Nemmere adgang til lægen - men hvordan?

Hvis alle de patienter, der i dag henvender sig af sig selv på skadestuerne rundt omkring, fremover skal over en praktiserende læge først, hvordan skal de så kunne komme igennem? Lægerne er i forvejen fuldt optaget af andre patienter, og samtidig bliver der i disse år ikke ligefrem flere af dem.

Det dilemma stod i fokus på PLO's seneste repræsentantskabsmøde.

Oven i købet stærkt aktualiseret af regeringspartiet Venstres udspil kort forinden om bl.a. åbent om aftenen og på lørdage.

Et udspil, der også indeholdt krav om e-mail-adgang til lægen - et ønske, der for øvrigt allerede er imødekommet i den seneste overenskomst - stop for lægenej til patienter, som bor meget langt væk fra praksis; offentlige faktaark om lægernes særlige interesser, uddannelse m.v., indberetning af fejl og mangler samt ikke mindst et forslag om en informationstavle ophængt i praksis med oplysninger om eventuelle graverende fejl, som lægen måtte have begået.

Udspillet var i forvejen blevet kraftigt kritiseret af PLO-formand Michael Dupont i medierne, og det blev det også på repræsentantskabsmødet.

»Det, vi ikke hørte om, var nogle visioner. Hvad er det, de vil med almen praksis? Hvad er det for nogle opgaver, vi skal løfte? Noget der vil fremme den proces, de gør sig til talsmænd for«, sagde han.

Akutte patienter

Metoderne kan diskuteres, men adgangen til at komme til lægen er i fokus i denne tid. Sundhedsstyrelsens seneste oplæg til fremtidens akutberedskab lægger - i overensstemmelse med PLO's egen holdning - op til, at det fremover skal være praktiserende læger, der er indgangen til al akut behandling bortset fra nødopkald. De skal så visitere patienten til det mest relevante sted i sundhedsvæsenet.

Spørgsmålet er, hvordan man inkorporerer akutte patienter i en organisering af almen praksis, hvor lægerne i forvejen klager over at være overbebyrdede, og hvor der mange steder i landet er mangel på dem.

Problemet er ikke så meget - i det mindste ikke alle steder - antallet af nye, akutte patienter, der kan ventes. Det er snarere det beredskab, der skal til for at kunne håndtere dem.

»Selve henvendelserne vil ikke slå os af pinden i dagtid. Men hvis vi skal varetage et opkald, skal vi også være tilgængelige for opkaldet«, som Peter Magnussen - der er formand for PLO's akutudvalg - sagde.

Og hvordan er man så lige det, når man selv er travlt optaget af andre patienter?

»Det skal opfattes bredt. Der skal være tilgængelighed men ikke nødvendigvis direkte til lægen. Det betyder mere personale og måske større bygninger. Men lægen skal være ansvarlig for de foranstaltninger, der efterfølgende bliver truffet«, sagde han.

Flere var inde på, at der måske skal være separate telefonlinjer for akutopkald - evt. i form af internetbaseret telefoni. Og generelt var der stemning for, at det er nødvendigt at vide meget mere om tilgængeligheden i forskellige praksis - f.eks. kan der være forskel på by og land samt små og store praksis.

»Vi har behov for bedre viden for at beskrive servicemål. Brugerundersø-gelser - både af patienter, der har henvendt sig, og baggrundsbefolkningen. Ud fra modeller for mere teknologi og øget personale skal vi afprøve, hvor meget man får for pengene«, sagde Henrik Dibbern.

Det faldt ikke for døve øren i bestyrelsen.

»Det kunne være, at vi skal have mere fornemmelse for, hvad vi taler om. Hvordan ser situationen egentlig ud nu? Vi skal overveje at tilvejebringe mere viden om tilgængelighedsproblematikken både for akutte og elektive patienter«, sagde Michael Dupont.

»Vi vil på næste bestyrelsesmøde diskutere videre. På et eller andet tidspunkt transfererer vi dette her til noget, der kunne blive operationelt i forhold til kommende overenskomstforhandlinger«.

Uddelegering

Generelt var der en fornemmelse af, at arbejdet kan fordeles anderledes, så personalet overtager flere ting. Ikke blot på grund af en ventet øget arbejdsbyrde fra akutte patienter men også af hensyn til det øgede arbejdspres i almindelighed.

Michael Dupont fortalte om en nylig studietur til England, hvor organiseringen er anderledes.

»De har tre gange så meget personale som i en dansk praksis. Jeg tror, at mindre kan gøre det, men vi skal nok se på forbrug af personale.

Har vi opgaver, der kan uddelegeres til andre under vores ansvar?«, sagde han.

