Content area

|

Nærhospitaler og sundhedsklynger med i økonomiforhandlinger

Regeringen og regionerne er ved at forhandle næste års økonomi i sundhedsvæsenet. Selvom sundhedsreformen ikke er vedtaget, vil regionerne forhandle nærhospitaler og sundhedsklynger, alt imens det stadig står lidt tåget, hvordan de kommer til at fungere. Fra sundhedsøkonomisk og almenmedicinsk hold er der skepsis og afventen.
Foto: Ugeskrift for Læger
Forfatter(e)
Anne Steenberger, as@dadl.dk

Mange borgere og patienter, der bor i udkantsområder, får glæde af, at de ikke længere skal køre eller køres til et sygehus langt væk for en 5-minutters konsultation om for eksempel deres kroniske sygdom eller få taget et røntgenbillede af en ukompliceret skade. Det er netop regeringens formål med etableringen af 20 nærhospitaler. 4 millarder kroner er der sat af til byggeriet.

Det bliver nært, men ikke billigere. Tværtimod, lyder det fra regionerne. For dengang funktionerne blev samlet på sygehusenes store ambulatorier, opnåede man stordriftsfordele. Nu skal de decentraliseres, og dermed bliver det dyrere.

Det er et af elementerne fra den endnu ikke vedtagne sundhedsreform, som regionerne tager med i forhandlingerne mellem regeringen og regionerne om næste års økonomi. I den forbindelse formulerer de nogle ønsker.

Når de skal etablere nærhospitalerne, vil de gerne sikre sig regional fleksibilitet.

Stephanie Lose, Danske Regioner, ønsker en fælles retning for sundhedsklyngernes indsats. Foto: Danske RegionerStephanie Lose, Danske Regioner, ønsker en fælles retning for sundhedsklyngernes indsats. Foto: Danske Regioner

»Vi har et ønske om, at man skal kunne tage højde for lokale forhold og behov, og at der kan være flere lokationer«, siger Stephanie Lose, der er 1. næstformand i Danske Regioner.

Hun forventer, at nærhospitaler bliver en kombination af alle dele fra sundhedsvæsenet. Praksissektoren skal være der, sammen med private sundhedstilbud og kommunale tilbud – genoptræning, jobcentre og socialpsykiatri for eksempel – og så regionale tilbud: ambulatorier og teknologiske løsninger, der giver opkobling til sygehusene.

Og ja, der skal læger fra sygehusene ud at passe ambulatoriefunktioner på nærhospitalerne.

»Der er allerede i dag en lang liste over læger, der har ambulatoriedage ude. Det giver god mening, og det kan man godt tænke i en mere omfattende aktivitet end i dag for flere specialer. Hvor mange afhænger af patientgrundlaget, men det kan være, fra at en læge skal ud én gang om ugen, og andre en gang om måneden«.

Hun tilføjer, at det også kan være via en teknologisk opkobling fra nærhospitalet, hvor patienten måske er sammen med en sygeplejerske, og til sygehuset, hvor lægen sidder.

Regionerne vil også pege på, at de 4 milliarder kroner, der er sat af til bygning af nærhospitalerne, også kan bruges til noget andet, for eksempel indkøb af teknologi og udstyr i nærhospitalerne. Og de ønsker, at der i økonomiaftalen bliver sat penge af til driften af nærhospitalerne.

Stephanie Lose er positiv over for nærhospitaler, i og med de kan være med til at give borgerne mulighed for at passe deres aftaler og dermed mindske uligheden, siger hun.

»Men nærhospitaler er ikke løsningen på fremtidens udfordringer. Det nytter ikke bare at flytte rundt på aktiviteterne; derfor er det vigtigt, at vi styrker primærsektoren ved stærkere kommunale tilbud, og at vi får en kvalitetsplan, som tænker i andre måder at gøre tingene på«, siger hun.

Kobling til det primære sundhedsvæsen tvivlsom

Sundhedsøkonom, professor Jakob Kjellberg, VIVE, er skeptisk over for indførelsen af nærhospitaler. Han anerkender, at de kan løse udfordringen med, at nogle patienter har fået langt til sygehuset. Men han ser en risiko for, at det vil betyde højere personaleomkostninger, og det er allerede i dag svært at rekruttere, pointerer han.

Det er bekymrende, at sundhedsklyngerne er så ­heterogene, siger sundhedsøkonom Jakob Kjellberg. Foto: Ulrik JantzenDet er bekymrende, at sundhedsklyngerne er så ­heterogene, siger sundhedsøkonom Jakob Kjellberg. Foto: Ulrik Jantzen

Mest problematisk mener han, det er, at nærhospitalerne ikke er en løsning på fremtidens og de nuværende demografiske udfordringer.

»Nærhospitaler ser ud til at blive sygehuse, der flytter ud. Hvad der er brug for, er at flytte opgaver over i en anden sektor for at aflaste sygehusene og en oprustning af primærsektoren. Jeg tvivler på, at der kommer den nødvendige kobling af nærhospitalerne til primærsektoren«, siger han.

