Neonatalogi begyndte som tivolishow

På Verdensudstillingen, som åbnede i Chicago i 1933, var en af de store attraktioner en bizar udstilling. I de 18 måneder, udstillingen varede, var der dagligt kø foran pavillonen, hvor skiltet over indgangen lovede, at man kunne se »Levende spædbørn i inkubatorer«. Adgangen kostede en halv timeløn for en arbejder: 25 cents. Men udstillingen havde trods alt også kostet 75.000 dollar at stable på benene – en pæn sum i 1933.

Bag udstillingen stod Martin A. Couney, der var kendt fra kyst til kyst som »inkubatordoktoren«. Et hold sygeplejersker og ammer var tilknyttet. Couney, der smykkede sig med en doktortitel, havde været assistent hos den berømte parisiske fødselslæge Pierre Budin.

Couney havde udstillet for tidligt fødte børn siden 1896. Det var bl.a. sket i forlystelsesparken Coney Island – New Yorks svar på Dyrehavsbakken. Men på Verdensudstillingen havde han fået en berømt pædiater, Julius Hess, med som partner.

Dengang eksisterede begrebet neonatalogi ikke. For tidligt fødte børn – og grænsen gik ved en fødselsvægt på omkring 2.500 gram – blev betragtet som mere eller mindre tabte. Overlevede de, var det fint. Men ofte døde de.

Pædiatrien tog sig af de overlevende. I det omfang, der var læger, som interesserede sig for de for tidligt fødte, var det obstetrikere som franskmændene Pierre Budin og Etienne Tarnier. Den sidstnævnte havde udviklet en primitiv kuvøse, der kunne holde et præmaturt spædbarn varmt i en kasse med glaslåg, hvori der var anbragt varmedunke.

Charlatan eller engel?

For en mere følsom eftertid kan Martin Couney forekomme som en charlatan. Men for hundreder af forældre var han en frelsende engel, der reddede deres tidligt fødte børn, som tidens læger rutinemæssigt afskrev og lod dø.

Og Couneys udstilling var mere end et freakshow: I 1934 havde Couney og Hess inviteret mødre med de børn, som havde været med på udstillingen året før, til etårsjubilæum. I alt 58 børn havde ligget i Couneys kuvøser i 1933, og 41 mødre med deres levende børn dukkede op i 1934.

I 1930 var den medicinske verden optaget af eugeniske diskussioner. Holdningen til de for tidligt fødte børn var, at de ikke var levedygtige, og at man skulle lade dem dø. En del gik så vidt som til at mene, at man af hensyn til samfundet og folkets generelle sundhedstilstand skulle aflive de svagelige børn. Forståeligt nok at desperate forældre opsøgte Martin Couney med deres nyfødte – og nogle gange kom de direkte fra hospitalet, hvor de havde fået besked om, at deres barn ville dø.

Allerede i 1922 havde Julius Hess udtrykt stor anerkendelse af Couney og havde derved som USA’s førende pædiater givet ham det blå stempel. Og nu var de sammen om udstillingen af kuvøsebørnene på Verdensudstillingen. »Kuvøsedoktoren« havde vist, at man kunne behandle for tidligt fødte børn og hjælpe flere og flere til at overleve. Det – og ridderslaget fra Julius Hess – var med til at vække pædiaternes interesse for de for tidligt fødte, og snart rykkede behandlingen af de præmature børn fra obstetrikerne over til pædiatrien.

Lånte spædbørn på hospitalet

Martin Couney var tysk-jødisk indvandrer og hed egentlig Cohn. Han hævdede, at han havde uddannet sig som læge i Leipzig, men flyttede til Paris, hvor han i 1890’erne studerede patologien hos for tidligt fødte hos den førende obstetriker professor Pierre Budin.

Showmanden i ham blev vakt til live, da Budin bad ham stå for en udstilling af »inkubatorer« (kuvøser) på Verdensudstillingen i Berlin i 1896. Det lykkedes ham at låne seks for tidligt fødte spædbørn fra personalet på Charité-hospitalet. Dem udstillede han i primitive kuvøser og døbte udstillingen Kinderbrutanstalt (børneudrugningsanstalt). Det blev en kæmpesucces, og Couney tjente så godt, at han snart kunne rejse til Amerika, hvor han arrangerede skiftende kuvøseudstillinger og videreudviklede sin maskine.

