Skip to main content

Musik på hjernen

Overlæge Thomas Middelboe
Interessekonflikter: ingen

4. sep. 2017
2 min.

Vi kender alle til euforien ved at lytte til et stykke yndlingsmusik eller genhøre et bestemt album fra ungdommen. Musik kan kaste os tilbage i tid og sted og er en genvej til fortabelse eller fordybelse, hvad enten vi lytter eller spiller selv.

Men hvad er forklaringen på, at musik kan påvirke os så stærkt? Det spørgsmål forsøger Peter Vuust at besvare, og han trækker her på erfaring fra et liv som musiker, orkesterleder, komponist og forsker.

Fakta

Fakta

Han præsenterer tre teorier om musiks evolutionære oprindelse: musik som en del af magesøgningen, som en måde at harmonisere det følelsesmæssige niveau i grupper eller som en kilde til udvikling af gavnlige egenskaber hos mennesket.

Vuust beskriver en række forskellige neurobiologiske mekanismer, der kan forklare musikkens effekt på hjernen: fra stimulation af belønningssystemet gennem dopaminfrigørelse (men også påvirkning af testosteron, oxytocin, cortisol og endorfiner), over hjernestammereflekser, betingning og episodisk hukommelse til interessante forhold vedrørende hjernens forventning til musik. Musikken leger med vores forventninger, og vi stimuleres både af velkendte skemaer og af overraskelsen.

Bogen indeholder også interessante afsnit om bl.a. musikalitet, musiksmag, tonedøvhed, komponenterne i et hit og om geners og miljøs betydning for absolut gehør.

Forfatteren skriver let og levende, man føler sig inviteret indenfor i musikerens og musikforskerens verden. Spørgsmål, som mange af os sikkert har tumlet med, besvares i en fin balance mellem erfaring, teori og evidens, og Vuust afstår fra forhastede konklusioner, men bevarer nysgerrigheden over for et forskningsområde, der synes i stor vækst.

Spørgsmålet om musiks terapeutiske betydning berøres kun lidt bl.a. ift. smerte, søvn og autisme, men Vuusts grundforskning er formentlig en vigtig forudsætning for at kunne anvende musik terapeutisk.

Bogen kan varmt anbefales. À