Skip to main content

»Når folk kommer her, er det som regel for sent«

Afghanistans sundhedsvæsen er så tyndslidt, at mange syg­domme ikke bliver opdaget og behandlet. Det mærker de på Røde Kors’ ortopædiske center i Kabul, hvor man ud over krigs­ofre tager imod mange patienter, der let kunne være undgået.
ICRC Orthopaedic Centre i Mazar-i-Sharif, i det nordlige Afghanistan. Foto: Andrew Quilty
ICRC Orthopaedic Centre i Mazar-i-Sharif, i det nordlige Afghanistan. Foto: Andrew Quilty

Nanna Muus Steffensen, nanna.muus.steffensen@gmail.com / Foto: Andrew Quilty, andrewquilty@gmail.com

21. maj 2019
9 min.

Det er 29 år siden, at de mødtes første gang, italienske Alberto Cairo og afghanske Najmuddin Helal.

»Vi var begge to nogenlunde unge dengang«, siger Najmuddin Helal med et smil på sit kontor, der ligger dør om dør med Albertos.

Alberto Cairo kom til Afghanistan fra Italien som udsendt til det ortopædiske center, som nyligt var åbnet af ICRC, Den Internationale Røde Kors Komité.

Najmuddin Helal var kommet til centeret som patient. Som 18-årig kørte han over en landminde og mistede begge ben. Efter det fulgte fem mørke år, hvor han sad på en stol foran familiens hus fra morgen til aften, som et pejlemærke når naboer skulle give rutevejledninger til deres gæster. Når Najmuddin prøvede at finde arbejde, blev han afvist igen og igen, og familien havde mistet håbet om, at deres ældste søn kunne hjælpe med at forsørge dem.

Hver tredje måned rejser 8-årige Zarsanga 3 timer i bus fra Ghazni til ICRC ortopædiske centre i Kabul, hvor lægerne arbejder på at få hende til at gå igen. Hun mistede sin fod, da sprængstykker fra en raket ramte hendes venstre ben i 2016. (Foto: Andrew Quilty)

Efter nogle år kom Najmuddin til ICRC’s protesecenter som patient. Da han dristede sig til at spørge om et job, var tonen helt anderledes.

»Næste dag, det var den 1. september, sagde fysioterapeuten, at jeg skulle stille mig op på bordet og vise de andre patienter øvelserne. Mit arbejde startede den dag«, husker Najmuddin med glæde. Siden kom han i lære, og få år senere blev han ansvarlig for hele centeret her i Kabul, et af syv centre landet over.

Flere afghanere har i dag mulighed for at komme til en læge end under Talibanregimet i 1990’erne, men sundhedsvæsenet er så nedslidt, at mange læger ikke kan give den nødvendige behandlinger. Det ser de konsekvenserne af her på centeret i Kabul. Hver eneste dag er der patienter, hvis problemer helt kunne være undgået, hvis de var blevet opdaget og behandlet tidligere.

»Det største problem er, at vi ikke har assistance fra det offentlige sundhedsvæsen«, siger Alberto Cairo, programchef i ICRC.

»Helt essentielle ting bliver bare ikke gjort, og det skaber så de problemer, som vi ser her på centeret. Mange, mange handikap kunne være forebygget med mere viden og et velfungerende sundhedssystem, men det er ikke tilfældet her i Afghanistan. Intet bliver gjort for at forhindre ting, som så utrolig let kunne være undgået«, siger Alberto Cairo.

Det er især patienter med ubehandlet skoliose, hoftedysplasi, klumpfod og celebral parese som kommer til centeret, når det er for sent, fortæller Alberto. Og så er der de mange patienter, som kommer med enorme liggesår, som de har fået enten på et offentligt hospital, eller fordi de er blevet sendt hjem, uden at familien er blevet instrueret i den nødvendige pleje.

»Så kommer patienterne her til os. Vi har nu en særlig afdeling for dem, selv om vi ikke er et hospital. Det er en anden udfordring: Vi er nødt til at gøre ting, som ikke hører under vores felt«, siger Alberto.

Mangel på forebyggelse

Det er især manglende fokus på forebyggelse og simpelthen mangel på kapacitet og midler, der er skyld i, at mange sygdomme og skavanker ikke bliver behandlet i tide, mener han.

»I Italien og Danmark bliver børn screenet, så snart de er født, hos skolelægen og så videre. Hvis man finder noget, der er galt, går en behandling straks i gang. Her er der ingen, der gør den slags. Når folk kommer her, er det som regel for sent«, siger Alberto.

»Du gør det bedste, du kan. Der er tidspunkter, hvor jeg er nødt til at sige 'beklager, jeg kan ikke gøre mere for dig' vel vidende, at i andre lande er der mulighed for behandling. Det er meget trist. Vi har masser af den slags patienter, hver eneste dag«, fortæller Alberto Cairo.

Najmuddin Helal (venstre) er grundlæggeren af the International Committee for the Red Cross’ orthopædiske center i Kabul (ICRC). Til højre direktør Alberto Cairo, foran et af centrets træningsområder. Centret blev etableret for tredive år siden.

Arbejde, der aldrig slutter

På sofaen på hans kontor ligger hans sorte kat, Rita den syvende. Efter 29 år i Afghanistan er det blevet til en del. Da Rita den syvende vågner, henter Alberto kattemad, som står på en hylde i en reol fyldt med ringbind, nogle af dem går flere årtier tilbage. På væggen hænger et falmet kort over Afghanistan, og uden for vinduet passerer kvinder i burkaer, børn og mænd frem og tilbage. Centeret er bygget op af en række aflange huse, som ligger på stribe. For enden er den seneste tilføjelse: En stor hal, hvor landsholdet i kørestolsbasketball træner, både mænd og kvinder.

