Skip to main content

Nedlæggelse af hvervet som formand for Lægeetisk Nævn

Inga Marie Lunde

2. nov. 2005
6 min.

Da et flertal i nævnet ikke ville kalde sponsorering for sponsorering, blev det for svært at fortsætte som formand for Lægeetisk Nævn.

I dette nummer af Ugeskriftet orienterer Lægeetisk Nævn om en sag, hvori læger ansøgte et lægemiddelfirma om »sponsorering« af et apparatur til diagnostik, til gengæld for visse modydelser til firmaet. Lægemiddelfirmaet svarede, at de med glæde ville imødekomme »ønsket om sponsorering«. Alligevel har Lægeetisk Nævns flertal ønsket at slå fast, »at i Lægeetisk Nævns begrebsramme er der her ikke tale om sponsorering«. For at undgå at behandle denne og lignende sager i fremtiden, fandt flertallet det nødvendigt at omdefinere de to parters egen forståelse af begrebet sponsorering. Og trods gentagne forsøg lykkedes det ikke at få modificeret eller ændret denne udmelding.

Enhver firmasponsorstøtte gives til syvende og sidst for at fremme salget af firmaets produkter. Det er måske rigtigt, som et medlem af Lægeetisk Nævn har sagt, at »sponsorering er kommet for at blive«. Men den konstatering gør det endnu mere nødvendigt, at Lægeetisk Nævn vurderer hvilke former for sponsorering, der er etisk forsvarlige.

Lægeforeningen og Lægemiddelindustriforeningen har indgået en selvjustitsaftale for at sikre, at samarbejde mellem læger og lægemiddelfirmaer foregår, »således, at pressionsmuligheder og afhængighed parterne imellem er udelukket, og at parterne fremstår som uafhængige af hinanden«. Og i en tid med megen lægekritik kan denne aftale være med til at øge tilliden til lægestandens generelle etik på området. Vel at mærke hvis selvjustitsaftalen tages alvorligt af begge parter. Konkrete sager, hvori der opstår tvivl om læger har overholdt samarbejdsaftalen, forelægges Lægeetisk Nævn til vurdering. Og de sidste par år har Lægeetisk Nævn fået et stigende antal sager som vedrører lægers samarbejde med lægemiddelfirmaer.

I de fleste sager i Nævnet har det været muligt at nå frem til en fælles konklusion, men i nogle tilfælde har medlemmerne vurderet sager forskelligt, som det også er fremgået af afgørelserne. I de seneste sager vedrørende lægers samarbejde med lægemiddelfirmaer kunne flertallet imidlertid ikke acceptere, at forskelle i opfattelse kom frem i Nævnets skriftlige udmeldinger. Derfor blev der gjort forsøg på at undertrykke og kamuflere meningsforskelle. Det var paradoksalt, at forskelle i synet på etiske og moralske spørgsmål ikke kunne tolereres i netop Lægeetisk Nævn, og det forekom helt ude af trit med samfundets opmærksomhed på mulige interessekonflikter i lægeverdenen.

Forsøgene på at undgå at behandle sager om samarbejde med lægemiddelfirmaer afspejler en berøringsangst, som står i kontrast til at ville følge »det grundlæggende princip i tidens krav om forskeruafhængighed, udtrykt som åbenhed eller transparens«. I den konkrete sag, som ikke måtte kaldes sponsorering, foregik alt i øvrigt helt åbent, idet lægerne til gengæld for sponsoreringen selv tilbød at »anføre firmanavn i taksigelser«.

Principperne om åbenhed og transparens vedrørende finansiering af forskning og anden lægelig virksomhed vil kunne imødegå, men er ikke et mantra, der løser alle etiske problemer. Som det bemærkes i en leder i New England Journal of Medicine (1) er åbenhed ikke i sig selv en sikring imod interessekonflikter og afhængighed parterne imellem. Og uagtet læger søger om økonomisk støtte i overensstemmelse med de formelle krav til ansøgninger til offentlige fonde, kan der være tale om kamufleret markedsføring eller »technology transfer«, da generel goodwill fra kliniske forskere er meget værd for lægemiddelfirmaer (1).

Forsøget på at omdefinere begrebet sponsorering blev den kendte lille dråbe, som gav seriøse overvejelser om det formålstjenlige i at fortsætte som formand for Lægeetisk Nævn. Skal der være nogen mening i at opretholde et Lægeetisk Nævn, må dette nævn udvise både vilje og handlekraft til reelt at vurdere alle typer sager. Og da jeg aldrig har ønsket at sidde nogetsteds kun af navn, fandt jeg det rigtigst at tage en afgørende konsekvens af dette sagsforløb.