Det har aldrig kunnet dokumenteres, at Martin Couney faktisk var læge, og sandsynligvis har han snarere været en opfindsom tekniker. Derfor var det et afgørende gennembrud for ham, at Julius Hess, USA's førende pædiater, i 1922 havde anerkendt og fremhævet hans pionerarbejde. Og Hess havde god grund til at rose ham.

Ganske vist var den første, primitive kuvøse, som grundlæggende set bare kunne holde den nyfødte varm, blevet introduceret i Frankrig i 1880'erne. Men der skulle en opfindsom hjerne som Couneys til at udvikle den til et apparat, der ikke bare holdt den for tidligt fødte varm, men også kunne hjælpe med at udvikle barnets umodne lunger. Couney tog sin nyudviklede »inkubator« med sig fra Europa til USA. Men hospitalernes interesse var begrænset – og i øvrigt var apparatet temmelig dyrt i betragtning af, at de fleste alligevel fødte hjemme.

Karruseller og kuvøser

Så Couney måtte finansiere sit arbejde ved at tage penge for at fremvise de tidligt fødte i deres kuvøser. Kun på den måde kunne han skaffe penge til at lønne sygeplejersker og ammer for ikke at tale om udgifterne til de dyre maskiner. Fra 1903 og frem til 1943 kunne man derfor se permanente kuvøseudstillinger i forlystelsesparken på Coney Island.

Her drev han gennem 40 år, hvad der i virkeligheden var en fin lille neonatalafdeling, omgivet af friturelugt og larm fra karruseller og skydetelte. Som den showmand, han var, vidste han, hvordan man skulle konkurrere med det omgivende spektakel. Under et skilt med ordlyden: »All The World Loves A Baby« stod hans udråbere og lokkede publikum indenfor. (En af dem var i øvrigt en meget ung mand ved navn Archibald Leach, der blev så glad for livet i showbiz, at han blev skuespiller og tog navnet Cary Grant).

Udenfor var der larm og gøgl. Men inde bag Couneys kulørte facade fandt de besøgende en veldrevet neonatalafdeling, der levede op til tidens bedste standard. Publikum kunne defilere forbi en række skinnende kuvøser, mens en rundviser forklarede, hvordan ren luft udefra blev suget ind, passerede gennem et sindrigt filtersystem, hvor det blev opvarmet, inden det blev pumpet ind i kuvøsen og igen suget ud, hvorved luften omkring barnet blev udskiftet hvert femte sekund, mens barnet blev tilset og passet af barneplejersker under strenge hygiejneforskrifter.

At forholdene var i orden, stod Couney selv inde for: Da hans kone fødte en datter med en fødselsvægt på bare 1.500 gram, tilbragte pigen sine første tre levemåneder som udstillingsgenstand.

»Nu er mit arbejde færdigt«

Udstillingerne havde vist den tvivlende offentlighed – og lægeverdenen – at den nye teknologi virkede. Det anslås, at »Dr.« Couney behandlede omkring 8.000 for tidligt fødte børn og reddede livet for 6.500. Da han efter 40 år lukkede sine kuvøseudstillinger, havde han nået sit mål: Læger, hospitaler og offentligheden havde fået øjnene op for, at kuvøseteknologien var et uvurderligt fremskridt, og mange hospitaler havde fået neonatalafsnit, hvor man benyttede den nye teknologi.

Martin Couney opkrævede aldrig betaling fra børnenes forældre. Alt blev finansieret af billetsalget. Indtægterne faldt dog efterhånden. Hvor udstillingerne i begyndelsen havde trukket tusinder af betalende tilskuere ind, dalede besøgstallene i takt med, at udstillingen mistede nyhedens interesse. Verdensudstillingen i Chicago i 1933-1934 havde været højdepunktet, men da der i 1939 skulle holdes Verdensudstilling i New York, og Couney som så ofte før havde fået opført en udstillingspavillon, svigtede publikum. For første gang måtte han erkende, at han stod med et underskud.

Også på Coney Island var interessen svundet ind. Tiden var en anden, Amerika var på vej i krig, og publikum var måske blevet blasert. Selv om Couney havde sat billetprisen ned til fem cent, kunne det ikke løbe rundt, og da flere amerikanske hospitaler efterhånden havde indrettet neonatalafdelinger og anvendte hans kuvøseteknologi, drejede han nøglen om for sidste gang.

»Jeg gjorde propaganda for de for tidligt fødte. Nu er mit arbejde færdigt«, sagde han.

Læs hele temaet om neonatalogi her.