Skip to main content

Når lægens egen historie træder med ind i konsultationsrummet

Lægekitlen dækker ikke over lægens egen sociale baggrund. På kursus trænede praktiserende læger deres sociologiske refleksionsmuskel. For mødet med patienten er i virkeligheden også et møde med lægen selv.

cover
Foto: Colourbox

Af Line Felholt, kontaktlinef@gmail.com

16. nov. 2026
4 min.

»Mødet med andre mennesker er i virkeligheden mødet med en selv«.

Sådan indledte ph.d. i sociologi og kursusunderviser Lene Ingemann Brandt kurset 'At have blik for sig selv, når man har blikket på andre' på dette års Lægedage for praktiserende læger.

Sammen med kursusleder Anne Zimmer underviste hun en gruppe praktiserende læger og uddannelseslæger på kursus, hvor temaet hverken var kliniske retningslinjer, Aftale27 eller AI i praksis, men noget meget mere grundlæggende: Lægens egen historie, og hvordan den ubevidst præger enhver relation i praksis.

»Det er i mødet med den anden, at man opdager, hvad der er vigtigt for én selv, hvad man fremhæver, og hvor ens egne grænser går. Og for læger gælder det uanset, om det er i mødet med kolleger, patienter eller pårørende«, lagde kursusunderviseren ud.

Når historie bliver til kultur

Gennem lægeuddannelsen er der fokus på objektivitet. Men ifølge Lene Ingemann Brandt er objektiviteten ufuldstændig uden blik for det personlige.

»Det er u-objektivt ikke at anerkende sin egen subjektivitet«, forklarede hun.

»Man kan ikke bare tage sin hvide kittel på og tro, at man efterlader sin historie i garderoben. Vores sociale baggrund danner de briller, vi ser – og ikke ser – verden med«, slog hun fast.

Hun forklarede også med afsæt i sociologisk teori, at når en social historie gentages mange gange, bliver den til en usynlig kultur – og opleves til sidst som ren natur: »Sådan er jeg bare født« eller »det er bare sådan vi gør her i vores praksis«, lød nogle af hendes eksempler. Men sociologien udfordrer det biologisk givne, forklarede hun.

»Vi skal turde kigge bag om ryggen på os selv«, sagde hun og blev suppleret af kursusleder Anne Zimmer, uddannelseskonsulent i PLO-E og procesfacilitator for almen praksis.

»Lægekulturen har traditionelt været en kultur, hvor man underkender 'ramtheden'. Når man bliver berørt af en patient, pakkes det ofte væk. Men når vi underkender, hvad der rammer os, mister vi muligheden for at blive klogere«, pointerede hun.

Lene Ingemann Brandt illustrerede dét med at blive ’ramt’ af andre med det, hun kaldte 'Lotte Heise-testen': Bliver man provokeret af en kvinde, der ’manspreader’ i sofa, mens hun bliver interviewet, kan det være fordi, man hele sit liv har set sin mormor og mor glatte kjolen ned over knæene, når de sad i en sofa. På samme måde:

»Når en patient provokerer os, handler det sjældent kun om den anden, men om det normsystem, vi selv bærer på«, lød det fra underviseren.

Fakta

Habitus og kapitaler i praksis

Se rundt om dig selv

Løsningen er at opbygge en sociologisk refleksionsmuskel, lød det fra underviseren.

»Refleksivitet handler ikke om at 'mærke efter' i en uendelighed, men om at 'se rundt om sig selv'«, forklarede Lene Ingemann Brandt.

»Når du ved, hvor du selv er placeret, opnår du større nænsomhed over for dig selv og andre«, lød hendes pointe.

Det illustrerede hun med ordet 'pause': Mange læger kan nikke genkendende til at være vokset op i en præstationsfamilie, hvor man haft det svært med ordet 'pause'. Så når man møder en kompagnon, der opfordrer til pauser eller får ny en medarbejder, der insisterer på pauser, så mærker man selv kun trangen til at arbejde videre.

»Hvis man er socialiseret til, at hårdt arbejde er selve identiteten, kræver det bevidste stilladser at lære at passe på sig selv«, bemærkede kursusleder Anne Zimmer.

Fakta

Øvelse: Spørg dig selv, hvad du kommer af

Deltagernes egne spejle

I slutningen af kurset blev deltagerne bedt om at finde sammen i grupper, hvor de delte deres personlige svar på øvelsesspørgsmålene: Hvad var de selv rundet af? Og hvad betød det på godt og ondt for deres møde med patienter og kolleger?

En af deltagerne nævnte sin høje relationskapital, som han så som en kæmpe styrke i sit praksisarbejde. Men med kursustemaet i baghovedet mente han nu også, at det havde en bagside.

»Det er naturligt for mig altid at ville sidde på samme side af bordet som patienten. Når min faglige rolle kræver, at jeg skal sætte grænser og sidde på den anden side, mærker jeg ubehag: 'Hvad nu hvis de ikke kan lide mig?'. At blive bevidst om dét, giver mig en nødvendig snor i mig selv«, reflekterede han.

En anden kursusdeltager nævnte sin egen store lyttekapital, som var en fordel i forhold til patienterne, men som også kunne være en bagdel i andre faglige situationer, hvor et tydeligt aktivt engagement var forventet af ham.

Pointen med reflektionsøvelsen var at opdage, at man for eksempel ikke er en dårlig læge, fordi man bliver irriteret på bestemte patienter eller kolleger, men at der blot kan være tale om sammenstød mellem egen habitus og patientens, kollegaens eller praksissens kultur.

»Det er en lettelse at opdage, at det handler om matchet«, bemærkede en kursusdeltager.

Ved kursets afslutning understregede kursusunderviseren og kursuslederen den vigtige take-home-besked: Ved at få blik for, hvad du selv er rundet af, står du stærkere og mere rummeligt, når du hver dag skal have blikket på dine patienter og kolleger.