Morten gør rødt lægeområde grønt

Morten Frost er almenmediciner af den støbning, som sundhedsreformen sukker efter.

Den 3. februar slog han dørene op til sin 250 m² store nulpraksis, Lægehuset Aalborg Øst.

Genboerne er et pizzeria og en frisør, og naboen er »Planet Pubben«, hvis navn refererer til bydelens navn, da de første boligblokke i beton skød op i begyndelsen af 1970’erne: »Planetbyen«, der blev en metafor for afstanden til det centrale Aalborg.

Efter at en sololæge lukkede ned for halvandet år siden, har der kun været én praksis med tre læger i Aalborg Øst, hvor der bor mere end 17.000 indbyggere.

Bydelen blev i 2023 et selvstændigt lægedækningsområde for at undgå, at en læge her – som det tidligere er sket – flytter sit ydernummer ind til det centrale Aalborg.

I en periode har Aalborg Øst været lægedækningstruet område, og da Region Nordjylland i november 2023 udbød et nulydernummer, begyndte Morten Frost, der blev færdig som speciallæge i 2021, at se sig om efter lokaler.

Inden da, i 2022, flyttede han sammen med sin hustru og fire børn til Stavanger, Norge, i syv måneder, hvor han arbejdede i en praksis. Hjemme igen blev han ansat hos en sololæge og har siden arbejdet i lægevagten.

Op til åbningsdagen var 50 registreret i patientkartoteket, og i dag, 30 dage senere, hvor Ugeskrift for Læger lægger vejen forbi, har hans nulpraksis rundet mere end 500 patienter.

»Vi er blevet mødt af en enorm goodwill, har modtaget gaver, og folk stikker jævnligt hovedet ind og giver udtryk for, hvor dejligt det er, at der er kommet en læge her til kvarteret«, siger Morten Frost, der også selv har været rundt for at hilse på, bl.a. hos pubejeren, der i sjov foreslog, at pubben kunne fungere som venteværelse.

En håndværker arbejder i køkkenet, og en gardinmand dukker op i det, der er ved at udvikle sig til en rummelig og lys praksis med gode pladsforhold.

Ud over et stort konsultationsrum til den uddannelseslæge, der snart kommer, og et lige så stort rum til sygeplejersken, der også er sekretær, er et lokale med en dør bagud reserveret til de patienter, der evt. måtte blive dårlige og have brug for at blive transporteret fra praksis i ambulance.

Et 7 m langt vægmaleri fra gulv til loft, der afspejler området med dets store diversitet af beboere i alle aldre, alle etniciteter og i forskellige livssituationer, er det første, der møder ens blik, når man træder ind i venteværelset.

Det er ikke kun dekoration og æstetik, men også et statement.

Ufortjent image

Aalborg Øst har tidligere huset nogle af kommunens svageste og sygeste borgere. I 2016 blev det på landsdækkende tv vist, at der var en forskel på 13 år i gennemsnitlig levetid blandt borgerne her og borgerne i det mere mondæne Hasseris i den anden ende af byen.

Således fremgik det, at kvinderne i Hasseris lever 18 år længere end mændene i Aalborg Øst.

Men meget har ændret sig siden, og ingen boligkvarterer i Aalborg Øst figurerer længere på regeringens ghettoliste.

Morten Frost smiler, da snakken falder på DR-dokumentaren »En syg forskel«.

»Dengang den blev vist, talte min kone og jeg om, at vi – som nu har boet har i 16 år – jo så ikke behøvede at tænke på pension. Allerede dengang fandt jeg ikke, at det var et retvisende billede af beboerne i bydelen.

Her er også rækkehuse og villakvarterer. Og med den udvikling, renovering og byfornyelse, der er sket siden – og fortsat sker – er det helt uberettiget.

Patientpopulationen her er lige så divers som de fleste andre steder – her er studerende, børnefamilier og ældre. Selvfølgelig er der patienter fra socialklasse fem med mange sygdomme og dårlig komplians, men der er også patienter med lange uddannelser, høje indkomster og med indsigt i og evne til at mestre egen sygdom.

Dog tager det tilsyneladende mange år at komme af med et image som ,belastet område’.

