Nærhospitalerne kommer – hvad skal vi bruge dem til?

Speciallægerne har for længst erklæret, at de stiller sig til rådighed for både de 21 sundhedsklynger og de 25 nærhospitaler. Men hvilken rolle skal speciallægerne egentlig spille i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som på en gang er både et mantra og noget meget håndgribeligt? Og hvad skal speciallægerne gøre for at påvirke udviklingen af det nære sundhedsvæsen?

»Vi skal holde fast i at skabe et bedre sundhedsvæsen for både patienter og de andre aktører. Men en ting er sikkert: Speciallægerne skal ikke køre rundt på landevejen. Det er ikke en klog udnyttelse af en knap og vigtig ressource«, lød det fra formand for FAS, Susanne Wammen, på FAS’ årsmøde fredag i Vejle, hvor netop speciallægernes opgaver i det nære sundhedsvæsen var i fokus.

Forleden udgav Sundhedsstyrelsen den faglige ramme for nærhospitalerne, som politikerne har besluttet, at der kan komme »op til 25 af«. Men Claus Brøckner Nielsen, formand for Foreningen af Lægelige Chefer i Danmark, har ikke meget tilovers for nærhospitalerne.

»Nærhospitaler skaber billeder i hovedet på befolkningen, men vi skal ikke tilbage til at have 50 hospitaler. De næste ti år vokser opgaverne i sundhedsvæsenet ekstremt, og det handler ikke bare om at flytte opgaver ud til almen eller speciallægepraksis. Derimod skal vi gøre borgerne og patienterne i stand til bedre at klare sig selv med bistand fra os«, sagde Claus Brøckner Nielsen, der i stedet for nærhospitaler foretrækker at tale om »velfærdsydelser tæt på borgerne«.

»Vi skal transformere sundhedsvæsenet til en fremtid, hvor vi ikke får flere medarbejdere, men alene flere læger, så vi bliver nødt til at redefinere den basale velfærdsydelse. De kan være digitale, kommunale, foregå i idrætsforeninger eller i supermarkedet, hvor man kan få målt sit blodtryk og få taget blodprøver. Basale velfærdsløsninger hører ikke nødvendigvis hjemme i praksis. Fremtidens patienter vil selv og gider ikke ventetid. De vil til, når det passer ind i deres work-life-balance, og det bliver vi nødt til at indrette os efter«, sagde Claus Brøckner Nielsen.

Wammen: nej tak til blodprøve på biblioteket

Formand for PLO, Jørgen Skadborg, gav udtryk for en noget anden vision på vegne af sine speciallæger:

»Vores vision er, at sundhedsvæsenet skal hænge sammen, og at hospitalerne ikke overbelastes.

Men det er totalt selvmord at sige, at vi ikke skal forebygge. Sundhedsvæsenet skal basere sig på, hvad borgerne har brug for. Hos os i almen praksis kan de henvende sig uselekteret, og når vi om 12-13 år når op på at råde over 5.000 praktiserende læger, skal de frit kunne vælge egen læge.

Når vi er flere, kan vi også blive bedre til at beskytte sygehusene mod uberettigede henvisninger og hjælpe til med, at patienterne ikke skal ind på hospitalerne. Også i en kommende psykiatriplan vil vi i primærsektoren kunne bidrage mere. Vi har virkelig en rolle at spille i psykiatrien«, lød det fra Jørgen Skadborg.

Formand for FAPS, Ann-Louise Reventlow-Mourier, lagde sig i den diskussion et sted midti.

»Der er mange gode bottom-up projekter rundtomkring, der er forankret lokalt og drevet af ildsjæle. Dem skal vi blive bedre til at udbrede. Det er vigtigt, at alle byder sig til. Som når speciallægerne på sygehusene tilbyder mere rådgivning, og vi i FAPS siger, at mange af de opgaver, der foregår på hovedfunktionsniveau på sygehusene, lige så godt kan foregå ude i speciallægepraksis. Og vi skal også have dele af uddannelsen ud, for det nytter ikke, at man kun uddannes i det højtspecialiserede.

Og så er jeg i øvrigt enig i, at forebyggelse ikke nødvendigvis er en lægelig opgave«, sagde Ann-Louise Reventlow-Mourier.