Lægemiddelfirmaer har en forståelig interesse i at afsætte deres produkter, og til at fremme dette virksomhedsmål anvendes mange forskellige strategier. Deriblandt også påvirkning af patienter og læger, så der ordineres flere lægemidler. Enhver marketingstrategi, som øger befolkningens medicinforbrug, vil skaffe virksomhedens økonomiske investorer det størst mulige afkast. Men læger har et andet bagland, nemlig deres patienter, hvis interesser læger er sat til at varetage så uvildigt som muligt. Patienters interesser kan falde sammen med lægemiddelfirmaers, men gør det ikke altid - selv om der gøres mange forsøg på at få det til at se sådan ud. Patienter ønsker nemlig ikke altid mest mulig medicin, men i en del tilfælde faktisk mindst mulig medicin.

Den massive markedsføring foregår i vid udstrækning via sponsorering af lægers faglige og sociale aktiviteter. I 1999 anvendte lægemiddelindustrien 563 mio. kr. til lægekonsulenter, konferencer, kurser, reklamer og informationsmateriale. Og at det var en god investering, viser det konstant stigende medicinforbrug og de voksende medicinudgifter for både patienter og amter. I 2001 steg amternes medicinudgifter med 11%.

Det er sandsynligt, at lægers modydelser til lægemiddelfirmaer er ubevidste i form af generelt ændrede behandlingsvaner og polyfarmaci, eller manglende blik for bivirkninger og oversete non-farmakologiske behandlingsmuligheder. En form for afhængighed af lægemiddelfirmaer (2) er også nyligt beskrevet af læger i Norge. Der kan være tale om både økonomisk, social og adfærdsmæssig afhængighed af righoldige faglige møder, hyggelige kulinariske og andre oplevelser, og personlige venskaber med spendable produktspecialister. Og som ved andre former for afhængighed, af fx alkohol eller piller, synes benægtelse af denne at være ret almindelig (2).

Læger er en speciel målgruppe for sponsorering, idet de er en autoriseret professionsgruppe, ligesom jurister med bestalling og revisorer med statsautorisation. Der er lovbestemte beføjelser for lægers sygdomsbehandling, herunder receptudstedelse, som ingen andre professioner har tilladelse til. Læger er nøglepersoner, ikke kun for patienter og samfund, men også for dem der sælger produkter til behandling. Lægemiddelfirmaers økonomiske op- og nedgang afhænger direkte af lægers behandlingsvaner. Og formålet med at sponsorere læger er at påvirke læger til at øge andres forbrug af disse produkter.

Blandt læger er der forskellige opfattelser af, om uafhængighed eller uvildighed betyder noget for patienter og samfund. Nogle læger finder det er vigtigere at sikre læger de bedste vilkår for at samarbejde med lægemiddelfirmaer, end at sikre patienter den mest uvildige lægelige rådgivning. Og heri ligger en interessekonflikt i lægestanden, som også er synlig udefra.

I lægeetisk forstand handler det om noget langt mere vidtrækkende end de konkrete sponsoreringer og tjenesteydelser. Det drejer sig om patienters og samfundets tillid til at lægestanden er uafhængig. Det er ikke tilstrækkeligt, at læger selv vurderer og opfatter sig som uafhængige og uvildige. Skal vi bevare troværdigheden, må vi - også i omverdenens øjne - fremstå som uafhængige. Og det kan vi kun, hvis vi selv sætter uafhængigheden lige så højt som omverdenen gør, og erkender at den kan sættes på spil - og også over styr. I de flest e professioner, og i samfundsmæssige og videnskabelige sammenhænge, anses uafhængighed generelt for at være en forudsætning for troværdighed. Der ses for eksempel med stor skepsis på en juridisk eller økonomisk rådgiver, som har bindinger til en part i en sag.

Uanset om nogle læger mener de er helt upåvirkelige af lægemiddelfirmaers goodwill-skabende sponsorering, må Lægeforeningen forholde sig til at omverdenen kan se anderledes på den sag.

Forf.s adresse: Aløvej 5, Svejbæk, 8600 Silkeborg.

Referencer

  1. Angell M. Is academic medicine for sale? N Engl J Med 2000; 342: 1516-8.
  2. Straand J, Myhr K. Legemiddelfirmaavhengighet. Tidskr Nor Lægeforen 2002; 122: 469.