Nattesøvnen og striberne på navnekortet

Da Charlotte Ringsted i slutningen af maj trådte op på scenen for at modtage Lægeforeningens Uddannelsespris, kom hun stort set direkte fra en lille uge på cykel i det sydfynske. Det var hende, der havde arrangeret turen for en vennegruppe, og vejret havde heldigvis været med dem.

Og det der med at arrangere og skabe retning er på sæt og vis karakteristisk for den tre årtier lange indsats, hun modtog prisen for.

»Som underviser, forsker, leder og mentor har Charlotte Ringsted gennem årtier sat et afgørende aftryk på lægeuddannelsen i Danmark. Generationer af læger er blevet bedre til deres fag og bedre rustet til mødet med patienterne på grund af Charlotte Ringsteds indsats for medicinsk uddannelse. En indsats, som har betydet, at medicinsk uddannelse er et fagfelt i sig selv«, lød det anerkendende fra Lægeforeningens daværende formand, Camilla Rathcke, da hun uddelte prisen til »en pioner«.

Da cykelturen ikke sådan lige kunne laves om på, når man er turansvarlig, mødte Ugeskrift for Læger prismodtageren til et interview i hendes hjem i Lyngby, før hun skulle ud at trampe i pedalerne. For hvordan endte hun, hvor hun gjorde? Hvad trak hende fra den mere gængse lægegerning over i forskning i selve uddannelsen af læger? Og hvordan blev hun læge i første omgang?

Det har, siger hun til en start, »på ingen måde være en snorlige vej – slet ikke«.

Men den har ført hende fra at stå som nyudklækket læge over som professor i medicinsk uddannelse at have beklædt en række centrale positioner i arbejdet med lægelige uddannelser både herhjemme og i udlandet, til hun de de sidste år af arbejdslivet op til pensionen var prodekan for uddannelse på Aarhus Universitet, hvor hun fortsat er professor emeritus.

Anæstesiologi – hvad er det?

Egentlig er Charlotte Ringsted ud af en klassisk lægefamilie: Far var læge, og mor var sygeplejerske. Men »jeg vidste ikke, hvad jeg skulle være«, siger hun.

»Jeg havde store problemer med at finde ud af, hvad jeg skulle. Det er jo et svært valg, og det kan jeg se, at det også er for de unge i dag. De tror, det er verdens ende, hvis man ikke vælger det helt rigtige i første hug – men det er det jo ikke«.

Selv søgte hun ind på universitetet i Odense, hvor man dengang havde en basisuddannelse, der indeholdt både biologi, fysik og matematik og medicin, og gik på den et år, før valget så faldt på medicinstudiet.

At det senere blev anæstesiologien, der blev hendes speciale, »var også tilfældigt«.

»Da jeg blev færdig som læge i 1978, var vi for mange læger, og det var svært at få et job. Jeg var højgravid med mit andet barn og ville være sikker på at få et job og kunne blive i byen med mand og børn, så jeg sendte 50 ansøgninger ud til alle mulige steder – og fik et vikariat på anæstesiafdelingen.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, hvad det var, for det var ikke et fag, der fyldte særlig meget på studiet. Altså, man havde jo kirurgi og så, hvad anæstesiologerne lavede, men jeg tror, at vi gik med dem en uge eller sådan.

Men jeg fik altså tre måneder på anæstesien, og det viste sig at være helt utroligt spændende, fordi anæstesien også dengang havde en fantastisk oplæring. Det er jo et »farligt« speciale – du kan meget hurtigt gøre noget galt, så folk dør. Så der er en meget tæt oplæring af de nye og de yngre læger«, fortæller Charlotte Ringsted – og tilføjer så med et smil:

»De seniore lægers incitament til at lave den gode oplæring var selvfølgelig den kultur, der var i specialet – men altså, noget handlede også om deres egen nattesøvn: Jo bedre de var til at lære os op, desto mere fik de selv sovet om natten som bagvagter. Så jo, de holdt hinanden op på, at det skulle gøres ordentligt.

Fra klinikken til direktionsgangen

Efter barsel »shoppede« hun med egne ord rundt og prøvede mange andre specialer.

»Jeg skulle jo have min turnus, og det var noget, man stykkede sammen med vikariater her og der. Men jeg fandt ud af, at jeg passede bedst til anæstesien og søgte tilbage«.

