Skarp og satirisk lægeroman

På forsiden af bogen hænger der en abe i en gren over et cafebord, og bagsideteksten lover, at dette er »en lægeroman«. Grebet af de værste anelser påbegyndte jeg læsningen af norske Nina Lykkes prisvindende roman »Næste!«. For hvordan er det muligt for en, der ikke er læge, at ramme tonen om livet i almen praksis bare nogenlunde rent?

Men allerede et citat af Domenico Starnone, som står på titelbladet, stemte mig mildere: »Bag vores pæne dagligliv er der en vild og primitiv ånd vi lader som om vi ikke ser, en energi, der giver vores kød liv og med jævne mellemrum knuser selv de mest fattede menneskers fatning«. Now we are talking. Forfatteren må på en eller anden måde have forstået, hvad der sker i almen praksis, Norge eller Danmark ufortalt.

Og dette er rent faktisk en glimrende roman både til en regnfuld sommerdag eller hvor som helst, man måtte have brug for kvalificeret, velskrevet underholdning. Det er sjældent, at jeg ikke kan holde latteren tilbage under sololæsning af en bog, men det skete flere gange her. Så giftigt morsom og besk er fortællingen om den midaldrende praktiserende læge Elins liv med de forkælede patienter i Oslo.

Elin bor i den politisk korrekte forstadsghetto, Grenda, sammen med sin ortopædkirurgmand Aksel, som er fanatisk langrendsentusiast, da ungdomskæresten Bjørn ud af det blå dukker op som venneforslag på Facebook. Uden egentlig at ønske en radikal ændring i sin tilværelse trykker Elin ved en fejl på venneanmodningen. Og derefter slutter hendes rutineprægede hjemmeliv, hvor mindet om strabadserne i klinikken dagligt mildnes af lidt for meget Chablis i et lidt for stort glas, mens Aksel er ude på rulleski.

I konsultationen lytter Elin tålmodigt til alle de genkendelige karakterer: mand født i 1987, kvinde født i 1980, det midaldrende par, hestehalemanden og mange flere. Alle har store forhåbninger til, hvad lægen kan tilbyde: sygemeldinger, MR-skanninger af forvredne knæ, abort fordi graviditeten kom på tværs af en længe planlagt udenlandsrejse, et fælles barn, selvom det aldrende, nyforelskede par allerede har fem børn tilsammen osv. I et indre kommentarspor får de alle læst og påskrevet med en sønderlemmende, præcis humor, og efterhånden som Elin, båret af sin egen fortvivlede situation, slækker lidt på selvkontrollen, ryger der også finker af panden direkte ud til patienterne selv. Det er svært ikke at føle lidt forbudt skadefryd, når hun sender en særligt velplaceret verbal svada af sted, uanset om den når modtagerens ører eller ej.

Også kollegerne får solide skud for boven: oprøreren alias seniorlægen, som er mest interesseret i at høre sig selv tale højt og længe om sine forestående ferierejser, og finansmanden, der har det højst tilladte antal patienter og kun gider at deltage i samtalerne, hvis de handler om penge.

Og om svigerforældrene hedder det, at »forurettelse og indignation er deres erotiske område«. Tag den!

Humoren fungerer kun så godt, fordi den udfoldes på en baggrund af ægte sympati for det menneskelige vilkår og ledsages af passager, hvor også smertefulde lag i karakterne afdækkes.

Eksistensen på godt og ondt ligger således blotlagt i det felt, hvor Elin forsøger at finde et bæredygtigt ståsted både som læge og som privatperson. Samtidig er bogen et kærligt svirpende portræt af et samfund med meget store forventninger til, hvad det er muligt for den enkelte at opnå.

Læs den!

Læs flere anmeldelser her.