Skal der laves en national kvalitetsplan som en del af sundhedsreformen? Ja. Skal det være Sundhedsstyrelsen, der beskriver det faglige indhold og standarderne i de kommunale sundhedstilbud, som styrelsen gør det nu i det regionale sundhedsvæsen? Ja. Skal der være tale om bindende krav til kvaliteten i tilbuddene i det nære sundhedsvæsen? Ja. Skal der laves en afklaring af ansvars- og opgaveplacering under de forskellige lovgivninger? Ja. Skal der sikres et bedre dataflow, så sundhedsoplysninger om patienterne er til rådighed for dem, der har brug for dem, når de har brug for dem? Ja.
Der kunne umiddelbart sættes en række centrale flueben forud for den kommende tids politiske forhandlinger om den længe ventede sundhedsreform, da de store aktører på sundhedsområdet mandag holdt topmøde under overskriften ’Ingen sundhedsreform uden en national kvalitetsplan’.
Bag mødet stod Lægeforeningen sammen med FOA, Dansk Sygeplejeråd, KL og Danske Regioner, og indkaldt til at være de politiske modtagere af budskaberne var tre af de sundhedsordførere, der skal sidde med i den kommende tids forhandlinger om reformens endelige udformning.
Og det er, som ordstyreren indledte med at sige, ikke til at opdrive en politiker, der er imod en national kvalitetsplan, og de tre tilstedeværende ordførere – Martin Geertsen (V), Stinus Lindgreen (R) og Rasmus Horn Langhoff (S) – var et langt stykke hen ad vejen også enige i de krav og forventninger, de blev mødt med. Ud over debattører fra arrangerende organisationer talte de også to repræsentanter fra patientorganisationerne.
De første bemærkninger til ordførerne kom dog fra et panel sammensat af topmødearrangørerne. Anders Kühnau, formand for Danske Regioner, bemærkede, at alene et tal fra 2020, der viste, at 53.000 indlæggelser kunne være undgået, understreger behovet for at ændre på tingenes tilstand. Det handler om det nære sundhedsvæsen, ja, men det er kvaliteten, det handler om, sagde han.
Martin Damm, formand for KL, tilføjede, at det handler om at lave en plan, der sikrer, at det nære sundhedsvæsen bliver justeret, så det passer til den eksisterende sygehusstruktur – en plan, man har forsømt at lave, selvom udviklingen hen imod de specialiserede sygehuse har stået på i årtier.
Grethe Christensen fra Dansk Sygeplejeråd pegede på, at det handler om at opbygge kvaliteten i kommunernes tilbud, mens sektorformand i FOA Torben Hollmann understregede behovet for at definere, hvad de kommunale tilbud kan, skal og må – ikke mindst i forhold til alle de borgere, hans medlemmer passer i borgerens eget hjem – og så sikre, at redskaberne til at løse opgave er til stede.
Lægeforeningen formand, Camilla Rathcke, sagde indledningsvis, at der ikke er nogen vej uden om at skabe sammenhæng i kvaliteten i det samlede patientforløb – og at kvaliteten lokalt selvfølgelig skal mødes med samme standarder som regionalt:
»Vi skal betragte kvaliteten i de kommunale sundhedstilbud med samme selvfølgelighed, som vi gør på sygehusene«, sagde hun.
Det er derfor afgørende, at Sundhedsstyrelsen ligesom på det regionale område skal beskrive kvaliteten i de sundhedsopgaver, kommunerne skal løse: Hvilke tilbud og mål skal der være, hvilke faggrupper og kompetencer skal der være til stede. Og styrelsen skal ’håndfast’ kunne holde øje med kvaliteten og med snitfladerne i opgaveløsningen.
»Er det sundhedsopgaver, der løses, så skal det høre under sundhedslovgivningen«, sagde hun.
Netop afklaringen af opgave- og ansvarsplaceringen under henholdsvis sundhedsloven, serviceloven og ældre var et felt, flere af debattørerne berørte, og Anders Kühnau pegede på, at det ikke skal handle om at flytte opgaver én til én, men om at ændre opgaveløsningerne, så de bliver mere præget af samarbejde og koordinering, og Camilla Rathcke sagde tilsvarende, at det ikke bare handler om at flytte nogle opgaver fra sygehusene til kommunerne, men om at se på den samlede sundhedsfaglige kapacitet. Hvordan inddrages de praktiserende læger og de praktiserende speciallæger for eksempel i den samlede indsats?
Panelet fik derefter lov til at give de tre politikere et par gode råd til, hvad de skal huske under de kommende forhandlinger, og ikke overraskende var det første, der blev sagt: finansieringen. Uden den sker der ikke noget, lød det – og den samlede regning stiger blot, hvis der ikke bliver investeret nu.
Flere pegede også på et skrigende behov for at sikre bedre deling af data, så sundhedspersonale på tværs at sektorer får hurtig adgang til basale og essentielle oplysninger om sygdom og medicin.
