Skip to main content

Modstræbende kontingentforhøjelse

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
1 min.

Med ganske få undtagelser stemte de delegerede på Lægemødet for en ekstraordinær kontingentstigning på 150 kroner fra næste år. Kontingentet forhøjes med yderligere 3 procent svarende til den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet. I alt bliver forhøjelsen i kontingentet på 237 kroner.

For et fuldt betalende medlem vil kontingentet til Lægeforeningen næste år udgøre 3.143 kroner. Heller ikke blandt de delegerede, som stemte for forhøjelsen af kontingentet, var der begejstring for forhøjelsen.

Formanden for FAYL, Erik Jylling, sagde, at der var et ikke ubetydeligt mindretal blandt de yngre læger, som fandt, at det var den forkerte vej at gå. Kontingentet er allerede for højt sammenlignet med andre faglige foreninger, og det bliver svært at tiltrække og fastholde medlemmer med et højt kontingent, lød det.

Erik Jylling nævnte som begrundelse for trods alt at kunne støtte et større kontingent, at det skulle betragtes som »et pusterum«, før man kan gå videre med at omlægge og rationalisere arbejdsgangen i Domus Medica.

Kontingentstigningen er blevet nødvendig, efter at amterne stort set er ophørt med at annoncere efter læger i Ugeskrift for Læger, hvorved indtægten fra annoncerne er forsvundet fra Lægeforeningen.