En langt bedre løsning end at få sygehuslæger ind i nærhospitalerne, ville være at få praktiserende læger ind i dem, mener han.

PLO og mange folketingspolitikere lufter for tiden tallet 5.000 som et mål for bestanden. Jakob Kjellberg går gerne højere op.

»Der må gerne være så mange som muligt, så længe de leverer basale ydelser, for det handler om at bruge pengene fornuftigt. At levere basisydelser på højtspecialiserede centre er uhensigtsmæssigt. I stedet kan de praktiserende læger tage sig af de ambulante besøg, og man kan sikre høj kvalitet ved at sørge for adgang til diagnostik og støtte fra læger på specialiserede sygehuse«.

PLO: Nej tak, ikke foreløbig

Formand for PLO Jørgen Skadborg ser dog ikke foreløbigt nogen mulighed for, at praktiserende læger får en fod indenfor i nærsygehusene.

»Indtil vi bliver flere praktiserende læger, bliver det kun de steder, hvor det vil kunne hjælpe på lokale ønsker at samle nogle praktiserende læger under samme tag sammen med andre sundhedsfaglige«, siger han.

PLO har meldt ud, at der er behov for en kraftig øgning i antallet af praktiserende læger. Et samlet antal på 5.000 er nævnt og har vundet gehør i store dele af Folketinget, inklusive regeringen. Det er en øgning på 1.500 i forhold til i dag.

PLO vil have 1.500 flere praktiserende læger. Hvad skal de lave? Kunne de for eksempel i højere grad overtage kontroller med visse kroniske sygdomme, ligesom med diabetes og hjertesygdomme?

»Det har nok ikke noget med et nærhospital at gøre. Det er noget, der ligger i fremtiden. Men ja, i fremtiden, når vi bliver flere, ville det give økonomisk mening at udnytte den kapacitet til, at vi påtager os flere af de funktioner, der i dag varetages på sygehusene. Men det skal være på aftalebasis, ligesom vi har med KOL, diabetes og urologisk cancer i OK18, hvor der blev aftalt en snitfladedeling mellem sektorerne. Det er en model, vi sikkert godt kan bruge på andre diagnoser i fremtiden, efterhånden som vi får kapacitet til det«.

Han tilføjer:

»Man kunne benytte lejligheden til at gøre sundhedsvæsenet mere nært ved at gøre plads til flere praktiserende speciallæger og få dem ind i nærhospitaler. Der er stor mangel på dem de fleste steder i landet, bortset fra de store byer. På den måde kan man i højere grad komme derhen, hvor man styrker og udnytter det primære sundhedsvæsen mere«.

Retning for sundhedsklyngerne

Sundhedsklyngerne, der er et samarbejde omkring 20 akutsygehuse mellem sygehus, kommuner og almen praksis, er der sat 80 millioner kroner af til som et engangsbeløb dækkende de første halve år.

De skal gå til administration, ikke til indholdet af de indsatser, klyngerne kommer til at kaste sig over. Også sundhedsklyngerne tager regionerne med til forhandlingsbordet. De ønsker en tydelig prioritering fra regeringen til klyngernes arbejde.

Stephanie Lose siger:

»Vi tror, sundhedsklyngerne kan styrke samarbejdsstrukturen, så vi kan løfte brede tværgående indsatser. Men vi ønsker en fælles retning på tværs af hele sundhedsvæsenet, ved at man fra nationalt hold prioriterer bestemte opgaver. Det kan eksempelvis være akutområdet, der presser både kommuner og regioner. Vi ved, at mange indlæggelser kan undgås med den rigtige tværgående indsats. Der ligger allerede anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen på området, så her er der udstukket en retning«.

Er det for at sikre, at der ikke bliver for store forskelle på klyngernes effektivitet?

»Der er nok af forskellige opgaver at tage fat i for klyngerne. Men vi skal have alle med fra start. Og der er opgaver, der er så vigtige, for eksempel akutområdet, at der skal sættes tryk på en fælles tydelig retning. Det har corona vist os, at vi kan«.

Regionerne går til forhandlinger med et ønske om, at der bliver afsat permanente fælles midler til sundhedsklyngerne, som skal bruges til de konkrete indsatser, som de nationale politikere udmelder.

Almen praksis i politisk lag

Der er allerede en del af den slags samarbejder rundtomkring bestående af fagfolk og embedsfolk. Men i sundhedsklyngerne bliver der et politisk lag øverst, der består af kommunal- og regionalpolitikere. I første lovudkast var almen praksis ikke med her, men det er de kommet i den endelige lovfremsættelse, som er til behandling i Folketinget og ventes vedtaget snart.

Det har PLO kæmpet for.

