Molekylærbiologi for læger

Molekylærbiologien er landet - lige midt i sundhedsvæsenet og den kliniske hverdag. Den er ikke længere et fjernt fatamorgana på taget af et elfenbenstårn. Vi har den på hånden her og nu, parat til håndtering. Enkelte laboratorier og afdelinger har i flere år haft glæde af den til forskning og specialdiagnostik. Og megen behandling i dag er med molekylærbiologisk rekombinante proteiner. Men nu er der for alvor molekylærbiologi til daglig diagnostik og terapi i alle de lægelige specialer. Læs blot de følgende sider.

Ugeskrift for Læger har tilrettelagt dette særnummer og særnummeret i næste uge fint op til molekylærbiologiens 50-års-dag. Det kan med rimelighed hævdes, at molekylærbiologien efter flere års svangerskab først så dagens lys den 25. april 1953, da Nature publicerede Watson & Cricks artikel om DNA's dobbeltspiralstruktur (1), underbygget af Wilkins et al (2) og Franklins & Goslings krystallografiske data (3). Fra begyndelsen stod det klart, at kendskab til DNA's, RNA's og proteinernes struktur ville åbne store kliniske perspektiver. I molekylærbiologi er afstanden mellem grundforskning og praktisk klinik forbavsende lille. Og efter et par videnskabeligt spændende, men klinisk stilfærdige årtier kom rekombinantteknologien efterfulgt af en lang række andre slagkraftige teknikker som f.eks. polymerase chain reaction (PCR) og senest DNA-micro-array (genchip)-teknologien. Hvad det har givet af muligheder i moderne diagnostik, er beskrevet i de første artikler her.

Som det også fremgår af det følgende, er de største landvindinger i klinisk molekylærbiologi formentlig kommet patogenetisk udforskning af molekylære og cellulære sygdomsmekanismer til gode. Molekylærbiologien har ganske simpelt åbnet den »sorte boks«, der har omgærdet mange store sygdommes genese, f.eks. kræftsygdomme. Det har umiddelbart givet gevinst for diagnostik på både gen- og proteinniveau; og vel at mærke en form for diagnostik, der direkte afspejler den fundamentale molekylære sygdomsdefekt og muliggør et tidligt indgreb med konventionel terapi. Men også megen anden terapi i dag baseres på molekylærbiologisk forskning - fra rekombinante proteiner (vacciner, insulin og væksthormoner) til små farmaka som imatinib i leukæmibehandling. Den forkætrede genterapi omtales også i disse numre af Ugeskriftet. Genterapi er stadig lovende og perspektivrig. Men netop nu er genterapi med retrovirusvektorer i vanskeligheder, efter at to franske børn i behandling for et svært immundefektsyndrom har fået leukæmi (4). Så lad os glædes desto mere over de fremskridt, som farmakogenetik baseret på genchipanalyser åbner for rationel behandling af den enkelte patient med klassiske farmaka.

Den videre udbygning af molekylærbiologien i daglig diagnostik og behandling kræver tre overordnede tiltag. For det første må læger over en bred kam erkende den praktiske anvendelighed af molekylærbiologisk diagnostik og terapi. Det kræver genopfriskning eller nyindlæring af lærdom fra lægeskolens grundfag. Læger må også bibringe det øvrige sundhedspersonale (inklusive administratorer) en fornemmelse af klinisk molekylærbiologis muligheder og - dermed - nødvendighed. For det andet må der etableres en hensigtsmæssig struktur på hospitaler, der anvender molekylærbiologisk diagnostik og terapi. Det skal være klart, hvilke analyser, der udføres hvor. På større hospitaler vil etablering af tværgående sagkyndige paneler formentlig være hensigtsmæssigt. Endelig kræves der resurser . Højt kvalificerede skøn tilsiger betydelig samfundsøkonomisk lønsomhed ved investering i molekylærbiologisk teknologi og ekspertise i sundhedsvæsenet (5).

Det er sagt før, men kan næppe gentages for ofte. Molekylærbiologiens udvikling til brug i praktisk diagnostik og terapi skyldes grundforskning. Uden den var det aldrig gået.