»Alberto har været her så længe, at folk nu ser ham som afghaner. Han er højt respekteret, en person der virkelig brænder for at hjælpe dem, der trænger. Han kan ikke slippe af med os, det tillader hans sjæl ham ikke«, siger Najmuddin Helal om sin mangeårige kollega.

Alberto Cairo sætter kattemaden på plads og skænker safrante op fra en termokande.

»Jeg har lært så meget her. Hvis jeg skal sammenligne, hvad jeg har fået af Afghanistan, og hvad jeg har givet, så har jeg fået meget mere. Her føler man sig nyttig«, siger Alberto, som har en bror og en søster i Italien.

»Min familie er de 175.000 mennesker, som er registreret i vores program. 80.000 her i Kabul«, siger Alberto, mens han slår ud med hænderne.

»Ud af de 175.000 registrerede, kommer mindst 110.000 personer mindst en gang om året til et af vores centre for at få behandling. Det er et arbejde, der aldrig slutter«, siger Alberto Cairo.

#GALLERY

Hjem uden ben

Hans kollega Najmuddin Helal er en af de mange, som er registreret i de ringbind, som dækker væggene fra gulv til loft i centerets modtagerum. Najmuddin slår ud med armen mod den ene endevæg.

»Mit navn står her også. Jeg er patient nummer 34«, fortæller han, imens han går sin daglige runde på centeret klokken 10 for at hilse på personalet og patienterne.

En ældre mand er ved at blive registreret med håndskrift. Udenfor i vintersolen ligger patienter med liggesår; det er godt for dem at få lidt frisk luft og sol til sårene, fortæller Najmuddin. Indenfor er kvinder og børn i gang med at lære at bruge deres nye benproteser, fysioterapeuterne, der instruerer, er selv amputerede. Når der er stille, kan man høre, at det også knirker fra Najmuddins benproteser, når han går.

Najmuddin var 18 år gammel, da han kørte over en landmine. I dag kan han stadig ikke huske, hvad der skete, men han husker, at han vågnede op på hospitalet. Der var jordskælv, og alle løb rundt på stuen for at finde dækning, men han kunne ikke. Det var der, han opdagede, at der var noget galt.

Najmuddin tilbragte et år på hospitalet for at komme sig over sine skader, som ud over dobbeltamputerede ben talte store liggesår og luftvejsproblemer.

»Det var ikke let for mig at tage hjem til min familie uden ben. Jeg tog jo afsted med ben, så hvordan skulle jeg kunne komme hjem uden«, siger Najmuddin, som i dag er i begyndelsen af 50’erne.

Hans far fik købt et par proteser, som Najmuddin kunne gå hjem på, bare nogle få skridt. Det betød alverden for den unge mand. I dag har hans mor stadig aldrig set ham uden ben. Efter ulykken fulgte der fem mørke år, hvor Najmuddin ikke lavede andet end at sidde foran familiens hus.

»Folk med handikap bliver ikke udstødt af familien eller samfundet, men problemet er, at forventningerne til dem helt forsvinder. Når der ikke er nogle forventninger til dig, er du heller ikke vigtigt, for du bliver ikke set som en, der kan hjælpe med at forsørge. Du er en byrde. Familierne tror ikke, at en person med handikap kan arbejde, og arbejdsgiverne giver dem ikke chancen«, siger Najmuddin.

I dag er op mod 97 procent af de ansatte her på centeret selv amputerede eller har andre former for handikap.

»Det hjælper de nye patienter, når de kan se andre, som har lært at leve helt fint med deres handikap«, siger Najmuddin. Morgenrunden er ved at være slut, og han er tilbage på sit kontor. Centeret er omkranset af en mur, og ved porten er der vagter, men her er ingen pigtråd, metaldetektorer eller høje betonmure, som store dele af Kabul ellers er pakket ind i.

I februar 2017 blev seks ICRC-ansatte dræbt og to kidnappet, imens de var på vej for at bringe hjælp ud. Syv måneder senere blev en ansat skudt og dræbt på et rehabiliteringscenter i den nordlige by Mazar-e-Sharif. I december 2016 blev en ICRC-ansat kidnappet i en anden del af landet. Efter de mange episoder besluttede organisationen af sikkerhedshensyn at skære betydeligt ned på sin tilstedeværelse i Afghanistan.

»Jeg kan ikke sige, at jeg ikke er bange. Men hvad der vil ske, vil ske. Hvis nogen virkelig vil angribe, kan intet forhindre det«, siger Najmuddin.

Centrets åbenhed er i sig selv en slags sikkerhedsinstallation: Det er vigtigt at alle kan se, at stedet er til for befolkningen, og at alle føler sig velkomne som patienter, forklarer Najmuddin.

I 2017 angreb tungt bevæbnede gerningsmænd et militærhospital midt i Kabul. Mindst 50 patienter, pårørende og ansatte blev dræbt. En gren af terrorgruppen Islamisk Stat tog ansvaret for angrebet.

Den konstante trussel om et angreb her har ikke fået Najmuddin Helal til at overveje at finde et andet arbejde.

»Når jeg ser en patient, som kom kravlende herind, gå hjem oprejst, ligesom jeg selv gik hjem oprejst, så giver det mig sådan en energi. Så føler jeg mig ung, selvom jeg ikke længere er det«, siger han.

Faktaboks

Fakta