Skuespilhuset danner rammen om dette evigt aktuelle drama om infertilitet, fremragende spillet af alle aktører. Tonen er rå og direkte, til tider grovkornet, men både alvor og tragikomiske elementer rammer rent.
Titel: Yerma
Manuskript: Simon Stone.
Dramatiker: Federico Garcia Lorca.
Spillested: Skuespilhuset – Store Scene.
Spilleperiode: 27. april – 6. juni 2026.
Varighed: 2 timer og 15 minutter inkl. 1 pause.
Pris: 150 - 585 kr.
5 ud af 5 stjerner
Yerma betyder ufrugtbar. En tom livmoder. En tragedie både i tredivernes Spanien og i vores senmoderne verden, næsten 100 år senere. Men hvor tragedien i Lorcas oprindelige teaterstykke havde fokus på de undertrykkende samfundsmæssige normer, der målte kvinders værdi gennem moderskab, består det tragiske element i Stones nutidige version i individets eget totale ansvar for om projekt baby lykkes eller ej.
Som succesfuld redaktør for et livsstilsmagasin er Yerma (i skikkelse af en storspillende Julie Agnete Vang) vant til at få det, som hun vil have det. Hun danner par med Jon, (Mikkel Arndt), hvis karriere også kører på skinner. De er i trediverne, da de slår sig ned i et hus med god plads til et børneværelse. Drømmen om et barn bliver vakt.
Men årene går uden at drømmen bliver til virkelighed. Tværtimod fører det hen ad vejen til en dyb splittelse i parret, der langsomt går i opløsning, mens Yermas besættelse af fertilitetsprojektet tiltager. »Et fremmed, ikke eksisterende barn kommer imellem dem«, som Jon siger. En trafikulykke i slowmotion, troværdigt beskrevet.
Yerma poster løbende om det hele på de sociale medier. Også nedturene og de forbudte følelser af fryd, da søsterens graviditet kuldsejler. »Du er tidsånden, baby«, som hendes assistent begejstret råber fra sin observationspost på skærmen, når Yerma trender med sin autenticitet, frisk fra fad. Selvfremstilling på andres bekostning er et hit.
Et frisk pust fra en helt anden vinkel udgøres af Karen-Lise Mynster, der er uovertruffen som Helene, Yermas mor. Hun er en veluddannet kvinde uden flair for hverken nærvær eller positivitet og nærer ingen illusioner om, at børn bringer nogen særlig lykke med sig. Tværtimod var hun efter eget udsagn ved at slå sig selv ihjel, da hun opdagede, at hun var gravid med Yerma. Måske en typisk repræsentant for sin generation, hvor graviditeter primært var noget, man prøvede at undgå?
Uanset om graviditeter er noget, vi har prøvet at opnå eller undgå, med eller uden held, rammer »Yerma« på troværdig vis den følelse af magtesløshed, vi kan opleve som mennesker, når vores drømme nægter at gå i opfyldelse. Samtidigt skildrer stykket den besættelse, vi kan gribes af, hvis vi ikke formår at omdefinere vores mål. At være sin egen lykkes smed kan være en hård – og ensom – opgave.