FAS-formand Susanne Wammen sagde afsluttende:

»De speciallæger, der skal være på nærhedshospitalerne, er PLO’ere og FAPS’ere. Speciallæger på sygehusene skal primært levere den specialiserede udredning og behandling, og vi skal være med til at uddanne kolleger uden for sygehusene og stille vores viden til rådighed.

Uanset hvor i fødekæden vi sidder, skal vi have øje for, at vi har en patient med et samlet forløb. Og at vi også er vidende om, hvad de andre kan. Det er så vigtigt, at vi er sammen om det, og at vi går på tværs fagligt.

Og så vil jeg i øvrigt være bekymret, hvis der skal måles blodtryk i supermarkedet eller på biblioteket. Vi risikerer, at man får taget langt flere prøver, end der er brug for«.

Højere løn og egen chauffør?

Men hvordan opnås et godt samarbejde mellem kommuner, regioner og læger, så nærheden og sammenhængen ikke blot forbliver hensigtserklæringer?

Det var formand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), og rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Christian Budde (V), indbudt til at komme med bud på. De var dog ikke ubetinget henrykte for de regional- og kommunalpolitiske perspektiver af den sundhedsreform, der blev indgået inden sommerferien, og hvori nærhospitaler en af indsatserne.

»Ord skaber virkelighed. Og nærhospitaler er en illusion og skaber forventninger, vi ikke kan honorere. Vi taler snarere om sundhedshuse. Og den halve milliard, der er afsat til teknologiske løsninger, burde være højere, da det er her, vi for alvor kan rykke noget. Vi har brug for færre mursten og mere teknologi – ikke lighthospitaler og sundhedshuse for sygehuse – det er dér, vi har samlet de dygtigste eksperter, og det er dem, som vi alle sammen gerne vil opereres af.

Det, det i virkeligheden handler om, er, at vi skal blive dygtigere til at behandle og fastholde borgerne i eget hjem. Det vil vi gerne i kommunerne. Vi skal bare have hjælp til det. Nøglen er dygtige speciallæger, mod til investeringer, teknologi og digitalisering«, sagde Christian Budde.

Heino Knudsen var lidt mere positiv – og kreativ.

»Nærhedsdagsordenen er rigtig. Halvdelen af borgerne bor uden for de største byer, og meget kan løses lokalt. Men også jeg deler bekymringen om, hvordan vi skal bemande nærhospitalerne. Dog skal mangel på arbejdskraft ikke afholde os fra at gøre noget. Og vi kan jo diskutere, om man f.eks. skal have 25 procent mere i løn og chauffør, hvis man arbejder i de fjernere dele af Region Sjælland«, lød det fra Heino Knudsen, der dog straks tilføjede, at det nok ikke lige er dér, man ender, men at der er behov for at tænke kreativt.

For stort fokus på fejlfinding

På spørgsmål fra salen om, hvordan der sikres en ensartet kvalitet på tværs, sagde Christian Budde:

»Der er en væsentlig tillidsdagsorden i det her. Vi skal stole mere på, at medarbejderne bruger deres tid klogt i forhold til borgerne. Systemet er i dag for fastlåst, og i kommunerne vælter vi os i tilsyn. Mon ikke vi kunne nøjes med ét tilsyn?«

Heino Knudsen fulgte trop:

»En af udfordringerne i det danske sundhedsvæsen er, at vi er så fokuserede på at finde fejl. Det er selvfølgelig godt, at vi har Styrelsen for Patientsikkerhed, der skal være borgernes vagthund, men det er ikke godt, hvis det fører til både defensiv medicin og defensiv ledelse«.

De to politikere var enige om, at sundhedsvæsenet skal blive bedre til at lære af og implementere de gode tiltag, der understøtter nærhed og sammenhæng.

»En af udfordringerne er, at det er svært at få gode tiltag skaleret både inden for og mellem regionerne. Det kan være svært at trænge igennem med nye måder at gøre tingene på.

En af udfordringerne er også, at vi har mange projekter i gang. Vi bør have færre projekter, der så til gengæld følges til dørs«, sagde Heino Knudsen, mens Christian Budde erklærede sig dybt misundelig på et nærheds- og sammenhængsprojekt fra Region Hovedstaden, som var et af flere eksempler på speciallægernes virketrang, der forinden var blevet fremlagt for årsmødet.