Skip to main content

Myten om smittefaren

Carsten Rygaard

1. nov. 2005
3 min.

En væsentlig del af indvandringen til Danmark er fra områder, hvor alvorlige smitsomme sygdomme er meget udbredte. Det er et faktum, at farlige smitsomme sygdomme som HIV, hepatitis A og B og tuberkulose forekommer hyppigere blandt indvandrere end i befolkningen i øvrigt. Men det betyder ikke, at den danske befolkning generelt er blevet eksponeret for en større smitterisiko ad den vej. Det er faktisk sådan, at flere danskere smitter hinanden, og for TB er der endda tale om, at flere danskere smitter indvandrere end omvendt.

Problematikken var emne for en høring i Lægeforeningen i forrige uge, arrangeret af Lægeforeningens Sundhedskomité. Titlen: »Facts eller myter: spreder indvandrere smitsomme sygdomme til danskere?« medvirkede til at understrege emnets kontroversielle karakter, og det gav ikke uventet anledning til debat. Men der var konsensus om, at åbenhed gavner sagen, og at en høring om en myte foregår bedst, når myten kaldes ved sit rigtige navn. Især når der er tale om, at en myte bliver manet i jorden, som den gjorde ved høringen, uden at den øgede forekomst af de nævnte sygdomme på nogen måde blev kendt uproblematisk.

De fire sygdomme var valgt, fordi de er meget udbredte i tætbefolkede områder i verden, hvorfra der både foregår indvandring og efterfølgende familiebesøg i hjemlandet foruden den almindelige og støt voksende rejseaktivitet. Op mod en tredjedel af verdens befolkning er eksempelvis smittet med tuberkulose. To milliarder mennesker i verden, primært i Kina, Sydøstasien, Afrika og Sydamerika, er smittet med hepatitis B. En million mennesker dør hvert år af denne infektion. Men der findes vacciner mod både hepatitis A og B, og tuberkulose kan behandles. Der findes reelt ikke multiresistent tuberkulose i Danmark. Det er en anden historie med HIV, hvor der fortsat ikke findes en vaccine eller helbredende behandling. HIV er stadig på fremmarch også i Danmark. Det er blot ikke noget indvandrerproblem.

Det er danskere, der smitter danskere med HIV på samme måde, som det er tilfældet med de andre mikroorganismer. Når der er tale om TB, har der i Danmark gennem de sidste 10-15 år været næsten en fordobling i antallet af tilfælde fra omkring 300 årligt til omkring 550. En tredjedel af de, der rammes, er somaliere, en tredjedel fra andre lande og en tredjedel danskfødte. Men problemet med smittefaren og smittespredningen er inden for grupperne, ikke på tværs. Det største problem i Danmark er reelt en betydelige spredning af tuberkulose blandt socialt dårligt stillede danskere i storbyerne. Indsatsen mod TB skal derfor ske inden for grupperne. Noget tilsvarende er tilfældet med hepatitis, hvor problemerne helt overvejende findes i højrisikogrupper. Gravide i Danmark tilbydes undersøgelse for HBV, hvis de har en særlig risiko, men mange finder, at vi i Danmark konsekvent bør screene alle. Mange læger ønsker også vaccination mod hepatitis B som en del af børnevaccinationsprogrammet, og en MTV-rapport om emnet er lige på trapperne.

Det er manglende viden og deraf følgende utryghed, der har næret myten om de smittefarlige indvandrere. Der er mange mennesker, som i deres arbejde kommer i tvivl om, hvorvidt de løber en særlig risiko for at blive smittet med TB, HIV eller hepatitis B. Læger er ofte ude for stikskader, betjente og andre embedsmænd er ofte ude for vold og trusler, mange pædagoger arbejder i børneinstitutioner med mange indvandrerbørn. Et åbent samfund kan ikke undgå at blive udsat for smitte og udbrud af sygdomme, vi ikke er vant til. Men de kommer ikke fra herboende indvandrere, og den bedste metode til forebyggelse er åbenhed om, hvor smitterisikoen er.