Skip to main content

»Navlestilken afkortes og sys ind til bugvæggen«

Andreas Printzlau er plastikkirurg på sit eget privathospital og opererer et stigende antal offentlige patienter. I dag er der bl.a. brystløft med Printzlaus egen teknik og udvidet abdominalplastik på programmet, også kaldet hudreduktion, hos patienter, som har været igennem et stort vægttab.

Generelt er patienterne glade for den tid, personalet har til patienterne på Printzlau Privathospital. De er et lille sted og har mulighed for at skabe en traditionel omsorg og et nærvær omkring patienterne, siger Andreas Printzlau. Foto: Claus Boesen 
Generelt er patienterne glade for den tid, personalet har til patienterne på Printzlau Privathospital. De er et lille sted og har mulighed for at skabe en traditionel omsorg og et nærvær omkring patienterne, siger Andreas Printzlau. Foto: Claus Boesen 

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

14. okt. 2022
5 min.

5:40 . Vækkeuret ringer. I dag føler jeg mig lidt mere spændt end vanligt. Dagens første patient er en vægttabspatient, som for 13 år siden fik en gastrisk bypassoperation og tabte sig 45 kg. Med en højde på under 160 cm er det et såkaldt massivt vægttab (MWL). For 11 år siden opererede vi hendes mave, og nu har hun henvendt sig privat med henblik på rekonstruktion af brystet. Efter det store vægttab har hun udviklet et stort hudoverskud på begge sider af brystkassen. Vi har aftalt at udføre en såkaldt autolog augmentation med lateral interkostal arterie-lapper uden brystløft. Det er en teknik, som jeg udviklede for 15 år siden. Populært sagt skal vi udfylde et lille slapt bryst med nogle store BH-deller, stilket på nogle små blodkar.

6:30. Jeg cykler gennem Dyrehaven og Geels Skov. Jeg bliver opmærksom på, at jeg skal til at finde den stærke cykellygte frem. Jeg kender heldigvis turen ud og ind, men kender også ulykkesstatistikkerne for modne mænd på mountainbike.

7:10. Fremme på »Danmarks mindste hospital«. Min søde hustru gennem 30 år synes, at det er gået støt ned ad bakke for mig. Jeg startede min plastikkirurgiske karriere på Rigshospitalet, derefter Helsingør, så Hamlet og nu dette lille monofaglige specialhospital. Til gengæld bestemmer jeg mere og mere – det kan også noget.

Får lige hilst på nattevagten, som fortæller, at en af operationspatienterne fra i går er lidt hævet i epigastriet efter en udvidet abdominalplastik ad modum fleur de lis. Det er ikke mig, der har opereret i går, men vi kigger altid til hinandens patienter, når det er hensigtsmæssigt.

7:20. David Heppelstrup Jensen er deltidsansat uddannelseslæge hos os og skal være med til den lidt specielle operation. Vi løber plan og teknik igennem.

7:30. Alt personale samles. Vi gennemgår dagens programmer, og jeg tegner derefter på den første patient og går stuegang på gårsdagens patienter. Jeg ultralydskanner patienten med hævelsen, der er ingen større ansamlinger, men hun må forblive indlagt fastende til observation med henblik på, om det udvikler sig yderligere.

7:50. En operationspatient fra forrige uge har ringet i nat med smerter og feber. Patienten bliver bedt om at møde ind til vurdering.

8:30. Første operationspatient bliver bedøvet og afdækket. Lapperne deepitelialiseres, og de laterale interkostale perforanter opsøges. Der er mulighed for supplerende blodforsyning fra den laterale torakale arterie, som gør lapperne mere sikre. Perforanterne er lidt korte, men det går, og lapperne kan nå helt ind til sternum på begge sider.

11:30. Patienten køres på opvågningen. Den indkaldte patient er mødt ind og allerede vurderet af anæstesilægen. Patienten har fået foretaget inderlårsplastik for ti dage siden. Hun er sat i dicillinbehandling af operatøren, men har trods dette fået forværring. Patienten har tydeligvis infektion med rødme, hævelse og smerter, men er velbefindende og afebril. Ultralydskanning uden tegn på ansamling. Hun indlægges til tostof-i.v.-antibiotikabehandling og observation.

