Skip to main content

Nekrolog: Jørgen Kieler

Den gamle modstandsmand, læge og kræftforsker Jørgen Kieler blev i søndags indhentet af døden, 97 år gammel. At han ikke døde allerede som ung medicinstuderende er nærmest et mirakel.

Jørgen Kieler som fange hos Gestapo i 1944.
Jørgen Kieler som fange hos Gestapo i 1944.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

23. feb. 2017
3 min.

Allerede da tyske tropper den 9. april 1940 besatte Danmark, følte Jørgen von Führen Kieler en dyb skam på landets vegne: Kunne det virkelig passe, at man lod det passere uden modstand? Det kunne det, og den unge medicinstuderende fra Horsens blev derfor tidligt aktiv i modstandsbevægelsen – i øvrigt sammen med sine tre søskende, som han delte lejlighed med i Rådhusstræde i det indre København.

Fra undergrundsblade og engagement i redningen af de danske jøder greb aktiviteterne gradvist om sig. Jørgen Kieler blev gruppeleder i modstandsorganisationen Holger Danske og deltog aktivt i en lang række spektakulære, væbnede sabotageaktioner.

Da han i februar 1944 blev taget til fange af Gestapo, blev han såret af et skud gennem halsen. Han overlevede og blev sammen med sin bror Flemming dømt til døden. I Vestre Fængsel ventede de to på at blive hentet til henrettelsespladsen i Ryvangen.

Den legendariske Hvidsten-gruppe var også blevet arresteret og dødsdømt, og det blev denne gruppes medlemmer, der først blev henrettet. Henrettelsen af Hvidsten-gruppen udløste en folkestrejke, og det er formentlig årsagen til, at Kieler-brødrenes henrettelse blev aflyst. I september 1944 blev de deporteret til Tyskland.

For anden gang var Jørgen Kieler undsluppet døden med en hårsbredde.

Døden var igen ved at indhente ham i kz-lejren Porta Westphalica, en af nazitysklands mest brutale lejre. Her omkom over halvdelen af alle fanger af mishandling, slavearbejde under jorden, sult og sygdom. Det var i yderste øjeblik, at Bernadottes ”Hvide Busser” nåede frem i krigens sidste fase og kunne transportere dem hjem og i sikkerhed.

Efter befrielsen spildte Jørgen Kieler ikke tiden. I 1947 blev han cand.med., og efter et studieophold i USA blev han i 1954 dr.med. fra Aarhus Universitet. Hans hovedfag var kræft, som han først arbejdede med på Fibiger Laboratoriet, som han i 1965 blev leder af.

Kieler slog sit navn fast som internationalt anerkendt kræftforsker. I 1984 blev han leder af Fibiger Instituttet efter fire år som forskningschef i Kræftens Bekæmpelse.

Han var med til at gennemføre et medicinsk forskningsprojekt om det såkaldte kz-syndrom – en undersøgelse af posttraumatisk stress hos tidligere koncentrationslejrfanger og krigssejlere.

Jørgen Kieler havde overskud til at gå i brechen for modstandsveteranerne, bl.a. som formand for Frihedsfonden. Fonden havde til formål at vedligeholde erindringen om modstandskampen og

Skaffe økonomisk støtte til de faldnes efterladte, til modstandskampens skadede og til dem, som nazisterne havde ødelagt i deres lejre og fængsler.

Men som de fleste aktive modstandsfolk ville Jørgen Kieler helst ikke udbrede sig om fortiden – hverken om modstandsarbejdet eller fangenskabets mareridt.

Heldigvis kom han på andre tanker, og kastede sig ud i arbejdet med at fortælle historien så korrekt som muligt, og så modstandskampen og partisanernes motiver blev grundigt belyst i hans tobindsværk ”Hvorfor gjorde I det?”. Et spørgsmål, han og andre veteraner ofte havde mødt, og som han søgte besvaret med systematik og grundighed.

Jørgen Kieler havde kendt og kæmpet sammen med flere af de personer, der i eftertiden er kanoniseret som modstandskampens store skikkelser – heriblandt de navnkundige ”Flammen” (Bent Faurschou Hviid) og ”Citronen” (Jørgen Haagen Schmith). De og mange andre faldt. Med Jørgen Kieler er den sidste af de store modstandsfolk gået samme vej.