Men uddelegering forudsætter selvfølgelig, at der er nogen til at aflaste. Og at praksis kan bære det.

»PLO skal være forsigtig med ikke at lægge gift ud for de solopraktiserende læger og dem i tomandspraksis«, sagde Henrik Mærkedahl.

»Det er over 40 pct., der i dag er i solo- eller tomandspraksis. Hvis det skal laves, er det nødt til at være i store praksis. Det er muligt, at vi skal det, men det sker ikke i løbet af de første ti år«, sagde han.

Andre var inde på faren for, at den tætte kontakt til patienten skrider, hvis man uddelegerer meget mere.

»Det er vigtigt med kontinuitet. At jeg kender mine patienter. Almen praksis skal ikke udvikle sig til et almenmedicinsk ambulatorium«, sagde Bruno Melgaard Jensen.

Mangel på læger

Al debatten om tilgængelighed er dog betinget af, at der er nogen at få adgang til.

Som på tidligere møder optog lægemangelen adskillige talere. Flere steder er det svært at få nye læger til at slå sig ned, flere og flere går på pension, og der vil gå en rum tid, før der igen er uddannede læger nok til at fylde hullerne. Det øger presset på de tilbageværende, gør det endnu mere besværligt at få vagtlægeordninger til at gå op og går ikke mindst ud over patienterne.

»Vi skal holde fast i 1.600 normgrænsen. Men for at få passet de patienter, der ikke har en læge, er vi nødt til at gøre noget«, sagde Tue Flindt Müller og foreslog »patientpuljer«.

»Måske kunne de for et betydeligt ekstrahonorar blive passet af nogle af de praksis, der havde kapacitet til det, som kunne ansætte noget personale eller måske nogle vikarer - men tidsbegrænset. Der skulle være et økonomisk incitament for regionerne til at gå tilbage til den gamle ordning, når lægerne kommer«, sagde han.

Eddie Nielsen havde ideer til, hvordan man kunne lokke læger til tyndtbefolkede områder.

»Rekruttering og fastholdelse - re-gionerne skal poste flere penge i det område. Og måske kan vi selv motivere unge læger til at nedsætte sig i de perifere områder? Stedtillæg er f.eks. i overenskomsten fastsat ud fra, at det er forholdsvis dyrere at bo i universitetsbyerne - måske kunne vi overveje et omvendt stedtillæg eller højere basishonorar, fordi der er visse ulemper ved at arbejde perifert? Også efteruddannelsestilskud kunne være højere - der er længere afstand. Og udgifter i forbindelse med kurser kunne dækkes«, sagde han.

Efteruddannelse

Netop kurser og anden efteruddannelse blev et omdiskuteret emne på repræsentantskabsmødet. Bestyrelsen har diskuteret, om det er på tide at »supplere den individuelle efteruddannelse med et tilbud til alle praktiserende læger om kontinuerlig deltagelse i et mere struktureret og planlagt, livslangt efteruddannelsesforløb inden for aftalte temaer«, som det er formuleret i formandsberetningen under betegnelsen »sikret efteruddannelse«.

Det gav anledning til flere advarselsblink.

»Sikret uddannelse lyder umiddelbart meget godt. Men jeg ser det måske lidt som en parallel til det, der tidligere hed tvunget efteruddannelse. Læger, der kommer til at sidde og lytte til noget, de ikke er motiverede for. Bliver det meget stift, dur det ikke«, sagde Tue Flindt Müller.

Egon Juel Andersen advarede også.

»Det må ikke blive til recertificering ind ad bagdøren. Det vil vi i hvert tilfælde ikke«, sagde han.

Michael Dupont mente omvendt, at sikret efteruddannelse netop kunne blive en slags bolværk mod recertificering.

Model 1 plus

Enkelte andre emner var på dagsordenen - herunder spørgsmålet om Lægeforeningens fremtidige organisering - se separat artikel side 1602. Foruden flere bestyrelsesmedlemmer og mere indflydelse til repræsentantskabet end i den fremlagte model var der blandt PLO-repræsentanterne bred opbakning til en livskraftig regional tilstedeværelse for Lægeforeningen.

PLO's regnskaber blev fremlagt og godkendt - det samme blev et forslag om ændring af de bestemmelser, der gør det muligt for bestyrelsen at iværksætte aktioner for små grupper som f.eks. for nylig med arrestlægernes opsigelse af deres overenskomst. Og det formelle program sluttede med en buket blomster og et farvel til dagens ordstyrer, Jørgen Richard Hansen, der træder ud af Lægeforeningens Hovedbestyrelse efter seks år.