12:00. Optegning på næste operationspatient. Hun har som privatpatient fået foretaget en abdominalplastik, hvor jeg tydeligvis har forsøgt at lave arret kortere end optimalt. Desuden har hun udviklet hypertrofisk ardannelse i navlen. Vi har aftalt at forlænge arret i begge ender og revidere arret omkring navlen.

12:10. Frokost. Det er blevet en dårlig vane at gennemgå og godkende fakturaer under frokosten. Prisstigningerne slår hårdt igennem på rigtig mange af vores indkøb, det kommer oveni et gevaldigt lønpres. Vi kommer til at tilpasse vores priser på de private operationer allerede her i efteråret.

12:30. Næste patient er bedøvet og afdækket, og operationen forløber planmæssigt.

13:30. Optegning på dagens sidste patient. Hun har tabt sig 40 kg ved diæt og motion og har nu haft et BMI under 25 i over et år. En af mine patienter sagde engang, at hun godt kunne finde positive psykologiske roller til at være stor; »frodig«, »rund«, men det var umuligt for hende at finde noget positivt ved at være slatten. Det er en enorm glæde for mange at gennemføre et stort vægttab, men kan være en chokerende oplevelse med de store forandringer, det betyder for kroppen. Det er ofte skjult for omverdenen, for mange har et slankt ansigt. Men afklædt er det meget påfaldende, og dertil kommer de mange fysiske gener med maceration, lugt, svampeinfektioner, klaskelyde og impingement.

Dagens patient er set, vurderet og godkendt på Sydvestjysk Sygehus og udvisiteret med henblik på en udvidet abdominalplastik. Patienten har valgt den lange vej til København, fordi hun på sociale medier har hørt godt om stedet. Generelt er patienterne glade for den tid, vi har til patienterne, og derfor har vi et godt ry. Vi er et lille sted og har mulighed for at skabe en traditionel omsorg og et nærvær omkring patienterne.

14:15. Vi fridissekerer Scarpas fascie og gennemfører såkaldt superficial fascial suspension, hvor træk på Scarpas fascie løfter mons pubis og forsiden af lårene og kan derefter fikseres ind mod bugvæggen. Den forlængede navlestilk afkortes og sys ind til bugvæggen. Ved at fjerne subkutant fedtvæv omkring indersiden af den nye åbning til navlen kan der skabes en visuel effekt som en naturlig navlefordybning.

Se video af en udvidet abdominalplastik:

15:45. Patienten køres på opvågningen. Jeg gennemgår Davids egne forundersøgelser fra i går. Han bliver en god plastikkirurg. Jeg går en eftermiddagsrunde til patienterne. Der er ingen yderligere udvikling i hævelsen i epigastriet hos operationspatienten, og hun kan udskrives. Patienten med infektion efter en tidligere inderlårsplastik er stabil og afebril, hun forbliver indlagt til fortsat i.v. behandling. Dagens patienter informeres om operationen, og den ene udskrives.

17:00. På cyklen igen. Baglæns gennem Geels Skov og Dyrehaven. Efterårsfarverne kigger frem. De samme bakker, som jeg har cyklet i 12 år, er blevet en smule længere og stejlere.

17:45. Marina, min dejlige kone gennem 30 år, tager imod derhjemme. Hun er allerede i gang med aftensmaden. Vores datter Ottilia, svigersøn Tobias og første barnebarn Hubert på 10 mdr. kommer på besøg. De nybagte forældre skal have deres første miniferie uden barn, to dage i Berlin. De er klogeligt mødt op dagen inden afgang, så overgangen til bedsteforældrepasning bliver så blid som muligt.

19:00. Vi øver os på at passe Hubert efter nøje instrukser fra Ottilia og Tobias.

22:00. Er rigtig glad for, at jeg ikke er spædbarnsfar længere. Glæder mig allerede til en god nattesøvn.