De anæstesiologiske barnesko blev trådt i Odense, inden hun fik en toårig kursusstilling, som sendte hende rundt på hospitalerne i det gamle København Amt – kaldet Ringvejsklinikkerne – inden hun endte på Rigshospitalet og blev speciallæge.

Og her tog Charlotte Ringsteds lægeliv kort tid efter den drejning, der førte til hendes mangeårige arbejde med de lægelige uddannelser, selv om hun lige fra studietiden havde været involveret i uddannelse og kurser.

»Da jeg kom til Rigshospitalet, havde Christian Nissen som administrerende direktør iværksat centerdannelsen. Det fik mange til spørge, hvad der så skulle ske med uddannelsen, og hans svar var at oprette en stilling til en direktionslæge for uddannelse.

Der var så en af mine kolleger, der sagde, ,hvorfor søger du ikke den?’. Og så tænkte jeg, det kunne jo være meget sjovt at beskæftige sig med i arbejdstiden – for alt det med forskning og uddannelse lavede man jo i sin fritid dengang.

Så jeg søgte stillingen og fik den. Så der sad jeg på direktionsgangen og havde pludselig at gøre med uddannelserne inden for alle specialer og den prægraduale uddannelse. Det var både spændende og sjovt«, siger Charlotte Ringsted.

Og her spillede oplevelsen af oplæringen i hendes eget speciale ind:

»Jeg kunne godt se på de andre specialer, at der var oplæringen ikke helt så god, og jeg syntes, at der var noget at gøre for især den postgraduate uddannelse og den kliniske oplæring af de yngre læger«, siger hun.

En helt ny verden

Vejen til at gøre noget ved oplæringen gik via Holland og et sommerkursus i Maastricht om kliniske færdigheder.

»Clinical skills, som det hed. Jeg var simpelthen nødt til at slå begrebet op – jeg anede ikke, hvad det dækkede over. Men jeg tog derned, og der så jeg så et færdighedslaboratorium med simulerede patienter og dukker og så videre.

Det havde vi ikke i Danmark på det tidspunkt – altså, som i overhovedet ikke. Og det kursus fik mig at tænke, at det vel egentlig er det, der interesserer mig: oplæringen i lige præcis det. Så kurset viste sig at åbne en helt ny verden for mig«.

Hjemme igen mødtes Charlotte Ringsted med den daværende institutleder for klinisk medicin, og der »talte jeg uafbrudt i en halv time om det fantastiske, jeg havde set«.

»Og jeg spurgte ham, at hvis jeg kunne skaffe pengene, om det så ikke var noget, vi skulle lave. Det var han med på, og jeg fandt nogle millioner, og han skaffede lokaler: køkkenet og kantinen i bunden af Teilumbygningen – med terrazzogulv og fliser på væggene.

Der begyndte vi så at lave færdighedstræning – bl.a. med nogle simulerede patienter med en eller anden sygdom, og så skulle studenterne lære at kommunikere med dem. Det var første gang, at der var kommunikationstræning på den måde i studiet.

Det var tilbage i 1995, så det er selvfølgelig mange år siden, men det var altså ikke blevet adresseret på den måde før. Og det var muligvis også derfor, det var nemt at få bevilget penge til det, for de fleste patientklager handlede dengang om kommunikation«, konstaterer Charlotte Ringsted.

Stille – eksamen!

Nu følte hun selv, at hun stod ved en korsvej og et valg: klinik og patienter eller fordybelse i uddannelsesforskning og -ledelse. Hun valgte det sidste – og at udbygge »den hollandske forbindelse«.

»Man kan ikke være væk fra klinikken og slet ikke anæstesien for længe, for så ryger det ud af hænderne og hovedet på en, så jeg spurgte Christian Nissen, om han ville bevilge penge, så jeg kunne få en master i medicinsk uddannelse i Holland. Det ville han godt – hvis jeg lovede at blive på Rigshospitalet«.

Uddannelsen bestod af to gange seks ugers forløb i Maastricht og så ellers distanceundervisning. Eksamenerne blev afholdt på hendes kontor på Rigshospitalet med et »Stille – eksamen!«-skilt på døren og med sygeplejedirektøren som eksamensvagt.

»Det her var jo lang tid før Skype og sådan noget. Vi havde kun lige fået internet«.