Camilla Rathcke rådede de tre politikere og deres kolleger i forhandlingerne til at »prøve at se på, hvor meget kvaliteten er steget i behandlingerne på sygehusene«, fordi der er blevet arbejdet og udviklet efter en samlet plan. Samme tilgang bør man anlægge, når det handler om at sikre høj kvalitet i de kommunale tilbud til KOL-patienter og patienter med hjerneskader, sagde hun.
Så blev det politikernes tur, og Martin Geertsen lagde ud med at pege på det brede forebyggelsesområde, som efter hans mening »sejler ude i kommunerne«, og så var han åben over for ønsket om at sætte Sundhedsstyrelsen for bordenden i forhold til kvaliteten i det nære sundhedsvæsen:
»Kommunerne er en del af et samlet sundhedsvæsen, så det er naturligt«, sagde han.
Stinus Lindgreen var enig, mens Rasmus Horn Langhoff nøjedes med at sige, at »det kan meget vel være, men at det ikke er et mål i sig selv« at give Sundhedsstyrelsen flere beføjelser i forhold til kommunerne.
Martin Geertsen vil gå til forhandlingerne med ønsket om at »få hævet konkretiseringsniveauet« i forhold til at definere kvaliteten for at sikre høje og tydelige krav, og så vil have en prioriteret tidsplan for, hvordan hele opbygningen af de kommunale indsatser skal gribes an. Til det konstaterer Rasmus Horn Langhoff som repræsentant for regeringspartiet blot, at det også ville være mærkeligt, hvis ikke en regering blev mødt med de krav.
Og så var det ellers noget af en tilståelsessag, da de tre politikere skulle kommentere på ønsket om bedre og nemmere deling af data. Ingen kunne forklare, hvorfor der ikke er sket noget på området, og ja, problemet ligger på Christiansborg, lød det. Men skal det lykkes at binde opgaveløsningen sammen på tværs af sektorerne til gavn for patienterne, er det en selvfølge, at det problem skal løses, lød det samstemmende fra de tre i noget, der mindede om et håndslag på, at nu skal det være.
Fra patientorganisationerne lød der som fra arrangørerne ønske om, at kommunerne skal forpligtes på kvaliteten i de opgaver, det nære sundhedsvæsen skal løse – og så skal der skabes langt mere sammenhæng.
Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen, henviste en nylig undersøgelse, foreningen har lavet, hvor 70 procent af de adspurgte angav, at de selv – og ikke en sundhedsfaglig tovholder – stod for koordinationen af deres egen behandling i de forskellige instanser. Og Klaus Lunding, formand for Danske Patienter, understregede, at der ikke automatisk er lighedstegn mellem nærhed og kvalitet – og at det selvfølgelig er den sidste, der skal veje tungest.
Det gav Anders Kühnau fra Danske Regioner ham i den afsluttende panelrunde medhold i – men sagde, at det, at der vigtigt for nogle borgere, der måske skal til hyppige kontroller, at afstandene er små.
Christina Krzyrosiak Hansen, der er formand for KL’s social- og sundhedsudvalg, pegede på, at rekrutteringsproblemet overskygger de økonomiske aspekter – uden de rigtige hænder og kompetencer kan ingen af tingene lade sig gøre, sagde hun og bad de tre landspolitikere om at tænke det ind i forhandlingerne. Torben Hollmann og flere andre pegede desuden på et stor behov for at få defineret meget tydeligt, hvilke opgaver kommunerne skal løse og – ikke mindst – hvilke de ikke skal løse. Christina Krzyrosiak Hansen sagde »ja tak til fælles kvaliteter og til en fælles plan – men der skal være plads til, at kommunerne løser opgaver forskelligt«, og der skal være plads til personalet faglighed i opgaveløsningen, anførte hun.
Camilla Rathcke ville på falderebet gerne aftvinge de tre politikere et helt klart svar på, at kvalitetskravene til kommunerne skal være bindende og sagde, at hun »synes, det ville være helt mærkeligt«, hvis ikke Sundhedsstyrelsen får ansvaret for kvalitetstandarderne, og for at kvaliteten er på plads.
Som noteret indledningsvist er det svært at opdrive en politiker, der er imod en national kvalitetsplan, og Martin Geertsen sagde i sin afsluttende bemærkning, at »det er det allervigtigste i reformen i forhold til sammenhæng og kvalitet«. Han havde dog også tidligere på eftermiddagen sagt, at han er »ret sikker på, at det her kun bliver sundhedsreform 1.0« – man kan ikke få det hele med på én gang, så der kommer nye runder, sagde Martin Geertsen.
Stinus Lindgreen svarede for sin del to gange ja på spørgsmålet fra Camilla Rathcke: Ja, der skal være tale om bindende krav, og ja, Sundhedsstyrelsen skal ind over i definitionen af standarderne. Men mens landspolitikerne og Sundhedsstyrelsen skal definere opgaven, skal kommunerne løfte opgaven også på tværs af kommunegrænserne, sagde han. Og Rasmus Horn Langhoff, der tidligere havde tøvet lidt i forhold til det sidste, svarede ligeledes, at »vi bliver nødt til at sætte standarder for hele landet«, sagde han.
Læs de arrangerende organisationers fælles pressemeddelelse her
