05.45 Står op og gør klar. Jeg tager bus og letbane til AUH og er der i god tid, så jeg kan nå at klæde om og få overblik over dagens program og fødegangen, inden morgenkonferencen starter kl. 7.45. Vi ser flere gravide med kompliceret sygdom som f.eks. cancer eller hjertesygdom, fordi vi i dag er så gode til at behandle deres sygdomme. For 20-30 år siden blev de slet ikke gravide.
08.15 Morgenundervisning med to lydforskere. De har skabt en lydrejse til familier, der har mistet et spædbarn – enten i graviditeten eller umiddelbart efter. De har lavet en »kuffert« med natbriller, høretelefoner og lydspor, hvor man får mulighed for at trække sig ind i sig selv og sin sorgproces. Det er rigtig spændende og et led i de mange tiltag, vi har, for at støtte familierne.
08.45 Gennemgår med børnelægerne de ekstremt præterme børn og de meget syge spædbørn. Vi gennemgår også en gravid kvinde, som jeg har set flere gange i ambulatoriet. Hun er diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse og lupus. Her er der både polyfarmaci, blodfortyndende medicin og psykofarmaka at tage højde for. Det kan bl.a. give udfordringer i den neonatale fase for barnet på grund af abstinenser og øget risiko for respirationsinsufficiens og transitionsproblemer.
09.15 Jeg er bagvagt og bliver kaldt ned på fødeafdelingen til en patient, der er 36+2 med tegn på præeklampsi. Hun har forhøjet blodtryk og en lille smule påvirket biokemi. Jordemoderen har anbefalet hende at blive indlagt til blodtryksregulering og monitorering. Men hun vil hverken tage medicin eller indlægges. Jeg bliver kaldt ned for at mægle.
Svangerskabsforgiftning kan udvikle sig meget hurtigt og aggressivt, men kan også være en langsomt progredierende tilstand. Det kan vi ikke vide, før vi har set hende an over tid. Efter en god snak går hun med til at tage blodtrykssænkende medicin, men hun nægter at være indlagt. Hun får i stedet et apparat med hjem for selv at måle blodtryk.
Da jeg var ny bagvagt, kunne det godt give mig lidt ondt i maven, at sådan en kvinde gik hjem. Men i dag er jeg mere afklaret. Jeg kan forklare hende risici, så godt jeg kan, men jeg kan ikke tvinge hende. Indtil barnets fødder er ude, er det morens autonomi, der vinder. Vi ser en stigende gruppe af fødende, som ikke ser os sundhedspersoner som en faglig kapacitet, der vil dem og deres børn det bedste. Det synes jeg, er hårdt. Det går især ud over jordemødrene, som skal lægge øre til rigtig meget.
10.15. Jeg går ned på vores afsnit for gravide for at gå stuegang. Vi har fem senge til alle indlagte gravide, der hører til AUH, så vi har kun de allermest syge indlagt. Det hænder, at vi har gravide indlagt overalt i huset. Lige i dag er der syv indlagte – så en er på fødegangen og en på akutmodtagelsen.
10.35 Jeg bliver kaldt akut til fødeafdelingen, hvor der er blødning. Forvagterne skal ringe, hvis de er det mindste i tvivl, og på en typisk dag bliver jeg kaldt til fødegangen 3-12 gange. Der sidder et stort stykke moderkage tilbage derinde. Vi får patienten over på operationsgangen og laver en intrauterin palpation, og det får stoppet blødningen. Hun ender med at miste 2.200 ml blod. Jeg hjælper forvagten med at sy bristningen.
11.15 Tilbage på afsnit for gravide – jeg har nået at sætte mig ind i de første to patienter, da jeg bliver kaldt over i akutmodtagelsen, hvor jeg skal hjælpe med en cervixskanning. Der er en flot, lang lukket livmoderhals, så patienten går hjem igen.
