder om året som skibslæge på passagerskibe, der sejlede med op mod 100 passagerer på krydstogter til Arktis og Antarktis, Påskeøen, Tahiti, Fiji, Samoa, Tonga, New Zealand, Indonesien, Australien og Japan.

Han forsøgte sig også med en vis succes som filmfotograf og producent med to spillefilm og adskillige rejse- og dokumentarfilm, som blev vist i danske og svenske biografer i 1960’erne, og som skulle fremme trafiksikkerheden.

I 1959 skræmte han livet af publikum i både Sverige og Danmark med ungdomsfilmen »Susanne« med manuskript af hustruen Elsa. Filmen handler om en teenagepige og hendes kæreste, der drikker, dyrker sex og smadrer bilen med skæbnesvangre følger. Filmen advarer mod alkohol, »raggarnes« vilde bilkørsel, sex og teenagegraviditet. De autentiske optagelser fra skadestuer fik biografgængere til at besvime, og i flere biografer blev der posteret sygeplejersker til at tage sig af dem.

Ved Herluf Hansen Colfachs død i 2002 mente Svenska Dagbladets nekrolog, at hvis der nogensinde skulle laves en film om hans eventyrlige liv, skulle han spilles af Kirk Douglas »eller kanske Burt Lancaster«.

Tak til læge Hans Trier for diverse oplysninger og materiale om Kit Colfach.