Når læger lægger kitlen: »Den handler om en ung, naiv læge, der forlader lægeskolens trygge mure«

Snehild. Charlotte Amalie. Anne-Marie. Tre kvinder, som Ugeskrift for Læger møder et sted, hvor vi og de fleste andre sjældent får adgang.

Derinde hvor de private gemakker er. Hvor beboerne lever mellem tre meter høje malerier af Danmarks dronninger gennem tiden. Hvor biblioteker holder styr på alle adelsslægterne fra dengang til nu. Hvor sølvfade, kandelabre og borde med store gyldne ørne som stel og meterhøje massive træpaneler er interiøret.

Her møder vi Anne-Marie Vedsø Olesen. Det gør vi, fordi hun engang var læge, og fordi hun nu er succesfuld forfatter. Dét, at hun bor her på slottet, er sådan set bare en ekstra godbid for reportagen. Og dog.

For man kan ikke besøge Anne-Marie Vedsø Olesen, gå forbi malerier af Charlotte Amalie, Caroline Mathilde, vores egen Ingrid og Margrethe og samtidig »hilse« på Snehild i Anne-Maries arbejdsværelse i en fløj af slottet uden at få tanken: Kvindemagt. Dét har de nævnte kvinder til fælles.

Mest udenadslære

Anne-Marie Vedsø Olesen er 61 år. I en årrække af dem var hun læge. Ikke så længe dog, men de år, det blev til, har sat sine spor helt op til i dag. Det kommer vi tilbage til.

Hendes far var overlæge på Rigshospitalet. Så læge skulle hun i hvert fald ikke være. Hun var allerede som barn optaget af det kreative og litterære. Der blev læst bøger med pandelampe under dynen, og fra teenagealderen skrev hun små historier. Alt sammen meget fatalistisk og højdramatisk som en helt naturlig forlængelse af det sorte teenagesyn.

Forældrene var også litterære, samtaleglade og kulturinteresserede. Men datterens skriverier blev opfattet som useriøs underholdning. Så som en artig og pligtopfyldende datter gik hun som ung i gang med at læse datalogi, matematik og græsk arkæologi og så endelig ... medicin. Mest fordi hun jo ikke kunne blive ved med at »daffe rundt«, som hun selv udtrykker det.

»Medicin var nemt. Man skal jo ikke rigtig tænke så meget over det. Det er mest udenadslære«, siger hun og smiler.

Derfor kan det ikke overraske, at det sådan set var studiejobbene i Grand Bio og kontrollørtjansen på Det Kgl. Teaters gamle scene, som var hjerteblodet for hende, og som hun først meget sent slap igen, fordi hun elskede at se de bedste film og de storslåede operaer.

Forfærdelig turnus

Det med at skrive blev en mindre og mindre hobby, mens Anne-Marie Vedsø Olesen fik mere og mere travlt i sit lægeliv. Turnus tøver hun ikke med at kalde:

»Det værste, jeg har prøvet i mit liv. Jeg følte mig fuldstændig ladt i stikken«, siger hun og fortæller om episoder som ene ung læge på pinden med patienter, der havde blødninger og lungeemboli midt om natten. Uden nævneværdig oplæring til den unge læge.

»Jeg har kun kritisk at sige om den turnustid. Selvom nogen var udpeget som min vejleder, så skete der nul og niks«, siger hun.

Og tilføjer:

»Jeg håber, at det er anderledes i dag«.

Herefter forsøgte hun sig med forskellige introstillinger, bl.a. patologi, som hun godt kunne lide.

»Der var folk ikke ved at dø. Der kiggede man bare på deres vævsprøver«, griner hun selvironisk.

Faktisk var det de smukke, kunstneriske mønstre og former, som vævet havde i mikroskopet, der tiltalte hende ved patologien. Hendes vejleder mente, at hun burde fortsætte i det speciale, men det valgte hun ikke at gøre – og fulgte ved den lejlighed for første gang sit eget hjerte.

