På onsdag taler den skotske læge sir Henry Burns ved Lægedage 2013. Hans forskning i, hvordan social ulighed ændrer biologien i Glasgows underklasse, har ændret hele tilgangen til sundhed i Skotland. I dag er han den øverste rådgiver for parlamentet.
Glasgow: Han var ung og nyuddannet. Jobbet som kirurg på Glasgow Royal Infirmary var hans første rigtige. Han var uddannet i Glasgows rige West End, og selv om den nye arbejdsplads kun lå ganske få kilometer derfra, trådte han ind i en helt anden verden, da han meldte sig klar til første vagt i den store, grånede sandstensbygning i arbejderbydelen East End.
Glasgow i 1980’erne var en by præget af nye tider. Den tunge stålindustri, der havde bragt enorm økonomisk udvikling til byen siden industrialiseringen, var forsvundet. Men arbejderne var blevet. Nu var de arbejdsløse. De fleste uden nogen uddannelse.
»Meningen med tilværelsen forsvandt for en hel generation i Glasgow. De blev meldt ud af samfundet og vendte sig i stedet mod alkohol, vold og stoffer. Det var resultaterne af det, jeg så, da jeg først blev ansat på Royal Infirmary«, fortæller Henry Burns, da Ugeskrift for Læger møder ham på netop det hospital, hvor det hele startede.
Siden dengang er gabet mellem rig og fattig i den vestskotske by kun blevet større.
I dag er Henry Burns Chief Medical Officer i det skotske sundhedsvæsen. Den øverste rådgiver for parlamentet i Edinburgh. Et parlament, der siden 1999 har haft lovgivende magt for Skotland på tre hovedområder: uddannelsessystemet, retssystemet og så netop sundhedsvæsenet, mens områder som økonomi, immigration, udenrigspolitik og arbejdsmarkedspolitik fortsat styres fra det britiske parlament i Westminster.
Opgaven er stor. Skotland er berygtet for at være det mest overvægtige land i Europa. For at have enormt mange rygere og store problemer med alkohol- og stofmisbrug.
Ingen steder står det værre til end i Glasgows East End. Her bliver en mand i snit 68,6 år. Det er mere end ti år under landsgennemsnittet på 78,8 år – og en af de af de absolut laveste middellevetider i Europa.
Alligevel er rygning, alkohol, overvægt og stoffer kun symptomer for Henry Burns, der har valgt at gribe problemerne anderledes an.
For den indsats blev han i 2011 adlet og omtales nu konsekvent som sir Henry Burns af sine ansatte og øvrige omverden. Ikke til hans udelte begejstring, for han er en mand, der går op i lighed.
Efter de første 14 dage på hospitalet som ung kirurg havde Henry Burns gjort en opdagelse: patienterne helede langsommere op efter operation.
»I den anden ende af byen vidste du, at 7-8 dage efter operationen burde såret se sådan og sådan ud. Her gik der 9-10 dage, før de nåede det samme punkt«, siger Sir Henry Burns og fortsætter:
»Jeg tænkte først som alle andre: Det er fordi, de ryger mere. Det er fordi, de drikker mere. Det er fordi, de spiser for usundt. Som tiden gik, gik det op for mig, at det bare ikke var forklaring nok«.
Ikke nok med, at folk helede langsommere. De døde yngre. Meget yngre. De døde af andre sygdomme. De var generelt bare sygere end vestbyens bedre stillede.
Henry Burns ville finde forklaringen.
Så han begyndte at forske. Han tog en mastergrad i folkesundhed. Og i 1994 blev han forfremmet til medicinsk leder på Glasgow Royal Infirmary. Et år senere blev han bedt om at tage en plads som folkesundhedsdirektør for Greater Glasgow Health Board.
Igennem sin forskning kom Henry Burns blandt andet frem til, at man kunne se Glasgows sociale ulighed i biokemien i nyfødte børns hjerner.
Hvis moren under graviditeten er i en presset økonomisk situation drikker for meget, ryger, tager stoffer, bliver tæsket af sin mand m.m., stiger mængden af stresshormon hos det ufødte barn. Det samme gør niveauet af inflammatoriske proteiner. DNA-strukturen ændrer sig.
Hvis moren efter fødslen ikke tager sig ordentligt af sit barn, vil dette konstant være i en stress- og overlevelsessituation, hvilket igen ændrer hjernens udvikling.
»Børn, der bliver født ind i en kaotisk situation, udvikler en ændret hjernestruktur, biokemien og generne ændres. De har forøget risiko for hjertesygdomme og formentlig også cancer. Den øgede mængde af stresshormon giver dårligere indlæring og tendens til voldelig adfærd«, siger sir Henry Burns.
Igennem forsøg med højsensitive MR-skanninger af rige og fattige skotters hjerner har sir Henry Burns' forskningshold kunnet vise, at hjernen forbliver ændret, når de fattige børn bliver voksne.
Hos voksne, der er vokset op under stressede forhold i det fattige Østglasgow, bliver præfrontale cortex (pandelapperne, red.) mindre, hvilket giver dårligere evne til at optage ny viden og træffe beslutninger, dårligere evne til at undertrykke upassende opførsel og påvirker den arbejdende hukommelse.