Der kommer ingen praktiserende læger i nærhospitalerne foreløbig, siger PLO-formand, Jørgen Skadborg. Foto: Lars Horn / BaghusetDer kommer ingen praktiserende læger i nærhospitalerne foreløbig, siger PLO-formand, Jørgen Skadborg. Foto: Lars Horn / Baghuset

Det er, fordi det er helt naturligt, at PLO skal være med i det politiske lag, siger formand Jørgen Skadborg:

»Sundhedsklyngerne skal styrke samarbejdet mellem sektorerne om de patienter, man er fælles om, og det er de svageste patienter, lige præcis dem, vi kalder vores stamkunder eller VIP-patienter. Hvis ikke almen praksis skal være med, hvor samarbejdet skal aftales, hvem skal så varetage deres interesser?«

Jørgen Skadborg er overordnet enig i regionernes ønske om, at der bliver nationalt definerede opgaver for sundhedsklyngerne:

»Der er brug for nationale standarder, handlingsplaner, kvalitetsstandarder, som alle aktører skal leve op til. Så skal man i sundhedsklyngerne aftale konkret, hvordan man udmønter«.

Der er allerede samarbejder, som også praktiserende læger er med i. Nogle er velfungerende, andre ikke. Tror du, at sundhedsklyngerne vil gøre op med de forskelle og dermed uligheden?

»Det kan næsten ikke blive værre, end det er i forvejen. Nogle steder er det geografisk lige til at samarbejde, fordi der er et naturligt sammenfald mellem sygehusenes optageområde, kommunerne og de praktiserende læger. Andre steder sender kommunerne deres patienter i tre-fire forskellige retninger. Især på Sjælland er sygehusstrukturen kaotisk og uoverskuelig. Nu bliver samarbejdet formaliseret, og der kommer politikere med i det. Man kan sige, det er sundhedskoordinationsudvalget og praksisudvalget, der har fået et andet navn«.

Vil sundhedsklyngerne give bedre samarbejde de steder, hvor der er problemer?

»Det, at der er politikere på højt niveau med i sundhedsklyngerne, er nyt, og i det omfang de er i stand til at sige til det administrative lag og til fagfolkene, hvad de ønsker, kan man håbe, det bliver bedre. Men hvis der bliver gravet skyttegrave, som jeg har kendt fra sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg nogle steder, hvor parterne, og det gælder både kommuner og praksis, siger, at man kun vil noget, hvis der følger penge med, så udvikler man ingenting«.

Heterogene klynger

Jakob Kjellberg er positiv over for en standardisering af kravene, men alligevel skeptisk over, hvad sundhedsklyngerne bredt set vil magte.

»De er så heterogene. Der er de store stærke kommuner, for eksempel Københavns Kommune, hvis sundhedsforvaltning formodentlig har flere sundhedsanalytikere ansat, end vi har i VIVE. Men tag så klyngen rundt om Nykøbing Falster Sygehus med Guldborgsund og Lolland Kommune. De har i forvejen ikke ressourcer til det, de skal. Skal vi nu til at slå dem i hovedet med, at de ikke efterlever de nye retningslinjer? Det er et problem, at klyngerne er usammenlignelige«.

Han synes, det er godt, at der er kommet politikere med ind i styringen. Nu efterlyser han lidt mere realisme – som i: noget mere konkret.

»Der står for lidt i regeringens oplæg til sundhedsklyngerne om, hvordan de skal løse grundudfordringen, som er, hvordan vi får flyttet mere aktivitet ud fra sygehusene til det primære sundhedsvæsen. Hvilke ting på sygehuse kan foregå et andet sted og hvordan? En løsning vil formentlig kræve, at man ser på finansieringsmodeller og incitamenter og finder nogle samarbejdsstrukturer, som er anderledes end i dag«.

Det er så årsagen til, at man snakker om Israel, og at PLO og RLTN besøgte i 2020 Israel, som har en helt anderledes organisering?

»Ja, der klarer primærsektoren meget mere. Til gengæld er sygehusene ikke så højt prioriterede som i Danmark«.

FAKTA

Reformudspillet om nærhospitaler

Indhold i nærhospitaler: praktiserende læger, videoløsninger med opkobling til sygehuse og f.eks. fysioterapeuter samt kommunale tilbud.

Tilbuddet: »På nærhospitaler kan patienter få foretaget ukomplicerede undersøgelser eller ambulant opfølgning i forbindelse med kronisk sygdom eller en psykisk lidelse. Flere aktører under et tag skal udgøre et sammenhængende tilbud tæt på borgerne«.

Kilde: Sundhedsreformen. Gør Danmark sundere. Marts 2022.

Økonomiforhandlingerne

De årlige forhandlinger mellem regeringen og regioner om næste års økonomi begyndte 10. maj. Forventes afsluttet i slutningen af juni.

Regionerne ønsker 1 milliard kroner til den demografiske udfordring.

Derudover forventes de at ønske yderligere 1 milliard kroner til drift, herunder nye behandlinger.

Blad nummer: 

Right side

af Peter Gjersøe | 21/05
3 kommentarer
af Mia Gall Grandahl | 20/05
1 Kommentar
af Bahast Biuk | 19/05
1 Kommentar
af Jesper Kolbeck | 16/05
3 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 15/05
5 kommentarer
af Jacob Nielsen | 14/05
5 kommentarer
af Thomas Tagmose Thomsen | 13/05
1 Kommentar