Skip to main content

Når tiden flyver

Jens Flensted Lassen

21. jan. 2013
4 min.

Ved en række akut opståede sygdomme er behandlingseffekten tidsafhængig. Det forhold nødvendiggør hurtig diagnostik, transport og behandling og stiller dermed også store krav til kommunikation mellem de mange involverede i det akutte forløb fra sygdomsdebut til behandling (patient, alarmcentral, ambulance, lægebil og modtagende afdeling).

Tidsafhængige akutte tilstande er hyppige inden for kardiologien, og ST-elevationsmyokardieinfarkt (STEMI) er det mest markante eksempel. Ved STEMI skal der iværksættes akut ballonbehandling (primær perkutan koronarintervention (PPCI)) [1], hvilket siden 2003 har været national strategi i Danmark. Behandlingen blev centraliseret på få centre med et højt patientantal og døgnvagtdækning året rundt. Rationalet var at transportere de sygeste til højeste behandlingsniveau, for at de, ud over den specifikke behandling foretaget af få meget erfarne operatører med høje proceduretal, kunne profitere af universitetshospitalets øvrige kompetencer herunder bl.a. thoraxkirurgi [2, 3]. Det medførte, at borgere uden for universitetsbyerne skulle transporteres over ret store afstande, og dermed blev der stillet yderligere store krav til tidlig alarmering, diagnostik og logistik. Man har satset på dels en aggressiv præhospital diagnostik med brug af teletransmitteret elektrokardiogram direkte fra ambulancen til modtagende PPCI-center, dels på en forfinet logistik med ambulancen som den primære respons til patienter med brystsmerter, tæt efterfulgt af en lægebil til stabilisering og forbehandling. Denne strategi har sikret, at en stor del af patienterne diagnosticeres allerede i ambulancen og visiteres direkte til et PPCI-center uden om lokalsygehuset. Imidlertid har strategien ikke kunnet sikre alle borgere i landet behandling inden for de anbefalede tidsgrænser, og specielt tyndt befolkede udkantsområder har været en udfordring [2, 3]. I dette nummer af Ugeskrift for Læger beskriver Knudsen et al erfaringerne med helikoptertransport af patienter med STEMI fra de to lægehelikopterprojekter på Sjælland og i Jylland [4]. Hermed kommer der et væsentligt bud på reduktion af tidstab ved landtransport over lange afstande, nemlig brug af lægehelikopter til akut udrykning, triage og transport af patienter med STEMI. Ikke som en isoleret indsats, men som et samspil med ambulancer og lægebiler. Erfaringerne viser blandt andet, at patienter, der er bosiddende op til 150 km fra et PPCI-center, bliver behandlet kun ca. 30 min senere end patienter, der er bosiddende få km fra centeret. Samtidig sikrer helikopteren, at selv borgere, der er bosiddende op til 150 km fra PPCI-centeret kan behandles inden for 120 min efter første kontakt til alarmcentralen [5].

Det er derfor naturligt og glædeligt, at lægehelikopterforsøgsordningerne er gjort permanente og er kommet fast på finansloven. Tilbage står blot den praktiske organisering af de tre lægehelikoptere, herunder bl.a. et krævende EU-udbud. I den forbindelse anbefales det, at man i organiseringen tager hensyn til de indhøstede erfaringer fra pilotprojekterne på Sjælland og i Jylland. Her fandt man blandt andet, at en optimal udnyttelse afhænger af, at helikopteren placeres strategisk i yderområderne for at optimere responstid og aktionsradius, og at helikopteren alarmeres samtidig med lægebil og ambulance til patienter med brystsmerter. Ligeledes anbefales det, at helikopteren kan flyve om natten og ved nedsat sigtbarhed, og at den bemandes med en specialuddannet akutlæge, der er i stand til at give højt avanceret behandling under transporten. Sluttelig er det vigtigt med en tæt kommunikation mellem helikopter og modtagende afdeling, samt at helikopteren kan flyve direkte fra skadested til behandlende afdeling uden omladning fra og til ambulance. Sikres dette, kan stort set alle danske borgere få lige adgang til den mest effektive behandling, og Danmark vil igen være foregangsland i behandling af STEMI.



Korrespondance: Jens Flensted Lassen , Hjertemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital, Skejby, 8200 Aarhus N. E-mail: jens.lassen@ki.au.dk

Interessekonflikter: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk


Referencer

  1. Andersen HR, Nielsen TT, Rasmussen K et al. A comparison of coronary angio-plasty with fibrinolytic therapy in acute myocardial infarction. N Engl J Med 2003;349:733-42.
  2. Terkelsen CJ, Sørensen JT, Maeng M et al. System delay and mortality among patients with STEMI treated with primary percutaneous coronary intervention. JAMA 2010;304:763-71.
  3. Lassen JF, Bøtker HE, Terkelsen CJ. Timely and optimal treatment of patients with STEMI. Nat Rev Cardiol 20. nov 2012;doi:10.1038/nrcardio.2012.156.
  4. Knudsen L, Hansen TM, Hesselfeldt R et al. Tidsgevinst ved brug af lægehelikopter til transport af patienter med ST-elevationsmyokardieinfarkt. Ugeskr Læger 2013;175:190-3.
  5. Knudsen L, Stengaard C, Hansen TM et al. Earlier reperfusion in patients with ?ST-elevation myocardial infarction by use of helicopter. SJTREM 2012;20:70. http//www.sjtrem.com/content/20/1/70