Denne artikel er blevet udgivet i Lægedageavisen, der omdeles på Lægedage – de praktiserende lægers store årlige efteruddannelsesmesse.
Jamen, men så mødes I jo lige i døråbningen, konstaterede moderator Nynne Bjerre Christensen, da hun indledte tirsdag aftens »Mød formændene«-arrangement på Lægedage.
Den traditionelle debat var nemlig PLO-formand Jørgen Skadborgs sidste på Lægedage, inden han til foråret træder af, mens det var Maria Krügers første som DSAM-formand.
Men, indvendte Jørgen Skadborg, nu skulle det jo ikke lyde som om, at han og Maria Krüger først lige var rendt på hinanden på Lægedage. Samarbejdet og koordinationen har været tæt, siden DSAM-formanden trådte til, ligesom det havde været tilfældet under hendes forgænger, understregede han.
Og så ønskede han sig, at aftenens debat ville være præget af det almen medicinsk faglige frem for det politisk aftalefaglige – fordi »det er det, vi begge er optaget af«.
Sådan skulle det imidlertid ikke helt komme til at gå.
For jo, sundhedsreformen og dens konsekvenser for almen praksis som helhed og for den enkelte praksis og patient fylder enormt, som Maria Krüger konstaterede. For hvad kommer den til at betyde for det fag, der er bygget op over de sidste 50 år, spurgte hun.
»Det hele skal ude i det nære, og der ligger en opgavebeskrivelse, hvor der står, at regionerne vil drive faglig ledelse på det almenmedicinske område. Men jeg elsker mit fag og vil gerne bevare det og de kerneopgaver, vi har«.
Og så citerede hun sin forgænger på formandsposten, Bolette Friderichsen, for, at »almen medicin ikke er summen af alt det, andre ikke gider lave«.
»Jeg forstår godt, at regioner skal styre det samlede sundhedsvæsen – men det er jo ikke ensbetydende med, at de ting, de synes, der skal væk fra sygehusene, er almenmedicinske opgaver«, sagde Maria Krüger og remsede en række opgaver op, der unægtelig ser ud til at være på vej ud i almen praksis.
»Vi skal stå vagt om vores fag, så ikke andre kommer til at bestemme, hvad det er«.
Jørgen Skadborg konstaterede for sin del, at der nok er »rigtig, rigtig mange« ude i det almenmedicinske landskab, der i disse uger har travlt med at granske den fireårige aftale, PLO for ganske nylig har indgået med regionerne.
Det er en kæmpe reform og forandring f.eks. i forhold til honorarstrukturen, pointerede han, men »egentlig havde politikerne ikke have behøvet lave en stor reform for at få flere praktiserende læger«.
Det »tager vi med«, men det har, sagde han, været psykisk anstrengende for den enkelte praktiserende læge og »kollektivt usikkerhedsskabende« for almen praksis som sådan, at der har været den årelange usikkerhed om vilkårene.
Men med Aftale27 »kan vi sænke skuldrene«, så det igen kan give mening for lægerne at tænke i en langsigtet investering i en fremtid i almen praksis, sagde Jørgen Skadborg.
Efter disse indledende betragtninger blev der åbnet for spørgsmål – nogle var stillet digitalt inden debatten, andre blev stillet fra salen. Det stod hurtigt klart, at det var Aftale27, der optog forsamlingen mest denne aften. Men også koblingen til sundhedsreformen og de mange nye opgaver, der i de kommende år vil ramme almen praksis, fyldte.
De mange teknikaliteter og detaljer i de gode spørgsmål og svar, der fulgte, er der ikke plads til at udfolde her. De vil, som Jørgen Skadborg sagde, få meget mere plads på de fire medlemsmøder, PLO afholder rundt om i landet i ugerne efter Lægedage.
Der var bred ros til den faglige del af aftalen. Den afspejler virkeligheden ude i praksis i forhold til håndteringen af de patienter, der har størst behov, sagde flere.
En noterede, at han »med fortrøstning ser frem til at skulle varetage flere opgaver for færre patienter« og at kunne tage mere ansvar for de mest belastede patienter.
Men spørgsmålene viste også både skepsis og bekymring på en række punkter. Her følger blot nogle af dem:
Overordnet: Ser I nu regionerne som modpart eller samarbejdspartner? Det sidste, sagde Maria Krüger – og en samarbejdspartner må man godt være uenig med. Jørgen Skadborg sagde, at han »der nu er sket en genstart af vores relation«.
»Nu er tavlen renset og Danske Regioner har vist, at de ved, at den udgave af almen praksis, PLO står for, er det, man bygger på. Det er et rent snit«, sagde PLO-formanden.
»Ja, nu skal vi samarbejde med regionerne, og når de ikke har den viden, bliver vi nødt til at gå ind og fortælle dem, hvad fagligheden i almen praksis er. Det handler primært om, hvilke opgaver, vi skal varetage – men også om, hvordan de måler på vores kvalitet på den rigtige måde. Når der er nogen, der skal beslutte noget fagligt, må fagligheden være til stede«, sagde Maria Krüger.