At sige, at man bor i Aalborg Øst, har fortsat nogle negative konnotationer, men min egen oplevelse – og jeg har jo altså boet her i 16 år – er: ,yes, jeg bor i Aalborg Øst’«, siger Morten Frost og fortsætter:

»Vi flyttede hertil, da jeg begyndte på medicinstudiet i Aarhus, så det at slippe for at pendle og at kunne arbejde så tæt på, hvor jeg bor, er af stor betydning.

Når vi tilmed ser ind i en fremtid, hvor det ikke er en selvfølge, at alle læger kan finde et arbejde, føler jeg mig ligefrem privilegeret. Men nok så vigtigt synes jeg, det er fedt at kunne bidrage til den forvandling, området fortsat undergår.

Lokalerne her har ligesom flere andre i området stået tomme i mange år, og jeg er glad for at kunne bringe liv i dem og ikke mindst være med til at sikre, at beboerne her får en læge tæt på, og at de kan foretage et aktivt valg af læge.

Typisk har mine patienter haft en læge i midtbyen, hvor de ofte oplever dårlige parkeringsforhold. Her er der ingen problemer med at finde en parkeringsplads, ligesom mange kan gå og cykle herhen«, siger Morten Frost, hvis indtog her i kvarteret smitter af. Tidligere stod fire erhvervslejemål tomme – nu kun to, hvoraf det ene i øvrigt snart transformeres til en bankohal.

»Godt, jeg er tvunget til at være den, der er den«

Det var ikke planen, at Morten Frost skulle være sololæge.

»Havde du spurgt mig for fem år siden, var min plan, at jeg skulle købe mig ind i en kompagniskabspraksis. At skulle være virksomhedsleder og administrator i en solopraksis tiltalte mig slet ikke. Men det har ændret sig undervejs. Da jeg arbejdede hos sololægen, kunne jeg jo se, at det sagtens kunne lade sig gøre.

Derudover har jeg som uddannelseslæge i større praksisser oplevet ulempen ved, at der ofte er flere læger inde over patienten. F.eks. når man skal give svar på prøver til kollegers patienter, for hvem der ofte er lagt en plan, som man ikke rigtig kender til.

Dertil kommer, at hvis jeg havde købt mig ind i en etableret praksis, ville jeg nemt i begyndelsen komme til at stå bagved for at lære. I kraft af min personlighed ville der nok gå længere tid, før jeg ville stille mig frem i front. Det er derfor enormt godt for mig, at jeg her er tvunget til at skulle være den, der er den. Der er kun mig til at træffe beslutninger både i forhold til patienter og til det ledelses- og virksomhedsmæssige, og det gør tingene nemmere.

Til gengæld går jeg glip af den faglige sparring hen over frokostbordet. Men jeg kan jo altid ringe til en kollega eller til en læge på sygehuset, ligesom jeg har min 12-mandsgruppe.

Derudover samarbejder jeg med tre andre nystartede sololæger. Samarbejdet indebærer, at hvis man har brug for akut lægehjælp, inden lægevagten åbner, har vi faste dage, hvor vi tager os af hinandens patienter«.

Det afskrækker ikke Morten Frost at skulle praktisere så tæt på, hvor han bor.

»Jeg er far til fire og har i kraft heraf en bred berøringsflade til mange mennesker, hvoraf flere har valgt at være patient hos mig. Spørger de om noget, når jeg støder på dem efter arbejdstid, foreslår jeg som regel, at de kan ringe til mig i morgen«.

Om det at starte fra scratch i en nulpraksis uden medfølgende patienter siger Morten Frost:

»Nogle har 100 patienter efter en måned, andre 1.400. Så selvfølgelig har jeg da haft mange overvejelser om, hvor mange der ville vælge at være patient hos mig.

Jeg har købt temmelig meget ind, så i og med at minusset på kontoen er blevet større og større, er jeg da ovenud taknemmelig for, at foreløbig mere end 500 patienter har skiftet hertil. Sammen med banken og revisoren har vi lagt budget, men om det vil holde helt er uvist. Jeg har indgået en tiårig lejeaftale med udlejer, så nu må vi se.

Men jeg er yderst fortrøstningsfuld«.