Charlotte Ringsted fik sin master – men løftet til direktøren på Rigshospitalet blev brudt, da Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) efter sin dannelse i 1995 oprettede H:S Postgraduate Medicinske Institut (HSPMI), hvor Charlotte Ringsted fik stillingen som leder, og hvor studerende blev brugt som undervisere.

»Det var et friskt pust. De var meget initiativrige og blev meget dygtige«, fortæller hun.

Senere – i 2004 – blev HSPMI og det oprindelige færdighedslaboratorium slået sammen til CEKU, Center for Klinisk Uddannelse.

Internationale forbindelser

Da hun startede på HSPMI, »var der ikke så mange herhjemme, der beskæftigede sig med medicinsk uddannelse – ja, der var stort set ingen«, konstaterer hun.

I stedet opbyggede hun et internationalt fællesskab:

»Lidt tilfældigt stødte jeg på AMEE, den europæiske organisation for medicinsk uddannelse, og begyndte at tage til deres kongresser. Og samtidig var der Society of Directors for Research in Medical Education, som var et nordamerikansk foretagende. Igen noget, jeg bare faldt over på nettet, men jeg tænkte, det er vel det, jeg er – altså leder af forskning i medicinsk uddannelse – og de optog også internationale medlemmer, så jeg meldte mig ind.

De to ting gjorde, at jeg fra bunden fik opbygget et netværk med andre, der arbejdede med medicinsk uddannelse – ikke mindst i USA og Canada«, fortæller Charlotte Ringsted.

På den led fik hendes karriere to parallelle spor – et dansk og et internationalt. Men de internationale forbindelser fik stor betydning for ikke bare hende selv, men også en stribe af danske læger.

I AMEE sad hun i bestyrelsen i syv år og var på det tidspunkt godt i gang med sin egen forskning, og på hendes initiativ begyndte AMEE at invitere nogle af de mest fremtrædende forskere til kongresserne.

»Ellers var de præget af sådan noget med, at ,vi har en god idé her og en god idé der’ og nogle snakke om f.eks. de pædagogiske principper for oplæring – men ikke noget om decideret forskning i uddannelse«, fortæller hun.

Sammen med to professorer fra Maastricht og Toronto fik hun også etableret et kursus i forskning i uddannelse, som kørte i 16 år. Og det var også kollegaen fra Toronto, der senere spurgte, om ikke Charlotte Ringsted ville være leder af et verdens førende centre for forskning i medicinsk uddannelse, The Wilson Centre på University of Toronto.

Præmiepony med fribilletter

Og så sad hun »i et utal af udvalg«, og for hvert udvalg og komité man sad i, fik man en stribe på sit navneskilt til konferencerne.

»Der var en af de studerende, der tog et billede af mig med skiltet og sagde, at jeg lignede en præmiepony …«.

Men striberne på navneskiltet fik faktisk stor betydning for nogle af de studerende fra Danmark:

»Det viste sig nemlig, at jeg fik en fribillet til kongressen, hver gang jeg sad i et udvalg eller et råd, og det betød, at jeg måtte tage en anden med. Og for en studerende var det lidt billigere, og så kunne jeg have to med.

Så det endte med, at jeg havde ti studerende og noget personale med på kongres. Og det gjorde, at rigtig mange danske læger er blevet introduceret til kongressen. Der er fortsat ganske mange danskere med hvert år, og det har der været i mange år nu, så det er ringe, der har bredt sig«.

Lægerollerne

Hjemme i Danmark fik hun »lov til at boltre mig i den postgraduate uddannelse«, og det faldt sammen med tidspunktet for »den store reform« – speciallægereformen, der havde afsæt i den af Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet nedsatte Speciallægekommission, der fra 2000 arbejdede med reformen, der trådte i kraft fra 1. januar 2004.

Den kom til at betyde en grundlæggende ændring af speciallægeuddannelsen over mod en målstyret model, klinisk kompetencevurdering og indførelsen af de syv lægeroller, der skulle sikre tidlig specialisering og faglig bredde hos de yngre læger.

»Der designede jeg sammen med en kollega nogle programmer i anæstesiologien, og vi lavede en arbejdsgruppe, der bestod af folk fra hele landet – høj og lav og også fra de steder, der ikke havde uddannelsesstillinger for at få lavet noget, der passede til alle afdelinger og ikke bare på Rigshospitalet eller et andet stort hospital«.