Men hvad så generelt med forventningerne til almen praksis og den række af nye opgaver, der kommer? Ja, »myndighederne tror allerede vi er flere læger, og der er virkelig, virkelig turbo på overalt«, sagde Maria Krüger – men hun slog koldt vand i blodet i forhold til f.eks. opgaven med udredning af demens.
»Det kan godt være, der er en skæringsdato, der hedder 1. januar – men vi kommer til at fortsætte, som vi plejer og bruges vores faglige fornuft. Der kommer ikke en tsunami på det område«, sagde hun og understregede, at almen praksis »ikke kan løfte opgaven fra ambulatorierne 1:1, for de har langt flere diagnostiske muligheder«.
Og så er der selvfølgelig økonomien i forhold til patienttal og -tyngde. For hvad er forskydningen? Hvor mange kroner bliver der flyttet mellem praksisser, der har henholdsvis over og under faktor 1,0?
Aftenens nemmeste spørgsmål, sagde Jørgen Skadborg: Nul.
»Der er ikke nogen penge, der flyttes fra nogen. Der er nye penge, der kommer til nogen. Det har været en fuldstændig afgørende rød linje for PLO, at vi ikke måtte flytte fast honorering væk fra nogle over til andre.
Som i andre sammenhænge skal man ikke i økonomi sammenligne sig med andre, men med sig selv og sit eget vækstpotentiale. Og kigger man på sin egen klinik, vil man se, at hvis man ligger i meget lav patienttyngde, får man den økonomiske ramme, man har i dag. Min egen klinik ligger på 0,97, og ændringen i år 4 er måske 50.000 – det går nok.
Vi har ikke flyttet penge væk fra nogle. Der er nogle, der får sygt meget mere mulighed for omsætning. Og når jeg siger ’sygt’, er det, fordi jeg synes, spændvidden er for stor i den her fordelingsmodel. Det er mærkeligt, at der kan være så mange penge i forskel – i opadgående retning – på klinikkerne. Men det er ikke på bekostning af, at der er nogle, der er gået ned«, sagde Jørgen Skadborg.
Men når man f.eks. har et patienttal på 0,79 i en praksis med fem læger med et patienttal på 8.300 og står til at få 2.000 flere patienter – hvad er det så, man ikke skal lave, når der nu ovenikøbet er flere opgaver på vej? Skal årskontrollerne så kun være hvert andet år, spurgte en anden.
»Det bliver en udfordring og en balance, for vi skal differentiere mere. Flere patienter skal klare sig selv, så vi får mere tid til dém med større behov. Og ja, hvis patienten selv kan følge sine blodprøver og måle sine blodtryk og sit peak flow, kan en planlagt kontrol hvert andet år være fin«, sagde Maria Krüger.
Jørgen Skadborg pegede på, at »det med patienttallet er et kæmpe problem«.
»Vi tog ikke opgøret med det, da problemet opstod med lovpakke 1, men det skulle vi måske have gjort i bagklogskabens lys. Men det, vi har opnået, og som der står i lovteksten, er, at hvis en klinik bliver pålagt et patienttal, man ikke mener, man kan magte, skal man melde det ind til regionen. Og hvis ikke de lytter, skal man søge hjælp hos PLO«, sagde han.
Både han og Maria Krüger pegede på, at fordelingsmodellen skal evalueres, så alle eksempler på skævhed og urimelighed er velkomne.
Begge pegede på, at Aftale27 i høj grad lægger op til, at f.eks. muligheden for længere konsultationer skal styres af »frihed under ansvar« og »lægens faglige vurderinger«. Og PLO-formanden slog fast, at PLO ikke har ambitioner om at være politimand, men vil bruge krudtet på at hjælpe medlemmer, der kommer i klemme i fortolkningerne af den nye aftale.
Det afspejler på sin vis også arbejdsdelingen mellem PLO og DSAM, slog han og Maria Krüger fast, da moderatoren rundede af med et spørgsmål, der var tikket ind på forhånd: Bør PLO og DSAM ikke bare slås sammen? Eller hvornår er det forsvarligt, at de to er uenige?
Her pegede Jørgen Skadborg på, at de senere måneder og ugers sundheds- og fagpolitiske forhandlinger om udmøntning af sundhedsreformen og den nye Aftale27 mellem PLO og regionerne netop har sat en streg under, at de to organisationer har gavn af at supplere hinanden, sagde han.
Maria Krüger fremhævede den nylige debat om den nye lovgivning om deling af data som et eksempel på den gode arbejdsdeling mellem de to organisationer.
Så var tiden gået, konstaterede moderator – men som en tilhører tæt på Lægedageavisens udsendte hviskede til sin sidemand:
»To be continued«.
