»Nå, du har også perkuteret ...?«

7.00 Jeg glæder mig til i dag. Tre år er længe at gå og vente på at prøve det, man har lært. Vi har øvet journaloptag med skuespillere på færdighedslaboratoriet, så jeg er ikke utryg for i dag. Det bliver fedt at prøve, hvordan det egentlig er.

7.45 Der er ikke langt fra Rigshospitalets kollegium i krydset Tagensvej-Jagtvej og til klinikken. Jeg kører op til afdelingen, hvor vi har fået skabe, ifører mig krigstøjet og så af sted ned til konference på røntgenafdelingen.

8.30 Vi er fem studerende, hvilket er lidt i overkanten. Jeg går med vagthavende læge, Anne Sofie, ind på kontoret sammen med Badar - den anden fyr, jeg er i klinik med - og tre piger. Anne Sofie fortæller, at hun har to patienter, som vi skal skrive journal på. Hun er god til at fortælle, hvad det er relevant at fokusere på.

9.15 Jeg går ind for at læse på patienten. Han har haft et rigtig langt forløb, så det er mange journaler, jeg skal have et overblik over.

10.00 Jeg hilser på patienten, og på vej til undersøgelsesrummet præsenterer jeg mig og siger, at jeg er studerende, og at vi skal have en snak om tingenes tilstand. Og at der bagefter kommer en læge og forklarer ham alt om operationen i morgen. Han virker generelt tryg ved det. Jeg har den fordel, at jeg kan se lidt ældre ud, end jeg er, og jeg er høj. Så det giver mig nok lidt mere autoritet end en lille, lyshåret pige, selv om jeg ikke nødvendigvis har fortjent det.

10.40 Det forløber fint. Patienten får en fuld objektiv undersøgelse. Som medicinstuderende skriver og gør man tre gange mere, end hvad der er nødvendigt. Da afdelingslægen bagefter ser min journal, bemærker hun: "Nå, du har også perkuteret lungegrænser?" Men det er svært at vide, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt, når man ikke har set så mange patienter.

11.20 Afdelingslægen forklarer patienten om operationen, svarer på nogle spørgsmål og får samtykke. Patienten har været igennem rumlen med indlæggelser før. Jeg går ind for at skrive journal sammen med Badar. Læger dikterer normalt, men fordi det er første gang, skriver vi i et Word-dokument, som vi kan rette i. Bagefter kommer afdelingslægen og superviserer, korrigerer en masse og sørger for, at det er det rigtige journalsprog. Bagefter får jeg en mailadresse hos sekretærerne, som jeg kan sende den til, underskrevet af mig og superviseret af afdelingslægen.

12.30 Efter frokost i kantinen går Badar og jeg ned og ser på noget udstilling af hospitalsudstyr nede foran auditorierne. Vi kigger interesseret på nogle nåle, mens vi spiser af deres slik.

13.00 Tilbage på afdelingen hjælper vi afdelingslægen med at tage imod en patient og bistå med forskellige simple ting. Derefter er der ikke så meget at lave. Vi sidder lidt på kontoret og snakker med to af de piger, vi er i klinik sammen med, og som er ved at skrive journal. Jeg smutter lidt tidligt - over til Panum, hvor jeg er meget involveret i ombygningen af vores studenterklub. Der er også lige tid til træning i Panums fitnesscenter - jeg har adgang, fordi jeg er ansat som studentermedhjælper derovre.

17.00 Jeg er hos en skrædder i indre by for at få syet skjorter. Det lyder meget ekstravagant, men da jeg er lang og har lange arme, er det svært at finde skjorter, der passer uden at ligne telte. Så det er af ren nød. I øvrigt får han dem syet i England, og er faktisk rigtig billig. Skrædderen finder man, hvis man kender nogen, der kender nogen. Bagefter er der lige tid til en drink på Sommersko med en god kammerat, som var med til skrædder.

19.00 Mine kollegiefæller har sat mad til side til mig i køkkenet, som jeg lige kan nå at spise, inden jeg skal til generalforsamling på kollegiet.