Første blåstempling

Hendes daværende mand fik dernæst job i Bruxelles. Hvad skulle hun nu stille op med sig selv? Svaret blev at skrive på et romanmanuskript med udgangspunkt i nogle dagbogsnoter, hun allerede havde liggende. En kvindernes svar på »De tre musketerer«, som foregik i renæssancen. Manuskriptet skrev hun på i et års tid, og så sendte hun det rundt til tre store forlag. Hun tog deres svar som afslag, men det var nok i virkeligheden opfordringer til at arbejde mere med stoffet, kan hun se i dag.

Men så en dag udskrev Gyldendal og Det Kgl. Bibliotek en middelalderromankonkurrence. Den mente Anne-Marie Vedsø Olesen godt, at hun kunne klare, for hun havde jo lige skrevet en renæssanceroman, som godt nok ikke var udgivet.

Så hun valgte at tage timer på en forfatterskole for at lære håndværket. Resultatet blev debutromanen »Salernos sol«, som vandt konkurrencens andenpris på 50.000 kr. og en udgivelse hos Gyldendal. Det var måske ikke ligefrem et gennembrud, men det var i hvert fald en blåstempling og også en, som hendes forældre syntes, var fin. Ja, og så var bogen på nogle måder tæt på hendes eget liv.

»Den handler om middelalderens lægeskole i Salerno. Om en ung, naiv læge, der forlader lægeskolens trygge mure og bliver en brik i et kynisk spil«, fortæller Anne-Marie Vedsø Olesen med et glimt i øjet.

Det store gennembrud

Derefter skrev hun videre. Bl.a. en trilogi om egyptisk mytologi gendigtet til nutiden, hvor hun genfødte den egyptiske kaosgud Seth på Glyptoteket i København. Samtidig var hendes ægteskab ved at nå vejs ende, så for at understøtte sig selv økonomisk tog hun job som museumsvagt på, ja, Glyptoteket.

For som forfatter blev hun nok udgivet af Gyldendal, men leve af det kunne hun langtfra med sine 1.500-3.000 solgte eksemplarer af hver bog.

Skæbnen ville dog, at Politikens Forlag kom med en check for at få hende til at skifte forlag. Pengene gjorde hende i stand til at skrive sin næste trilogi – »Dronningens dame«-trilogien – om renæssancen. Smart, for hun havde jo allerede det ene bind mere eller mindre klar i form af manuskriptet, hun havde skrevet, mens hun var i Bruxelles.

Herefter gik turen bl.a. over den sprogligt eksperimenterende bog »Månen over Øen«, som Lindhardt og Ringhof udgav, og det er også hos det forlag, at Anne-Marie Vedsø Olesen i dag skriver den serie på fem bøger, som er blevet hendes helt store kommercielle gennembrud.

»Vølvens vej« om den kvindelige helt Snehild, som tager skæbnen i egen hånd i jernalderens Danmark iblandet nordisk mytologi og folkeeventyr. Fjerde bind i serien, »Ormehavet«, udkommer 13. september i år. Femte og sidste bind skriver hun på nu. En serie, der sælger i nærheden af 80.000 eksemplarer, og som udkommer på syv sprog og også er solgt som filmrettigheder.

»Det er så vildt«, udbryder hun selv begejstret.

»Det er så fedt, at jeg nu kan leve af at være forfatter. 21 år efter min første bog. Det i sig selv er et enormt brændstof at skrive videre på«, fortæller hun.

Heavy metal og boksning

Skriver videre gør hun i arbejdsværelset i sin seksværelses lejlighed på Vallø Slot, som hun beboer sammen med kæresten, journalist, forfatter og oversætter Jakob Levinsen. Og hvordan er de to så endt på et slot? Som ovenikøbet oprindeligt blev beboet af ugifte døtre af dansk adel, og som udstråler netop dét – fine kvinder – på alle malerierne i gangene og i de fælles rum.

