Motorvejshastigheden

Regeringsgrundlaget af 26. november 2001 slutter med afsnittet »sikker trafik«. Regeringen vil forbedre trafiksikkerheden. Bemærkningerne om hastighedskontrol er dog tvetydige. Nye bilister på prøve kan risikere at miste kørekortet ved »meget store hastighedsoverskridelser«. Og som rosinen i pølseenden kommer så, at hastighedsgrænsen på motorveje for personbiler og motorcykler skal øges til 130 km/t. Der er ingen begrundelse herfor ud over, at det - fejlagtigt - hævdes, at danske motorveje er konstrueret således, at trafikken kan afvikles på en betryggende måde ved væsentligt højere hastigheder end de i dag tilladte 110 km/t. Det virker endelig utroværdigt, at der nu pludselig skulle komme intensiveret politikontrol med »grove trafikforseelser« på motorveje.

I lys af den senere omtale i dagspressen af, at man ville fremsætte lovforslag herom, sendte jeg 20. februar 2002 et brev til justitsministeren, trafikministeren samt medlemmer og suppleanter af Folketingets retsudvalg og trafikudvalg. Jeg konstaterede heri følgende om hastighed og risiko:

• Øgede hastigheder medfører flere alvorlige skader og dødsfald.

• Hvis middelhastigheden stiger, øges risikoen.

• Danske og internationale erfaringer viser, at lovbestemte hastighedsgrænser på motorveje i vidt omfang overskrides med 10-20 km/t. Forhøjelse af den lovbestemte grænse til 130 km/t må derfor påregnes at føre til hyppige overskridelser på op til 140-150 km/t.

• Forhøjelse af hastighedsgrænsen på motorveje til 130 km/t vil øge hastighedsforskellen mellem langsom og hurtig trafik og dermed risikoen.

• Forhøjelse af hastighedsgrænsen på motorveje må befrygtes at få afsmittende virkning på det øvrige hoved- og landevejsnet.

Endvidere bemærkede jeg, at det i Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan »Mod nye mål 2001-2012« bl.a. konstateredes, at et af de største potentialer for at forbedre trafiksikkerheden er at bringe hastigheden ned. En beslutning om at øge hastighedsgrænsen på motorveje er derfor et skridt i den forkerte retning og i modstrid med den politik, der føres i vore nabolande. En beslutning af denne karakter bør give det enkelte folketingsmedlem anledning til personlig overvejelse, om det er rigtigt at følge partilinjen ved den endelig afstemning. Under alle omstændigheder burde et lovforslag udformes, så at det i videst muligt omfang tilgodeser trafiksikkerhedsmæssige hensyn.

Som den mindst ringe løsning foreslog jeg, at justitsministeren alene fik en bemyndigelse til på udvalgte motorvejsstrækninger at forhøje hastighedsgrænsen til 130 km/t. Dette ville forudsætte en vejteknisk og trafiksikkerhedsmæssig vurdering af de pågældende strækningers sikkerhedsmæssige standard.

Midt i marts måned kunne man så i dagspressen se, at partiet Venstres folketingsgruppe ikke ville acceptere det lovforslag, som justitsminister Lene Espersen (K) var klar til at fremlægge i Folketinget. Udkastet til lovforslag blev derfor trukket tilbage, men ministeren har dog klogelig tilladt, at dets indhold er blevet offentlig tilgængeligt.

Ifølge udkastet til lovforslag skulle den generelle hastighedsgrænse på motorveje hæves til 120 km/t - et forslag som hendes forgænger Hans Engell (K) for en halv snes år siden også var fremme med. I de bynære områder skulle lavere grænser bibeholdes, og kun på enkelte nye jyske motorvejsstrækninger ville det ifølge Vejdirektoratets vurderinger være sikkerhedsmæssigt forsvarligt at sætte grænsen op til 130 km/t (15% af motorvejsnettet). På motorveje i det åbne land (50% af nettet) skønnes grænsen at kunne øges til 120 km/t.

Heller ikke det påtænkte lovforslag indeholder nogen egentligt begrundelse for behovet for at øge hastighedsgrænsen - ud over en konstatering af, at gennemsnitshastigheden for personbiler på motorveje i årene 1994-2000 er øget fra 114 til 119 km/t. Det er i Norge og Sverige registreret, at gennemsnitshastigheden ligger tæt på de lovlige hastighedsgrænser, hvilket betyder, at nær ved halvdelen af bilisterne overskrider grænsen. Mon ikke den gradvise hastighedsøgning i Danmark sammenlignet med Norge og Sverige hænger sammen med manglende vilje både hos vore politikere og politiet til at sætte ind med effektiv kontrol. Svenske overvejelser, der omtales i bemærkningerne til lovforslaget, tyder på, at en øgning af motorvejshastighedsgrænsen fra 110 til 120 km/t kun vil medføre en ubetydelig forøgelse af gennemsnitshastigheden, vel at mærke ved en intensiveret hastighedskontrol - men det finder det svenske rigspoliti ikke realistisk af ressourcemæssige grunde!

Det er tankevækkende, at blandt de 39 instanser, som lovforslaget ville skulle sendes til høring hos, findes ingen, der repræsenterer sundhedssektoren. Det siger noget om trafikmedicinens lave status i Sundhedsstyrelsen og i landet som helhed. Ideelt set burde der også kunne hentes relevante synspunkter f.eks. fra Dansk Institut for Folkesundhed, Ulykkes Analyse Gruppen i Odense, de retsmedicinske institutter, Dansk Selskab for Ulykkes- og skadeforebyggelse m.fl. Heller ikke Miljøministeriet, dvs. Miljøstyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser, figurerer blandt høringsparterne. Øget motorvejshastighed har jo både støj- og luftforureningsmæssige konsekvenser.

Den fikse idé om, at vi - formentlig for at tækkes visse mandlige vælgergrupper - skal have motorvejsfarten sat op, kan nærliggende sammenholdes med den ressourcemæssige »tæppebombning« af de institutioner - Danmarks Transportforskning, Rådet for Større Færdselssikkerhed og Transportrådet - der er væsentlige for trafiksikkerhedsindsatsen.

Hvordan mon regeringen vil forholde sig til den færdselssikkerhedspolitiske handlingsplan? Vi var nået ganske langt i Danmark, selv om vi stadig ikke kan måle os med flere af vore nabolande. Det ligner en tanke, at man i regeringsgrundlaget snakker meget om sygdomsbehandling, men ikke kommer med et reelt bud på den forebyggende indsats. Man mærker en tanke og bliver forstemt.

Forf.s adresse: Bakkedraget 47, 3460 Birkerød.