Hippocampus bliver mindre, hvilket betyder ringere evne til at integrere korttids- og langtidshukommelsen.
Amygdala (lille område i hjernens tindingelap, red.) øges, hvilket medfører øget tendens til aggression, frygt og angst.
»Det betyder, at mange af Glasgows børn udvikler kronisk stress«, siger sir Henry Burns.
Ydermere, hvis et nyfødt barn i de første fire måneder oplever, at hvis det græder, kommer mor og giver mælk, en tør ble etc., så oplever det tryghed og føler en hvis kontrol over situationen – og hjernen udvikler sig normalt.
»Hvis barnet i stedet oplever, at nogle gange kommer mor ikke, fordi hun er fuld eller på stoffer, eller endnu værre: hvis mors kæreste tager barnet op og ryster det, ja så oplever barnet, at det vokser op i en utryg og farlig situation, og hjernen omstiller sig til at overleve under de vilkår«, siger sir Henry Burns.
En sidste ting, han ønsker at tilføje, er, at disse børn også langt oftere bliver født med en lav fødselsvægt, hvilket resulterer i markant øget risiko for type 2-diabetes og metabolisk syndrom senere i livet. Lav fødselsvægt giver også markant øget risiko for depression senere i livet.
Sir Henry Burns konklusion er, at de fattiges børn ender med at være biologisk disponerede til selv at blive fattige. Til selv at føde børn, der er født til at blive fattige. Og syge. Og dø tidligt.
»Løsningen på det her problem er ikke at udvikle medicin mod blodpropper eller cancer. Den er at fjerne årsagerne til, at det sker i første omgang«, siger sir Henry Burns.
Alt sammen handler det om tilknytning til omverdenen. De mange mennesker, der i Glasgow mistede deres job, mistede meget mere end det. De mistede deres levegrundlag og deres identitet.
De mistede forbindelsen til den arbejdende del af byen. En forbindelse, der stadig ikke eksisterer.
Den skotske læge tror ikke på, at det hjælper kun at sige til folk, at de ikke må spise friturestegt mad, ryge cigaretter, eller drikke pints. For det første har folk ikke lyst til at blive belært om den slags. For det andet er det bare ikke nok.
»Vi har det med at lede efter den lette løsning. Hvis jeg trykker på den her knap, så sker der det. Men det her problem er så enormt komplekst, at løsningen må være kompleks. Ellers havde det virket, når vi gav de fattige bedre huse, højere sociale ydelser, tvangsfjernede børnene og så videre. Det gør det bare ikke«, forklarer sir Henry Burns.
Han mener, at man skal genetablere kontakten til resten af samfundet – for sundhedens skyld:
»Jeg mødte for et år siden en kvinde, der ikke havde været uden for sin lejlighed, siden manden døde syv år tidligere. Hun kunne hverken læse eller skrive. Den eneste kontakt, hun havde til omverdenen, var, når hendes naboer ordnede indkøbene for hende. Men så kom en frivillig gruppe og bankede på hendes dør. De viste en interesse for hende. Hun blev venner med dem. I dag underviser hun i mavedans i den lokale beboerforening«.
Fordi forbindelsen til omverdenen betyder nær ved alt i sir Henry Burns’ tilgang til sundhed, har han inviteret 800 læger, pædagoger, politibetjente, lærere, brandmænd, socialrådgivere m.fl. fra alle landets distrikter til at tage del i en udviklingsproces kaldet The Early Years Collaborative.
Sir Henry Burns har valgt, at den 800 mand store arbejdsgruppe skal fokusere på Skotlands – og i særdeleshed Østglasgows – børn, fordi det er her, han ser, at de største og mest uoprettelige skader sker.
»Vi fokuserer meget på den første forbindelse, barnet har til omverdenen: tilknytningen til dets mor. Den tilknytning betyder meget for barnets fremtidige tilknytning til resten af verden«, siger sir Henry Burns.
Gruppen mødtes for første gang i januar i år. Sir Henry Burns og arbejdsgrupperne har sat sig et mål: de vil nedsætte spædbørnsdødeligheden med 15 pct. inden 2015. Samme år skal 90 pct. af Skotlands femårige møde alle udviklingsmål.
Ved det andet møde i juni bad sir Henry Burns sine 800 udvalgte finde de ting, der kan være med til at nå målene. Han bad dem derpå om at gå hjem og prøve idéerne af i deres lokalområder.
»Højtlæsningen er eksempelvist meget vigtig for barnets sundhed på længere sigt, selv om disse to ting ikke hænger sammen for de fleste. Så som en del af projektet nu er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi kan få flere fattige forældre til at læse for deres børn«.
Når gruppen mødes næste gang midt i november, skal de diskutere, hvad der kan virke på en større skala – og hvad der ikke kan. Hensigten er, at man ender op med en kompleks – men effektiv – løsning på, hvordan sundheden blandt Skotlands fattigste forbedres markant.
»Ja, jeg er nok lidt radikal«, siger han og griner lidt af sit store projekt. Han vil i øvrigt ikke tage æren for metoden. Den er amerikansk – men skalaen, idéen om at inddrage et helt land, den er skotsk. Og sir Henry Burns’.
Se webtv med Henry Burns på ugeskriftet.dk
