Myten om lægers efteruddannelse

Det er ikke længe siden, at Weekendavisen havde en artikel om lægers efteruddannelse. Overskriften var: »ja, der er en læge til stede«. Artiklen var illustreret med en skiløber i fuld fart på vej ned ad en stejl løjpe. Avisen havde fundet en række eksempler på kurser for læger, der mere lignede rejsebureauvirksomhed.

Derved byggede denne i øvrigt ganske seriøse avis videre på myten om, at læger nødigt bevæger sig til kurser, som ligger inden for landets grænser. Kan det ikke være Val d'Isere, Kreta eller Rio, så skal kurset i det mindste være kombineret med en syvrettersmenu eller en golfturnering på industriens regning. Denne myte har fået et grundskud efter, Lægeforeningen har indhentet nogle faktuelle oplysninger fra lægerne selv.

Lægeforeningens Uddannelsessekretariat gennemførte i februar en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 1.000 læger. Næsten halvdelen besvarede spørgeskemaerne, så der er tale om et bredt og repræsentativt udsnit af den danske lægestand. Undersøgelsens resultater og konklusioner er nærmere omtalt i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Selv om der stadig er behov for, at arbejdsgiverne betaler en større del af efteruddannelsen, og selv om der er betydelige forskelle mellem regioner og mellem lægegrupper, så viser det sig, at både finansieringen og holdningen til efteruddannelse er helt anderledes end det billede, som myten tegner.

Resultaterne er i korthed, at medicinindustrien betaler under en femtedel af danske lægers efteruddannelse. Hos undersøgelsens knap 500 deltagere er det helt præcist 19,3 procent. Sygehusejerne finansierer i gennemsnit 46 procent af afdelingslægernes uddannelse og 51 procent af de ledende overlægers efteruddannelse. Danske læger bruger i gennemsnit over to en halv uge (12,41 dage) på at efteruddanne sig, og de bruger næste syv dage/aftener/weekender om året på at deltage i konferencer. Der er tale om et øjebliksbillede baseret på aktiviteterne i 2005. Undersøgelsen siger ikke noget om trends eller om privat eller offentlig finansiering er gået op eller ned.

Men efteruddannelsesenqueten, som vi kalder den, indeholder altså en række positive oplysninger om lægers efteruddannelse, der henviser til myten om, at lægerne er i lommen på industrien til afdelingen for de mere spektakulære undtagelser. Men når det er sagt, så er det naturligvis fortsat problematisk, at industrien finansierer næsten en femtedel af efteruddannelsen. Ikke fordi de kurser, der udbydes, er useriøse eller af dårlig kvalitet, og industrien sidder inde med en viden, som vi har brug for. Men vi har den grundholdning, at det burde være muligt at efteruddanne sig uden penge fra industrien. Det er en offentlig opgave at efteruddanne landets læger.

Derfor er det også fortsat problematisk, at det offentlige, repræsenteret ved sygehusejerne, kun finansierer omkring halvdelen af den efteruddannelse, som lægerne deltager i. Vi efterspørger en samlet koordineret indsats for lægernes efteruddannelse fra arbejdsgiverside. Det vil bringes os nærmere ideelle tilstande på uddannelsesområdet.