Og så var Charlotte Ringsted den, der introducerede de syv canadiske lægeroller på den danske scene.

»En af arbejdsgrupperne under kommissionen handlede om test og eksamen og kompetencevurdering – og den arbejdsgruppe sad jeg i.

Selvfølgelig lå det ligefor, at vi kunne lave en specialisteksamen, men jeg fik så øje på de syv lægeroller og princippet om i stedet for at teste folk ved at sætte dem i et eksamenslokale og teste tør viden så teste dem ude i virkeligheden i klinikken for at se, om lægen både ved og kan noget om det, hun eller han går rundt og gør i virkeligheden.

Da jeg præsenterede lægerollerne for arbejdsgruppen, ringede der en klokke, fordi det fik tingene til at hænge sammen. Det gav god så mening at kigge på andet og mere end bare, om den unge læge kan stikke og skære eller føre en journal – at anlægge et helhedssyn på det at være læge.

Og som én i arbejdsgruppen sagde, så ,er det her nok sidste mulighed for at slippe uden om at lave en specialisteksamen’, som de havde i mange andre lande. Og det var også noget, der vakte stor undren i f.eks. USA og Canada, når vi fortalte dem, at nu brugte vi det princip, men vi havde stadigvæk ingen eksamen. De tænkte: Hvordan kan man overhovedet have en speciallægeuddannelse uden eksamen? Men det kan man godt«, konstaterer Charlotte Ringsted.

Ufattelig meget kontrol

Adspurgt om, hvordan indførelsen af de syv lægeroller har ændret lægers selvopfattelse, svarer hun lidt tøvende, at det er »svært at sige, fordi jeg selv ikke er kliniker og ikke har været det siden 1993«.

»Jeg tror og håber, at det fortsat er lægefagligheden, der er i centrum, men jeg er også klar over, at mange er meget bevidste om især kommunikation og samarbejde. Det er kommet meget højt på dagsordenen. Men der bliver jo stadigvæk diskuteret og revideret i de syv lægeroller – igen her for nylig – og Canada, hvor rollerne blev udviklet først, har jo også revideret dem igen og igen. Og den stående diskussion er vigtig, synes jeg.

Men man kan da godt være i tvivl om, hvorvidt den enkelte læge, den enkelte superviser eller uddannelsesansvarlige kan holde fast i helhedsbilledet i hverdagen, når der er pres på«, siger Charlotte Ringsted.

Hun tror ikke, at indførelsen af lægerollerne har ændret så meget på hverken beslutningstagerne eller befolkningens syn på lægestanden.

»Jeg tror da, at man fra politisk side har klappet i hænderne over, at kommunikation og samarbejde og blikket for det organisatoriske i sundhedsvæsenet kom på dagsordenen, men når det handler om lægers anseelse, så er det nogle andre mekanismer, der er i spil«, siger hun og peger på de mange flere læger, der blev uddannet fra starten af 1980’erne, og rækken af organisatoriske stillingsreformer, som »har ændret tingene voldsomt«.

»Så ja, læger er nok kommet lidt ned fra piedestalen, men jeg vil så også sige, at vi har været igennem en tid, hvor myndighederne har været ude med ufatteligt meget kontrol. Det har præget forholdene for både lægerne og andre faggrupper, og på Rigshospitalet havde vi konstant konsulentfirmaer rendende rundt, som kun havde øje for effektivitet.

F.eks. kunne de ikke forstå, hvad vi skulle bruge vores daglige konferencer til. ,Kan I ikke bare skrive det i journalen?’ spurgte de. Men konferencerne er jo der, man lærer noget og får sammenhæng. Man kan ikke bare effektivisere den slags«, siger Charlotte Ringsted.

Fra pæne ord til virkelighed

Når man spørger hende, hvad har været det bedste i den danske del af hendes arbejdsliv, falder svaret prompte:

»Der er ingen tvivl om, at laboratoriet for kliniske færdigheder var en stor ting. Det var vanvittig sjovt, og det kom til at betyde en masse for mange af de studerende. Vi gav dem en frihed og et ansvar, og det betød, at de selv fik masser af idéer og begyndte at tænke i udvikling og innovation.

