Skip to main content

Nej til 98 sundhedsvæsener

Formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen

24. jun. 2011
3 min.

At kommuner spiller en vigtig rolle i sundhedsvæsenet, overses ofte. Det er en udvikling, som for alvor har taget fart fra 2007, hvor kommunerne overtog en række opgaver inden for genoptræning og forebyggelse.

For Lægeforeningen er det vigtigt, at borgerne kan være sikre på at få samme gode tilbud om behandling, uanset hvor de bor. Desværre tegner der sig et uens billede. Mens arbejdet på regionernes sygehuse i stadig højere grad reguleres, vurderes og evalueres og sigter på national konsensus, så er verdensbilledet i kommunerne anderledes vildtvoksende.

Her trives selvstyret. Det er i mange sammenhænge rigtig godt, men på sundhedsområdet betyder den meget lokale tilgang til opgaverne, at livet som patient kan være meget forskelligt på hver sin side af en kommunegrænse. Mange kommuner er i gang med at udvikle deres egne tilbud - uden systematisk evaluering eller kontrol af kvaliteten. For dem er det - modsat for regionerne - en frivillig sag, om de ønsker at være en del af Den Danske Kvalitetsmodel.

Jeg er sikker på, at mange kommuner går meget seriøst til deres opgaver. Men den individuelle tilgang har konsekvenser. F.eks. er det tankevækkende kritik, som Danske Regioner netop har rettet mod kommunernes rehabiliteringstilbud til svært hjerneskadede. Den går på, at mange tilbud til denne gruppe enten er fagligt udvandede eller helt forsvundet.

På samme måde er der ingen garanti for kvaliteten af den behandling for alkoholmisbrug, som kommunerne tilbyder. Det tager de stilling til hver især. På trods af at Danmark er blandt de lande i verden, hvor befolkningen drikker allermest, og på trods af flere uheldige eksempler på, at alkoholbehandlingssteder har tilbudt behandling uden at kunne dokumentere nogen faglig kvalitet.

Et skræmmende og aktuelt eksempel på, at kommuner ikke vægter det sundhedsfaglige højt nok, er Gentofte og Gladsaxe Kommuners ønske om at overtage distriktspsykiatrien. De to kommuner har søgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om lov som led i et frikommuneforsøg. Distriktspsykiatrien retter sig mod svært syge, og behandlingen foregår ofte i forlængelse af en indlæggelse. Det stiller krav om en sammenhængende og specialiseret lægelig behandling, som ikke kan varetages i en kommune. Og dertil kommer, at det i endnu højere grad vil isolere psykiatrien fra resten af sundhedsvæsenet. Vi har behov for det stik modsatte.

Denne leder er ikke en kritik rettet en bloc mod kommunerne. Det er ikke vanskeligt at leve sig ind i, at det især for de mindre kommuner kan være vanskeligt at løfte de nye faglige krav fra dag et.

Mon ikke også at mange af dem gerne vil have, at der stilles ambitiøse krav til dem?

Men uanset baggrund er det vigtigt at holde fast i, at sundhedsfaglige krav til kvalitet og evidens har lige så stor relevans i kommuner som i regioner. Der er behov for nationale kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer, som også omfatter kommunernes tilbud. Der er også behov for et tættere samarbejde mellem kommuner og de sundhedsprofessionelles organisationer. Lægeforeningen deltager meget gerne i en tættere dialog. Det er helt afgørende, at kommunerne hurtigt kommer på omgangshøjde med borgernes forventninger. De vil ikke have et sundhedsvæsen i 98 versioner. De vil have den bedste version.