Svaret er, at her kan parret bo, selvom de hverken er adelige eller ugifte døtre, fordi Vallø Stift lejer 10 lejligheder ud til private beboere. Nogle af dem er stadig såkaldte stiftsdamer med adelig baggrund. Andre er som Anne-Marie Vedsø Olesen og hendes mand, der kommer fra borgerlig baggrund og i mange år boede i Lægernes Pensions tidligere lejligheder i Dronnings Tværgade. Men nu er det altså på et slot, som ikke er åbent for besøgende, men hvor det er tilladt at kigge ind i Slotsgården og gå en tur i parken.

Grinende fortæller Anne-Marie Vedsø Olesen, at hun til godkendelsessamtalen på slottet ikke fortalte om sin smag for heavy metal-musik og boksningen i fritiden.

»Men det kunne jeg nu godt have sagt. De er ikke spor snobbede, dem, der bor her. I virkeligheden var det mine egne fordomme om dem, som afgjorde, hvad jeg sagde«, erkender hun og nævner, at hun forresten lige er kommet hjem fra Copenhell.

Horror fra patologien

Men er der stadig noget læge tilbage i den efterhånden mangeårige forfatter? Ikke på den måde, at hun savner faget. Hun er glad for, at hun både blev skubbet og hevet hen mod forfattergerningen. Men der er ting fra lægelivet, som hun har taget med sig og stadig bruger.

»Noget, jeg virkelig har lært af medicinstudiet, er at sætte sig ned og læse, lave en tidsplan og også overholde den. Det er en disciplin, jeg har lært derfra, som gør, at jeg kan overholde at skrive to sider om dagen, ti sider om ugen, 40 sider om måneden og én roman på otte måneder«, som der også ordret står på et papir, der hænger i hendes arbejdsværelse.

En anden ting, hun har med fra lægeverdenen, er det uhyggelige element, der er til hendes historier. Selv er hun faktisk lidt overrasket over, at en af hendes bøger har vundet »Årets Danske Horrorudgivelse« i 2018. Men hun bruger helt sikkert sin viden om, hvad der kunne ske med menneskekroppen, hvis man forestillede sig, at den materialiserede sig ud af guden Seth – nerve for nerve, sene for sene. Det er også hendes patologikundskaber, der hjælper hende, når hun i romanen »Lucie« beskriver, hvordan et overnaturligt væsen slår ihjel og slikker hen over bugspytkirtlen på det offer, hun spiser.

Så kunne livet være endt anderledes for Anne-Marie Vedsø Olesen, ville hun stadig have været læge – hvis ikke turnus havde været så forfærdelig en oplevelse?

»Nej. Jeg synes, det er fedt, at der er noget, der har skubbet mig over i at skrive bøger. Men jeg ville være endt her alligevel«, mener hun.

Højeste mode

Interviewet er slut, og nu skal der tages billeder af Anne-Marie Vedsø Olesen i de adelige omgivelser, når nu de alligevel er her. Der er mange vinkler, rum og genstande, der ikke må tages billeder af – af hensyn til sikkerhed og forsikring. Men suge til os må vi, alt hvad vi kan. Så det gør vi f.eks. i den lille royale lejlighed, der står klar, hvis der kommer ekstra fint besøg på slottet.

Vi suger også til os, når vi passerer Michael Kviums portræt af dronning Margrethe, ligesom det er svært ikke at blive mundlam over de hvælvede lofter, løberne på gulvene og det smukt udskårne træ overalt.

Anne-Marie Vedsø Olesen fortæller, mens vi går rundt og tager billeder af hende, at det er Vallø Stift, der driver stedet, ligesom de driver parken og også en lang række boliger uden for slottet. Og man forstår det også med det samme, når forfatteren med sans for ord siger, at slottet er Vallø Stifts »haute couture«.