Jeg ved, at det for nogle af dem var et vendepunkt. De klarede sig måske ikke specielt godt på studiet, men i laboratoriet prøvede de en ny måde at arbejde på, og det smittede af på deres andre fag. Nogle af dem begyndte at forske – og tre af de studerende fra laboratoriet er blevet professorer nu«, siger Charlotte Ringsted, der et par dage efter interviewet netop skulle til professortiltrædelse for den tredje professor af de studerende fra dengang.

»Og han startede med at lave forskning i medicinsk uddannelse under studietiden – det gør mig da lidt stolt«.

Og stolt er hun også over den stribe af programmer, hun har været med til at lave både inden for sit eget og andre specialer. Og ikke mindst af at have været med til at støbe fundamentet for det, der har udviklet sig fra færdighedslaboratoriet over HSPMI og CEKU til nu at være CAMES, Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation.

»Det er et kæmpe center, hvor der bliver lavet utrolig meget forskning, og hvor der kommer fantastisk mange ph.d.er ud fra. Det er sjovt at kigge på den projektprotokol, jeg søgte penge på dengang, vi startede, og der skrev vi selvfølgelig det her typiske med, at ,det her tiltag også vil føre til noget forskning’. Men de pæne ord blev til virkelighed, må man sige«.

Hvor svaret faldt uden tøven, når det handlede om det bedste, så afføder spørgsmålet om, hvad ærgrer, en lang tænkepause.

»Altså, det er da klart, at gennemførelsen af speciallægereformen og den måde at udføre kompetencevurdering på slet ikke er gået i det tempo, jeg havde håbet på. Men jeg er også en utålmodig sjæl, og det tager en vis tid at implementere ting.

Og ja, det kan godt være, det tager noget tid, lige når du står og skal lære folk op, men det er en investering – i de nye læger og så sandelig også i sikkerhed for patienterne. Lægerne skal være lært ordentligt op – og de skal vide, hvad der er deres begrænsning på det og det trin, de nu er på i uddannelsen.

Men tingene tager jo længere tid, hvis man ikke får oplært de nye læger – og så får du ikke sovet om natten på din bagvagt«, siger Charlotte Ringsted med et skævt smil.

Stil krav, og vær dedikeret

Som da hun blev uddannet, står nutidens medicinstuderende og uddannelseslæger – hvis der ikke politisk ændres kurs meget snart – over for en situation med truende arbejdsløshed. Men Charlotte Ringsted råder de unge læger til at slå koldt vand i blodet – for »der kommer flere muligheder hen ad vejen«.

»Jeg ved, det er noget, der plager de unge meget, men jeg ville ikke være så bekymret for overproduktionen af læger, for du kan få arbejde som læge i hele verden. Selvfølgelig kan man, som jeg var, være i en situation med børn, ægtefælle og så videre, hvor man ikke har vanvittigt meget lyst til at rykke teltpælene op. Men der er så mange veje, man kan gå.

Jeg havde da ikke set, da jeg blev færdig på universitetet, at jeg ville ende som professor i medicinsk uddannelse – det kan jeg love dig for, at jeg ikke havde. Jeg fik jo en helt anden karriere, end jeg havde forestillet mig. På den led kan man ikke forestille sig, hvad der kommer, og hvilke muligheder man får, og hvor det fører én hen.

Jeg vil sige, at det vigtigste, man kan gøre for sig selv, er at være dedikeret. Selv om man måske er et sted, hvor man tænker, at ,nej, det er ikke lige mig’, så gå til den, og omfavn det. Der er altid noget læring, man kan få glæde af senere hen.

Og ender man et sted, hvor der ikke rigtig er noget uddannelse – og der har jeg selv været – så sig det højt. ,Jeg vil læres op’. Det har jeg gjort – så stil nogle krav til den afdeling, du er på. Gør den til ,din’, og tag ansvar, hvis tingene ikke kører. Gå ind i det. Der er jo ingen, der siger nej, hvis man gerne vil lære noget, de kan, hvis man selv kommer med noget og byder ind.

Og nyd det! Årene som uddannelseslæge er simpelthen de bedste år, der findes. Man har simpelthen en ret til at lære noget. Det er de år, man har lov til at være dum og sige, at ,det her kan jeg ikke’, og ,det her ved jeg ikke noget om’. Til gengæld skal man gøre sig umage – det er det centrale«.