Nadja Elgin er praktiserende læge i Rødovre: ”Vi skal vende åh nej til åh ja-patienter”

”Åh nej-patienter er dem, der udfordrer os i forhold til vores rutiner og tidsrammer”, sagde praktiserende læge Nadja Elgin på Lægedage i Bella Center.

Hun var underviser på kurset ’Mødet med indvandrerpatienten i almen praksis’. Her startede hun med at understrege, at indvandrerpatienter ikke er lig med åh nej-patienter. For de findes også i den etnisk danske population.

”Men den her gruppe patienter falder nogle gange ind i dén kategori”, sagde hun og advarede omvendt om, at der ville være generaliseringer af indvandrerpatienter i hendes oplæg.

”Alle vores patienter er unikke som enkeltindivider, men nogle gange er vi nødt til at generalisere”. Underforstået: For at blive klogere.

Med den disclaimer på plads tegnede hun et billede af den typiske åh nej-patient: Den, hvor lægen undervejs i konsultationen bliver presset på tid og tænker, at nu må patienten ud af døren igen. Lægen ved nemlig godt, at ude foran sidder sekretæren og bliver sur, fordi patienterne i venteværelset bliver sure. Så derfor leder lægen efter et hurtigt quick fix: En blodprøve eller en henvisning til speciallæge. Resultat kan blive, at patienten ryger forkert ind i systemet i sekundærsektoren. Eller måske slet ikke møder op til sin tid i ambulatoriet. Fordi indkaldelsen er på 5-7 sider og alt for uoverskuelig. Ved tredje udeblivelse bliver patienten afsluttet. Og sendt tilbage til den praktiserende læge.

”Og vi kan ikke afslutte vores patienter. Så derfor gentager processen sig”.

Sådan bliver en patient til en åh nej-patient, forklarede Nadja Elgin og tilføjede:

”Håbet er at få vendt en åh nej til en åh ja-patient”.

Mere farverige

Hvordan man gør det, afslørede Nadja Elgin også, der selv ser mange indvandrerpatienter i sin praksis i Rødovre. Men inden da gennemgik hun, hvad der ofte går galt mellem almen praksis og patienter med indvandrerbaggrund.

For det første går indvandrere mindre til lægen. Til gengæld står de for flere akutte henvendelser end etniske danskere. Når de henvender sig, er de ofte langt mere ”farverige” – som Nadja Elgin udtrykte det – i beskrivelsen af deres symptomer. Der er langt færre telefonkonsultationer med den gruppe af patienter. Ofte falder de igennem i screeningsprogrammerne. Og data viser også, at ambulant udredning og opfølgning langt hen ad vejen afsluttes for tidligt enten på grund af udeblivelse eller manglende compliance.

Konkret ude i praksis, fortalte Nadja Elgin, er den største forhindring i forhold til indvandrerpatienter:

”At konsultationerne er så tidskrævende. Fordi det er så svært at vurderer patienternes symptomer. Desværre har det ikke ændret sig de sidste 15 år”, sagde hun.

Symptombeskrivelsen er akilleshælen. For vi har i Danmark forventninger til, hvordan et symptom skal beskrives. Problemet er bare, hvis patienten ikke lever op til forventningerne.

Ikke nok med anamnese

Netop dét gav kursusunderviseren eksempler på fra egen praksis i Rødovre. Én patient havde fundet ud af, at hendes børn bare skulle have mere end 39,5 i feber, have tørre bleer og ikke drikke - for at få en akuttid.

”Så hendes børn havde altid de samme symptomer. Også selvom de havde udslæt eller ondt i maven”, fortalte Nadja Elgin.

I en anden situation havde sekretæren ikke turdet andet end at give en patient en akuttid, fordi patienten havde forklaret, at hun havde ”et søm i hovedet”. Men patienten sad helt uden blødninger i venteværelset. Inde hos lægen kunne patienten fortælle, hvordan det føltes:

”Pres, pres, pres! Eksplodere!” og Nadja Elgin besluttede sig for at lave en almindelig hovedpineudredning, uden at det dog gav resultat. Så hun begyndte i stedet at spørge mere metodisk ind til kvalme, feber og om det gjorde ondt, når patienten bukkede sig forover.

”Diiing! Bihulebetændelse”, lød diagnosen.

En tre tredje patient havde i visitationen hos sekretæren fortalt, at hun havde ”en slange i halsen”. At den vred sig og strammede, og at hun ikke kunne få luft. Sekretæren havde spurgt, om de da havde slanger derhjemme. Efter lægens undersøgelse af halsen viste det sig at være struma.

”Normalt beror 80-90 procent af udredningen på anamnesen. Vi behøver ofte ikke undersøge patienterne. Vi kan bare tale med dem. Men med indvandrerpatienten er problemet, at symptombeskrivelsen beror på sprog og kultur. De er ofte meget mere farverige i deres beskrivelser, end vi er vant til i Danmark, hvor både vores design og vores kommunikation er meget minimalistisk”, sagde Nadja Elgin.

Back to basics

Når patienterne ikke passer ind i ’mønstret’, kan man som læge eller praksispersonale let blive irriteret. Fordi man bliver presset, mister overblikket og måske jordforbindelsen. Nadja Elgin mindede om, at indvandrerpatienten ikke står op om morgenen med det formål at gå op og irritere sin læge eller praksispersonalet. Patienten har et problem, de har brug for hjælp til, og almen praksis er til for at hjælpe patienten.

”Så det er et spørgsmål om at få de to ender til at mødes”, mindede Nadja Elgin om.

Måden at gøre det på, kom lægen fra Rødovre også med bud på. Jordforbindelsen er central, forklarede hun. Forstået på den måde, at lægen må ”back to basics” i sin værktøjskasse.

”Vi må tilbage til den kliniske undersøgelse. Der, hvor vi tager udgangspunkt i organsystemerne. Spørge ind og undersøge”, lød hendes råd.

Et andet vigtigt råd gik på at bruge tid på at oplære patienten i, hvordan man går til lægen i Danmark. Noget så konkret som, at det er vigtigt at overholde tider eller at en sygeplejerske kan være lige så god eller bedre at komme ind til end en læge.

”I mange lande findes almen medicin slet ikke. Derfor kan man som praktiserende læge i Danmark opleve indvandrerpatienter, der ikke tror, vi er rigtige læger. Så det er en god investering for alle parter i det langvarige samarbejde at oplære patienterne”, lød opfordringen fra Nadja Elgin, der viste en slide med et meget langt regnestykke på - som endte ud i et facit, der talte for sig selv: Sandsynligheden for at lægen rammer den rigtige diagnose hos patienten, der ikke taler dansk, er 7 ud af 100.000.

”Derfor er håbet jo, at vi kan få vendt åh nej-patienterne til åh ja-patienter”, gentog hun.