11.40 Jeg taler med en meget sårbar kvinde med truende for tidlig fødsel. Hun er meget nervøs og helt sikker på, at i dag føder hun. Det er hun næsten hver dag. Jeg sætter mig ved hende og begynder så småt at varsle, at hun skal hjem igen. Hun er meget bange og vil helst blive, men vi har ikke senge til alle. Det er særligt kvinder som hende, der kryber ind under huden på mig. Hvor ville jeg ønske, vi socialt kunne gøre mere.
»Under presseveerne bliver jeg råbt lidt ad imens. Jeg er blevet kaldt alverdens ting og sager«Maria Cathrine Schmidt, overlæge på afdelingen Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital
12.15 Fødegangen kalder igen. Der er en patologisk hjertelyd hos barnet. Barnet står sådan, at vi kan lægge en sugekop, men stadig ret højt. Jeg lægger en hård kop og får forløst barnet hen over tre veer. Babyen er rigtig fin, men med påvirket navlesnors-pH-værdi svarende til, hvordan hjertelydskurven var, så det var rigtig godt, at vi fik barnet ud. Under presseveerne bliver jeg råbt lidt ad imens. Jeg er blevet kaldt alverdens ting og sager. Nævn et bandeord, og jeg er sikkert blevet kaldt det. Et godt eksempel på støjniveauet på en fødestue er, at jeg faktisk engang sprang min venstre trommehinde, fordi jeg stod og holdt et ben i forbindelse med en fødsel.
13.00 En af mine patienter med cancer har født i går. Jeg går over på barselsafsnittet og ser til hende, fordi jeg sammen med onkologen skal have lagt en plan for, hvornår hun kan starte kemoterapi. Jeg gør status med hende og hører om fødslen. Det er vigtigt at vide, f.eks. hvor meget blod hun har mistet, i forhold til om hun har nok blod til at opstarte behandlingen, men de skal også have lov til at være i glæden over at have fået en fin, rask baby, så det er en balancegang mellem glæde og koordinering.
14.00 Snupper en rugbrødsmad og går stuegang med den i hånden. Jeg må sluge den hurtigt, for der bliver kaldt akut kejsersnit fra fødegangen. Forvagten har taget en skalp-pH-måling på grund af påvirket hjertelydskurve. Den er 7,17, og hun er 8 cm åben. Det er et grad 2-kejsersnit, som betyder, at vi skal have barnet ud inden for 30 minutter. – Vi når det på 22. Baby skriger og har det godt. Mor har mistet 1.200 ml blod. Det er okay. En kvinde, der lige har født, kan bløde rigtig meget og hurtigt, men kan også tåle et større blodtab end ikkegravide.
15.30 Det har været en god dag. Jeg sætter mig på mit kontor og får skrevet de sidste ting færdigt. Jeg smider »hospitalspyjamassen« og klæder om på kontoret. Det kan jo være et lidt beskidt arbejde, så nogle gange må den skiftes oftere.
16.30 Jeg finder letbanen. Jeg er generelt god til ikke at tage patienterne med hjem i tankerne. Men frustrationerne over rammerne fylder ofte. Jeg når faktisk aldrig alle mine opgaver i løbet af en dag. Når det er sagt, så har jeg verdens bedste arbejdsplads. Det er nogle fantastiske kollegaer, og hver dag er en fødselsdag – mindst en.
17.30 Hjemme og kan slappe lidt af. Jeg er så heldig at være gift med en kok, så maden behøver jeg sjældent at bekymre mig om. Vores børn er efterhånden ret store, og i øjeblikket har vi kun én boende hjemme.
19.30 Min mand vil nok sige, at jeg aldrig rigtig holder fri, for jeg sidder typisk med min computer og arbejder lidt ved siden af, at vi ser tv. Jeg samler bl.a. op på de opgaver, jeg ikke har nået i løbet af dagen, er klinisk hovedvejleder, driver lidt forskning ved siden af, ligesom jeg er ved at tage en master i offentlig ledelse.
